Skal jeg afbryde lægen og fortælle, at pigen også har hjerneblødninger?

Anne er 37 år og arbejder på en neonatalafdeling. Det har hun gjort i otte år. En dag taler hun med et par, hvor kvinden venter tvillinger og er indlagt, fordi hun er i risiko for at gå for tidligt i fødsel.

Forældrene har tidligere haft et kompliceret fødselsforløb og har også haft alvorlig sygdom i familien.

Det er med til, at forældrene flere gange fortæller Anne, at de ikke for enhver pris vil have tvillingerne med hjem – de vil ikke have multihandicappede børn. 

Men kvinden går i fødsel og føder i uge 23 en dreng og en pige. De bliver lagt i respirator. Pigen er stabil. Men drengen bliver hurtigt mere og mere dårlig.

“De bliver kede af det. Men de er også glade for, at søsteren er stabil,” fortæller Anne.

Lægerne beslutter hurtigt, at drengen skal scannes for at se, om der er blødninger i hjernen. Det er der. Pigen bliver også scannet, og det viser sig, at hun også har massive blødninger og højst sandsynligt også vil blive multihandicappet. 

Anne, en anden sygeplejekollega og to læger på nogenlunde samme alder som Anne samles og finder hurtigt frem til, at det vil være bedst at afslutte behandlingen af babyerne. De taler om, hvordan de fortæller om deres anbefaling, og lægerne beslutter, at en af dem styrer ordet.

“Sådan plejer det være, selvom det er os sygeplejersker, der kender forældrene bedst.”

På stuen sætter lægerne sig over for forældrene og har øjenkontakt med dem. Sygeplejerskerne står ved siden af parret. Den ene læge fortæller, at drengen er blevet scannet og har så massive blødninger i hjernen, at de anbefaler at afslutte behandlingen.

Lægen nævner ikke pigen, men fokuserer kun på drengen. I lang tid. Parret bliver kede af det, men var klar over, at det ikke så godt ud med drengen.

“Faren siger, at de nok skal komme sig – der er stadig håb for, at deres pige klarer sig.” 

Anne synes, at lægen trækker det i langdrag og mener ikke, at forældrene skal fastholdes i et håb om, at pigen kommer med hjem.

Hun kan se, at hendes sygeplejekollega står med samme fornemmelse. Anne presses samtidig af tiden. Drengens blodtryk bliver ved med at falde, og forældrene skal gerne nå at holde tvillingerne, inden drengen – eller de begge – måske dør. Det er godt for sorgprocessen.

Hun synes også, det er en skævvridning i magtbalancen, at personalet ved noget, forældrene ikke ved.

Men de har jo aftalt, at lægen fører ordet. Kan hun mon se noget, som Anne ikke kan se, nu hvor Anne ikke har øjenkontakt med parret?

Måske har lægen mere at fortælle til parret, som Anne ikke er blevet informeret om – er det derfor, at lægen venter med beskeden? Hvad gør Anne? 

Skal hun bryde ind eller ej?  

 

Svar fra Sygeplejeetisk Råd

Anne varetager forældrenes tarv

Skal Anne lade hensynet til tværprofessionelt samarbejde veje tungere end faglige og etiske overvejelser om, hvorvidt forældreparret skal informeres om pigen? Anne vælger at tage ansvar og handle og varetage forældrenes tarv. Heri ligger forpligtelsen til at yde omsorg og handle med omhu og samvittighedsfuldhed. 

Ifølge de sygeplejeetiske retningslinjer handler sygeplejerskens etiske forpligtelse netop om at sikre omsorg for forældrene ved at anvende af det faglige skøn, der bl.a. hviler på Annes kendskab til forældrenes bekymringer for fremtiden.

Anne taler også om, at hun ikke ville have bragt pigen ind i samtalen, hvis lægen var mere erfaren. Et etisk princip beskrevet i de sygeplejeetiske retningslinjer handler netop om, at sygeplejersker er forpligtede til at fremme et godt tværfagligt samarbejde. Derfor bør der rettes fokus på det. F.eks. kan afdelingen drøfte, om det er lægen, der giver en svær besked til forældrene, eller om det er et fælles ansvar, hvor både lægens og sygeplejerskens fagligheder bringes i spil – til gavn for forældrene.

På vegne af Sygeplejeetisk Råd, Lotte Marker Christensen, Dorte Sørensen Tungelund, Birgitte Ehlers og Anne Bendix

 

Det endte hun med at gøre

Anne bryder ind, men når kun at sige: “Vi har også scannet tvillingesøsteren,” inden hun kan se på lægen, at hun ikke skulle have blandet sig. Lægen afslutter sætningen og fortæller om søsteren. Forældrene bryder ud i gråd.

De opdager ikke uenigheden, men bagefter siger lægen, at planen var, at forældrene selv skulle spørge til søsteren. 

Anne har efterfølgende tænkt, at hun nok aldrig havde afbrudt en ældre overlæge med større magt i form af anciennitet, viden og alder. 

Forældrene lå en time med deres babyer, inden de døde.