Det er lærerigt selv at være pårørende

Som sygeplejestuderende arbejder man i sundhedsvæsenet og kender til sygdomme, behandlinger og sygepleje-interventioner.

Jeg elsker at forstå og lære om sygdomme, anatomi, fysiologi og sygepleje i det danske sundhedsvæsen.

Jeg har snart prøvet alle de obligatoriske specialer, vi skal igennem på studiet, hvilket har givet mig en masse viden, kompetencer og erfaring inden for forskellige former for sygepleje.

Jeg har derfor også fået lov at stifte bekendtskab med forskellige patienter og deres pårørende. 

På trods af at jeg ser mange patienter og pårørende hver dag, er jeg stadig blot et menneske. Et menneske, der selv kan opleve at blive patient og opleve venner og familie blive syge og indlagt. 

For kort tid siden oplevede jeg selv, hvordan det er pludselig at være pårørende til en patient – til min bedstemor, som altid har været der for mig, og som betyder alverden. Jeg oplevede at stå på den anden side, føle og tænke en masse, frem for at tænke klart og logisk. I det øjeblik sygdommen ramte, føltes det, som om jeg havde glemt alt, hvad jeg havde lært på studiet.  

Som 6. semester-studerende forventer både jeg, studiet og mine pårørende, at jeg har en dyb forståelse for sygepleje, anatomi, fysiologi og sygdomslære.

Jeg har på sygehuset i praktikker stået med patienter ramt af samme sygdom som min bedstemor, så jeg kender til årsag, symptomer og behandling.

Men alligevel fandt jeg mig selv ude af stand til at tænke rationelt. Jeg følte afmagt og fortvivlelse. Jeg mistede alt fornuft og blev blot ramt af, at tårerne pressede sig på. Jeg ville gerne hjælpe, men jeg vidste lige pludselig ikke, hvad jeg skulle og kunne gøre. 

Jeg har sommetider fundet det svært at håndtere det med de pårørende til de borgere og patienter, jeg har haft med at gøre. Jeg har ikke vidst, hvad jeg helt præcis skulle sige, da de alle er forskellige og har forskellig tilknytning og forskellige behov.

Efter nu selv at have stået i en situation som pårørende, ved jeg, at alt man har brug for, er, at der bliver gjort noget, at der bliver vist omsorg og empati over for patienten og én som pårørende.

Selvom det aldrig er sjovt at blive pårørende til en, der ikke har det godt, en som oplever sygdom og krise, har det givet mig mere mod til at tage mig af pårørende, mere forståelse for at være pårørende.

Ikke mindst har det åbnet mine øjne for den gnist inde i mig, som brænder for at give min omsorg og empati videre til både patienter og pårørende i min hverdag som sygeplejerskestuderende og snart sygeplejerske. 

Caroline Gundgaard Mulvad er sygeplejestuderende på 6. semester, VIA Viborg.