Farefuld hjælpeindsats i det iskolde nord

Fuldmånen oplyser glimtvist togstationen gennem det lette snefald. Klokken er henad 18, og temperaturen er minus 25 grader. Selskabet på 15 danske sygeplejersker og fem læger står af sovevognstoget i Haparanda ca. 75 km syd for Polarcirklen, tæt på landegrænsen mellem Sverige og Finland. Det er juleaften 1939, og selskabet har forladt København via Malmø knap to døgn tidligere.

De danske sygeplejersker og læger håber at kunne fejre en nogenlunde rolig juleaften i det fjerne, kolde og snefyldte nord, men straks efter ankomsten til Haparanda bliver danskerne mødt af en oberst fra det finske, militære sanitetskorps. Han beder dem om hurtigt med toget at krydse Torneelven, grænsefloden mod Finland, og fortsætte yderligere tre timer mod nord til en lille by umiddelbart før Laplands hovedstad, Rovaniemi. Her er et tuberkulosesanatorium omdannet til lazaret for finske soldater såret i krigen mod Sovjetunionen. Og det er fyldt.

Angrebet uden varsel

De danske sygeplejersker og læger er de første af flere efterfølgende, som iler til hjælp i det krigshærgede Finland. Knap en måned tidligere, den 30. november 1939, har sovjetiske tropper og bombefly uden forudgående varsel overskredet den lange grænse mellem Sovjetunionen og Finland. Bombeflyene kaster deres dødbringende last over indbyggerne i bl.a. Helsingfors og Åbo, og Den Røde Hær buldrer mod vest. Det finske forsvar er i et og alt Den Røde Hær massivt underlegen, men viljen til forsvar er monumental. Krigen er et resultat af den sovjetiske leder, Josef Stalins, understregning af, at han mener sine territoriale krav mod Finland alvorligt. Eftertiden døber denne krig ”Vinterkrigen”.

En dansk folkesag

Sovjetunionens overfald på Finland bliver modtaget med forfærdelse overalt i Europa, ikke mindst i Danmark og det øvrige Norden. Den finske regering anmoder om hjælp udefra: sygeplejersker og læger, våben, ammunition, fødevarer m.m. står på den omfattende ønskeliste. I Danmark bliver appellen modtaget nærmest som en folkesag.

Dansk Røde Kors udsender en uge efter overfaldet en appel til hele det danske folk ”fra hytte til borg” om på alle måder at yde hjælp. Appellen er underskrevet af bl.a. Dansk Sygeplejeråd og andre fagforeninger, af politiske partier herunder regeringen, virksomheder og institutioner og mange, mange flere. Kronprins Frederik (senere kong Frederik IX) bliver protektor.

Penge samles ind over alt i landet. Sygeplejersker og elever på flere sygehuse bidrager økonomisk. Tandlæger donerer udstyr til kæbeoperationer. Kendte kunstnere optræder for sagen. Kvinder landet over strikker og sender vanter, sokker, uldtrøjer – hele Danmarks befolkning bakker kreativt, kostbart og kolossalt op om sagen.

En ambulance bliver organisere

Finnerne ønsker bl.a. en ’ambulance’, en fuldt udrustet mobil hospitalsenhed med kapacitet til 100 sårede, og det er der penge til, viser det sig. I alt 1,7 mio. kr. (svarende til næsten 60 mio. kr. i 2024-værdi) bliver indsamlet suppleret med tilsagn om biler, lastbiler, tøj og fødevarer. Og de svenske jernbaner tilbyder gratis transport af mennesker og materiel.

Dansk Sygeplejeråd sætter omgående gang i rekruttering af frivillige sygeplejersker, som får korte kurser i finsk sprog. Lægen, professor Ole Chievitz, organiserer sammen med overlæge Frida Köster en ambulance. De to har erfaring fra sanitetsarbejde i den finske borgerkrig i 1918, og danske sygeplejersker står sammen med læger, chauffører, mekanikere m.fl. i kø for at melde sig.

Indsat fra nord til syd

Den danske ambulance indgår de kommende tre måneder i et tæt samarbejde med andre udenlandske ambulancer koordineret af de finske militære myndigheder. Den flytter rundt i hele det dybfrosne og snefyldte land i takt med, at fronten flytter sig. Trods umådelig hårdnakket og heroisk finsk modstand vinder Den Røde Hær langsomt frem, og det flytter til stadighed behovet for indsatsen.

Et landsdækkende korps af næsten 100.000 lokale lotter (ubevæbnede kvinder i et militært hjælpekorps, red.) bidrager til arbejdet på hovedforbindingsstederne tæt på fronten og til transporten af de sårede derfra videre til lazaretterne. Her opererer de danske læger, og sygeplejerskerne plejer de sårede.

Piloterne på de sovjetiske bombefly har ingen respekt for bygninger og telte med de røde kors malet på tagene. Adskillige lotter omkommer under luftangreb, dog ingen af de danske sygeplejersker og læger. Men de må som alle andre ofte søge beskyttelse mod bomberne i kældre og bunkers eller i huller langt fra bygningerne.

Beretninger fra indsatsen

Tidsskrift for Sygepleje, titlen på datidens Sygeplejersken, oplyser løbende navne på alle sygeplejersker, som i hold sendes til Finland, når andre vender hjem. Og bladet bringer beretninger fra de udsendte (gengivet i nutidig retskrivning, red.):

”På sanatoriet var ca. 60 sårede, det var for størstedelen forfrysninger, men også en del skudsår. En soldat havde fået tre bajonetstik. Han havde, efter at to russere havde overfaldet ham med deres bajonetter og vendt sig fra ham for at gå, skudt dem begge ned.”

”De sårede kom i ambulancer, som kunne rumme op til 30, og de havde kun været på første forbindsplads, inden de kom til os. Det var krigen på nærmeste hold, vi oplevede i de tre uger. De sårede havde ikke været af tøjet i flere uger. Stanken af snavs, blod og udtømmelser af alle arter fyldte rummet foran operationsstuen, hvor de lå på bårer og ventede på at blive taget ind. Man måtte lukke af for noget i sig selv for at forholde sig rolig … ”

”Dagene gik med at skifte. Sygeplejerskerne foretog alle skiftninger, ja, vi skiftede fra morgen til aften. Der blev ikke pylret om den finske soldat. Patienter med store dræn efter costaeresektion, appendicitis og andre abdominaliae, og patienter med store læsioner gik dagen efter operationer på ämpäri (på spanden, WC). Dette er i øvrigt ikke noget specielt for krigens patienter i Finland.”

Erkender nederlaget

Efter tre en halv måned må Finland den 13. marts 1940 erkende, at den sovjetiske overmagt er for stor, og der bliver indgået en fredsaftale. Finland må afstå store, værdifulde landområder til Sovjetunionen, og indbyggerne forlader områderne på slæder med alt, hvad de ejer af møbler, husgeråd og produktionsdyr i lange, lange kolonner.

800 civile omkommer som følge af bombardementerne, 18.000 finske soldater dør, og dobbelt så mange skades alvorligt. For Sovjetunionen er tallet over 200.000 faldne soldater og flere end 1 million sårede.

Indsatsen fornemt anerkendt

Med fredsaftalen bliver det tid for hjemsendelse af den danske Finlandsambulance. I alt 87 danske sygeplejersker ud af sammenlagt 123 danskere når at gøre tjeneste ved ambulancen. Alle overlever.
Den 21. april 1940 ankommer ambulancemandskabet med tog til Malmø. Men den tyske besættelse af Danmark knap to uger tidligere gør det vanskeligt at komme det sidste stykke med færgen til København. Det lykkedes dog via omvejen over Helsingborg-Helsingør at komme til Københavns Hovedbanegård, hvor familie, venner og repræsentanter for det officielle Danmark venter med blomster og takketaler.

Den danske indsats bliver efterfølgende fornemt anerkendt. Finland hædrer alle med tapperhedsmedaljer af forskellige grader – lavest til sygeplejerskerne, højere til lægerne og højest til lederen af ambulancen, Ole Chievitz, som i audiens hos general Mannerheim modtager den fineste finske militære orden, ”Kommandør af den Hvide Rose med Sværd.”

Daværende kronprins Frederik modtager deltagerne i audiens på Amalienborg Slot og uddeler Dansk Røde Kors’ mindetegn med inskriptionen ”Finland 1939-40”.

Læs også om den danske sygeplejerske, Gunhild Kirchheiner, som nær aldrig var kommet med til Finland.