Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Alle har ret til en seksualitet

Epilepsi og seksualitet. Det er to af sygeplejerske Marlene Linnebjerg Kudsks hjertebørn. Hun tager sig af det sundhedsfaglige ved Center for Børn med Handikap.

Sygeplejersken 2023 nr. 7, s. 52-53

Af:

Mai Rathje Skovgaard, journalist

sy7-2023_mitjob_marlene-linnebjerg-kudsk

Enten er man hooked på den her målgruppe, eller også er det too much. Jeg har aldrig været ansat et sted, hvor jeg oplever, at min faglighed gør så stor forskel som her. Jeg kan se effekten af de ting, jeg gør, og der er så kort fra tanke til handling. Det er lidt en floskel, men jeg elsker virkelig at gå på arbejde hver dag. 

Jeg er ansat som sundhedsfaglig konsulent ved Center for Børn med Handikap, som består af fire døgninstitutioner og en aflastningsenhed for børn og unge med alle mulige slags handikap. Alt fra børn med autismespektrumforstyrrelser og normal begavelse til børn med udviklingsforstyrrelse og svære fysiske handikaps. 

Helt overordnet går mit arbejde ud på, at jeg understøtter organisationen i at holde styr på de sundhedsfaglige ting ude på institutionerne. At medarbejderne har de kompetencer, der skal til, at der bliver dokumenteret korrekt og at der er styr på medicinen.

Derudover er jeg med til at udvikle nye tiltag og sørge for, at de bliver implementeret.

Stillingen var nyoprettet, da jeg blev ansat for 11 år siden. Jeg blev først og fremmest ansat, fordi der skulle styr på medicinhåndteringen. Der var ingen sygeplejersker ansat, så pædagogerne på afdelingen stod for det, og det var ikke altid optimalt. I dag er der en sygeplejerske ansat på hver institution, og det er primært dem, der varetager det sundhedsfaglige i dagligdagen. 

Jeg er stadig en del ude på afdelingerne og vikarierer også for sygeplejerskerne af og til. Det er vigtigt for mig stadig at bevare min praksis. Også for at have en finger på pulsen i forhold til, hvad der foregår derude. 

Bedre observation – bedre behandling 

Jeg har en stor interesse og viden om epilepsi fra mit tidligere job på Epilepsihospitalet Filadelfia, og den har jeg bragt med ind på Center for Børn med Handikap. Ca. 1 pct. af befolkningen har epilepsi, men når det gælder vores målgruppe, er der væsentligt flere. Bl.a. fordi mennesker med udviklingsforstyrrelser som f.eks. autisme har øget risiko for at udvikle epilepsi. 

Jeg har arbejdet meget for at få alt den her specialviden om epilepsi ud i kommunen, hvor borgerne jo er og lever deres liv, så medarbejderne bliver bedre til at håndtere anfald. For jo bedre man er til at give information videre til lægerne, jo bedre kan der medicineres efter et anfald. Jo bedre observation, jo bedre behandling. 

Kroppe og grænser

En anden faglig særinteresse, jeg har, er seksualitet, og i 2018 blev jeg uddannet seksualvejleder. 

Seksualitet er jo rigtig meget andet end sex. En stor del af børnene og de unge på Center for Børn med Handikap får nok aldrig mulighed for at have sex med et andet menneske. Men de har stadig en krop, og derfor er det nogle andre ting, man kan gøre. Man kan hjælpe dem, så de har mulighed for at have sex med sig selv eller skabe andre muligheder for berøring. 

Lige såvel som vi skal sikre, at de får noget at spise, og at de kommer på toilettet, så skal vi sikre, at de får mulighed for seksuel sundhed, for det har de ret til. 

Det bliver nødt til at være meget konkret, når man underviser unge med mentale handikap i seksualitet. Vi benytter os en del af de kommunikationsværktøjer, som bliver brugt ude på institutionerne, som f.eks. piktogrammer. 

En løbende proces

Man ved fra undersøgelser, at børn med handikap har en større risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb, og derfor er det supervigtigt, at vi lærer dem om grænser for at forebygge det. Både grænser overfor andre og overfor sig selv. Hvornår siger man ja, og hvornår siger man nej? Og hvem er det, man siger ja og nej til? Hvad gør man, hvis man gerne vil kysse én?

Vi har lavet et seksualambassadørnetværk, hvilket vil sige, at vi har en medarbejder på hver afdeling, som er ekstra godt klædt på med viden om seksuelle problematikker. Så kan de andre medarbejdere gå til vedkommende, hvis en borger bøvler med noget.

Det er en løbende proces at lave seksualundervisning for udviklingshæmmede. Man kan ikke bare tage det hele på én gang hvert år i uge 6 ligesom i grundskolen, for så kan de ikke huske det ugen efter, eller også kan de ikke omsætte det til praksis.

Popcornhjerne 

Jeg har direkte adgang til ledelsen, og det gør det nemt at sætte ting i gang. Jeg får mange idéer, og nogle gange går min popcornhjerne lidt amok, men jeg oplever, at ledelsen er meget positiv overfor det, jeg kommer med. At der er opbakning til de ting, vi gør, f.eks. da vi skulle etablere seksualnetværket. Mit job har udviklet sig meget gennem tiden, og det bliver det ved med.

Jeg er i gang med at tage en master i sexologi, som jeg bliver færdig med lige om lidt. Det har været lidt af et akademisk limbo, men meget udfordrende. Jeg glæder mig til at komme helt tilbage på arbejde. Det er her, jeg virkelig ved, at jeg kan. Jeg kommer til at skulle bæres ud herfra.