En dag blev hætten taget ned

På gangen på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital sidder en ældre mand ulasteligt klædt i mørkt jakkesæt. Han stirrer ret frem for sig tilsyneladende uden at ænse ’Indenfor/Udenfor’-plakaten af den danske humorist Storm P. 

For enden af gangen har sygeplejerske Ngoc Thi My Nguyen kontor. Hun blev uddannet i 2009 og har arbejdet på Indvandrermedicinsk Klinik på OUH siden 2013.

”Mine forældre er bådflygtninge fra Vietnam og kom til Danmark i 1982. Min mor var højgravid under flugten og fødte mig kort efter. Som barn var jeg altid interesseret i andre kulturer, og jeg skrev bachelor om etniske kvinders møde med sundhedsvæsenet, så det var en fantastisk mulighed at få arbejde her,” fortæller Ngoc Thi My Nguyen, som foruden dansk og vietnamesisk taler en smule arabisk, da hendes mand er palæstinenser. 

Sårbare med behov for støtte

Patienterne på Indvandrermedicinsk Klinik kommer fra hele verden og har vidt forskellig baggrund. Nogle er indvandrere, andre er flygtet fra krig og naturkatastrofer. Mange har fast ophold i Danmark, andre er dømt til udvisning. Patienterne bliver ofte henvist af praktiserende læge eller afdelinger på hospitalet, fordi de har komplekse problemstillinger.

”Fælles for vores patienter er, at de er mennesker med mange sårbarheder. Når jeg spørger, hvorfor de kommer her, er deres egen forklaring ofte anderledes, end hvad jeg kan læse i henvisningen. Tit handler det om angst eller ensomhed og hører egentlig ikke hjemme i sygehusregi, men de har stadig behov for støtte,” siger Ngoc Thi My Nguyen.

Som eksempel nævner hun patienter, som ikke følger den foreskrevne behandling, fordi de prioriterer at købe vintertøj til deres børn fremfor medicin og ikke ved, hvordan man søger medicintilskud.

Patienter, der ikke forstår, hvorfor deres medicin pludselig kommer i en ny pakning eller har taget for lidt eller for meget. Eller patienter med så svær angst, at de ikke kan overskue at lære at bruge rejsekort og finde hen til et kommunalt genoptræningscenter.

”Vi har manglet et tilbud, som kunne hjælpe patienterne i overgangen til kommunale eller andre sundhedstilbud, så de ikke bare blev udskrevet til ingenting. Derfor er vi meget glade for peer-mentor-projektet, som betyder, at vi ved, der er nogen, som følger dem på vej, når de forlader hospitalet,” siger Ngoc Thi My Nguyen.

Tosprogede peer-mentorer

Det banker på, og Dorthe Nielsen, sygeplejerske og professor i sårbarhed ved Geriatrisk Afdeling G, OUH, og Klinisk Institut ved Syddansk Universitet, smutter ind ad døren og hopper op på kontorets briks.

Dorthe Nielsen er forskningsansvarlig på peer-mentor-projektet og undskylder forsinkelsen. Hun er blevet kontaktet samme nat af en patient med akutte problemer og skal lige straks mødes med patienten.

”Mennesker med mange komplekse problemstillinger er i særlig risiko for at få et kompliceret forløb i sektorovergange. Derfor udviklede vi for tre år siden et projekt med frivillige tosprogede peer-mentorer, som kan støtte etniske minoriteter i overgangen fra hospital til kommunale eller andre sundhedstilbud i lokalområdet. Tilbuddet er målrettet patienter, som typisk er socialt isolerede eller har mange problemstillinger, men også et udviklingspotentiale til at håndtere deres udfordringer med den rette støtte,” forklarer Dorthe Nielsen.

Forskningsprojektet på OUH er udviklet i samarbejde mellem Dorthe Nielsen og Lisa Duus, som er kandidat i idræt og master i sundhedspædagogik og sundhedsfremme.

Det bygger bl.a. på erfaringer fra Indvandrermedicinsk Klinik på Hvidovre Hospital, hvor peer-mentorerne arbejdede med at motivere minoritetspatienter til sundhedsændringer gennem en relation bygget på tillid og sproglig og kulturel forståelse.

”Peer-mentor-projektet i Odense har vist sig at være en indsats, som giver mening for både patienter, sundhedsfagligt personale, kommunerne og de frivillige peer-mentorer. De fleste forløb har varet henved seks måneder, hvorefter det kommunale system er blevet bedre til at tage over, når patienterne udskrives fra hospitalet,” siger Dorthe Nielsen.

Afgrænser opgaven

De frivillige peer-mentorer tilknyttet Indvandrermedicinsk Klinik på OUH er bl.a. studerende, mennesker med og uden job og mennesker med og uden en uddannelse, men med et kæmpestort hjerte for at hjælpe andre.

Peer-mentorerne får et 20-timers kursus, hvor de bliver undervist af læger, sygeplejersker og en socialrådgiver på hospitalet og af forebyggelseskonsulenter, ergo- og fysioterapeuter i kommunen.

Herved får de viden om bl.a. sygdomme, tværsektorielle samarbejder, etik og tavshedspligt ift. patienten.

Patienter og peer-mentorer matches af projektleder Lisa Duus ud fra parametre som sprog og kultur.  Deres første møder foregår på Ngoc Thi My Nguyen eller en af hendes kollegers kontor.

”Vores patienter er ofte meget bange for at møde nye mennesker, men de har tillid til os, fordi de typisk har været tilknyttet Indvandrermedicinsk Klinik i flere år. Min opgave er at afstemme forventningerne og bygge bro mellem patient og peer-mentor,” fortæller Ngoc Thi My Nguyen.

Hun forklarer patienten, hvad peer-mentoren kan hjælpe med og er med til at afgrænse opgaven, da det er vigtigt, at peer-mentoren ikke påtager sig et større ansvar, end vedkommende kan magte. Sammen udfylder de et skema, hvor patienten svarer på spørgsmål som: Hvor er du nu? Hvor vil du gerne være? Hvordan kommer du derhen? 

Gåture fik hætten ned

Peer-mentor og patient kan i hele forløbet kontakte Indvandrermedicinsk Klinik med spørgsmål, og mentoren får supervision hver sjette uge af Lisa Duus.

”Vi afgrænser opgaven til f.eks. at motivere patienten til at deltage i et lokalt sundhedstilbud og følge patienten derhen de første gange. Mange mødes også til en snak over en kop te, og vi oplever, at der bliver opbygget en tæt og varig relation,” siger Ngoc Thi My Nguyen. 

Som eksempel fortæller hun om en patient, som plejede at skærme sig med hætte eller hue:

”En dag efter en række gåture i naturen med peer-mentoren var patienten begyndt at slappe af, hætten var nede, og patienten begyndte til fitness,” fortæller hun og tilføjer, at flere pårørende også har fortalt om en væsentlig positiv udvikling for deres familiemedlem gennem peer-mentor-ordningen.

Lagde blomst under pandemi

Peer-mentorforløbet består typisk af 5-10 fysiske møder. 

Under covid-19-pandemien var medarbejderne bekymrede for, om projektet kunne fortsætte, men patienter og peer-mentorer fandt løsninger, så de kunne holde kontakten.

Nogle mødtes med afstand, andre mentorer lagde f.eks. en blomst eller en æske chokolade udenfor patientens dør for at vise, at hun eller han stadig var der for patienten. 

Midtvejs i forløbet mødes patient og peer-mentor igen hos Ngoc Thi My Nguyen eller en af hendes kolleger og aftaler, om samarbejdet eventuelt skal forsætte.

Indsatsen udvides til ældre

Evalueringen af det treårige projekt har vist så gode resultater, at tilbuddet nu bliver permanent i Indvandrermedicinsk Klinik.

På baggrund af de positive erfaringer vil Geriatrisk Afdeling på OUH også afprøve en ordning med peer-mentorer for at undersøge, om peer-mentorer kan forbedre ældre patienters forløb på tværs af sektorer.

Projektet udvides ligeledes til at omfatte patienter bosiddende i både Odense, Svendborg og Ærø kommuner. 

”Vi håber meget, projektet kommer til at gøre en forskel for mange patienter, som oplever sig sårbare og kæmper med mange udfordringer i livet,” siger Dorthe Nielsen, inden hun haster ud til den ventende patient.