Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Jeg kunne ikke have klaret det alene

En dag får Tove Peacock brev fra Styrelsen for Patientklager. Familien til en afdød patient har indgivet en klage. Heldigvis får hun hjælp fra sin tillidsrepræsentant og fra jurister i Dansk Sygeplejeråd.

Sygeplejersken 2023 nr. 9, s. 33

Af:

Laura Elisabeth Lind, Journalist

60550288

Billedtekst: Sygeplejerske Tove Peacock fik uvurderlig hjælp fra sin tillidsrepræsentant, da hun fik en klagesag mod sig. 

Fotograf: Michael Drost-Hansen

“Jeg blev meget overrasket og kunne ikke forstå, hvordan det her kunne ske.”

Sådan lyder ordene fra 71-årige sygeplejerske Tove Peacock, der et par gange om ugen arbejder i lokalpsykiatrien på Psykiatrisk Afdeling Svendborg. Der arbejdede hun også for nogle år tilbage, og det var her, hun en dag modtog en klage fra Styrelsen for Patientklager.

“Med det samme jeg havde læst brevet, henvendte jeg mig til min tillidsrepræsentant Birgith Flyvbjerg. Hun var der for mig og satte mig i kontakt med juristerne i Dansk Sygeplejeråd. Så gik hele maskineriet i gang,” fortæller hun.

Det drejede sig om en patient, som var til behandling i lokalpsykiatrien. En dag fandt de pårørende ham død i sit eget hjem. Familien kunne ikke få det til at hænge sammen – hvordan kunne han bare sådan dø? De besluttede sig for at klage over forløbet. Klagen var både rettet mod Tove Peacock og et par kolleger fra det tværfaglige samarbejde.

“Juristerne hjalp mig med sagen, og vi fik skrevet en udførlig beskrivelse af forløbet og af min rolle – på en straight forward måde, uden at der gik følelser i det.”

En stor støtte

Hele sagsforløbet strakte sig over to år. Undervejs fik Tove Peacock støtte og sparring fra sin tillidsrepræsentant, som hun nødigt ville have undværet.

“Jeg kunne tale med hende om det hele på en måde, som jeg ikke kunne med kollegerne. Min ledelse kom ikke rigtig til mig. Hun var den eneste, jeg kunne snakke i dybden med, også om mine følelser. For jeg var jo nervøs. Hvad skulle det ikke ende med?”

Tove Peacock havde fra start svært ved at forstå, at klagen også var rettet mod hende. For hun havde kun en mindre andel i samarbejdet med patienten. Det hele endte da også med, at hun kun fik en næse. Hun havde ikke fået dokumenteret et telefonopkald til patientens søster, som Tove Peacock havde ringet til flere gange, uden at hun fik fat på hende.

“Det havde ingen betydning for, at han døde. Og der var ikke en finger at sætte på min faglighed. Det var jeg trods alt glad for,” siger hun og tilføjer:

“Jeg blev meget lettet. Jeg er så taknemmelig over den hjælp, jeg fik. Også fra min TR. Hun var min store støtte.”


Vil du som tillidsvalgt eller medlem fortælle om den forskel, tillidsvalgte gør, så skriv til redaktionen@dsr.dk

Hvad har du lært af forløbet?

“Det hele handler ikke kun om løn og arbejdsforhold. Når lokummet virkelig brænder, er der stor støtte at få fra TR og juristerne i DSR. Det er meget vigtigt, at man har støtte og opbakning i de her store sager. Jeg kunne ikke have klaret det alene.”

Patientklager og tilsynssager
Du kan få sygeplejefaglig vejledning og juridisk bistand i DSR, hvis du kommer ud for en klagesag.