Kom først afsted da krigen var slut

”Jeg har både mod og lyst til at tage af sted. Jeg synes, at vi her i Skandinavien har pligt til at hjælpe hinanden,” fortæller sygeplejerske på Rigshospitalet, Gunhild Kirchheiner, i en voxpop i Berlingske Tidende i december 1939.

Hun har sammen med et stort antal sygeplejersker meldt sig til at bemande den danske ”Finlandsambulance”, som bliver en del af den humanitære hjælp til Finland i anledning af Sovjetunionens overfald på landet den 30. november 1939.

Men Gunhild Kirchheiner løber trods sine godkendte faglige kvalifikationer og sin brændende dedikation for ’den nordiske sag’ ind i problemer. Et ondsindet rygte om, at hun er kommunist, bliver spredt af en kollega, og rygtet når som ønsket frem til den, som er ansvarlig for udsendelsen af de danske sygeplejersker. Det er nok til at forhindre hendes deltagelse.

Fagligt aktiv

Gunhild Kirchheiner er som formand for Rigshospitalets Sygeplejerskeforening fagligt aktiv. Hun deltager ivrigt i diskussioner, og det bliver bemærket, at hun ofte har samstemmende holdninger med en anden fagligt aktiv sygeplejerske, veninden Elna Hiort-Lorenzen. Hun er kommunist og gift med Arne Munch-Petersen, som i 1936 rejser til Moskva og aldrig vender hjem ingen. Ingen hører nogensinde fra ham.

Potentiel spion

En nutidig efterrationalisering vil godtgøre, at veninden, Elna Hiort-Lorenzen, i årene umiddelbart efter mandens forsvinden har brug for at tale om sin ulykkelige situation, også med Gunhild Kirchheiner. De bliver derfor set sammen, og det får en finskfødt sygeplejerskekollega, frøken F., til at antage, at Gunhild Kirchheiner derfor må være kommunist.

Denne ubekræftede mistanke lader hun bevidst sive til den, der udvælger de deltagende sygeplejersker med konklusionen: Gunhild Kirchheiner må som kommunist anses for potentiel spion for Sovjetunionen.

Rasende og ulykkelig

Gunhild Kirchheiner har minutiøst dokumenteret sit arbejdsliv som sygeplejerske og sin begejstring for den nordiske sag i et omfattende, personligt arkiv. Efterladte breve i december 1939 med julehilsener til og fra venner, familie, kolleger og ikke mindst egne yderst detaljerede notater viser, at hun er dybt ulykkelig, frustreret og særdeles rasende over påstanden om, at hun er kommunist.

”Jeg føler for Norden. Påstanden om, at jeg er kommunist, er løgnagtig, og nu vil jeg til bunds i sagen,” skriver hun i et dagbogsnotat.

Og som skrevet, så gjort.

Da hun ikke kan få frøken F. til at afstå fra sine udtalelser, vælger hun at kontakte en overretssagfører, som udtager stævning mod frøken F. for injurier.

Men før sagen ender ved en domstol, lykkes det præsidenten for Dansk Røde Kors, J. Bülow, midt i februar 1940 at forlige de to kvinder. I et underskrevet dokument erklærer frøken F: ” … og jeg udtaler dermed min oprigtige beklagelse af, at jeg af interesse for mit fødeland, Finland, mod mit ønske er blevet årsag til, at frk. Kirchheiner måtte trække sig tilbage som sygeplejerske ved den førnævnte Finlandsambulance.”

Nye forhindringer

Således officielt renset for beskyldningerne om sit kommunistiske tilhørsforhold lader Gunhild Kirchheiner Dansk Røde Kors vide, at hun nu er parat til at tage til Finland. Men igen bliver hun skuffet.

Dansk Røde Kors svarer, at en ny gruppe af sygeplejersker, som skal til Finland i slutningen af februar, allerede er samlet, og der er ikke plads til flere. Desuden har Sundhedsstyrelsen over for Dansk Røde Kors udtrykt sin bekymring over at sende så mange sygeplejersker ud af landet. Der er rigeligt brug for dem i Danmark, lyder det.

Men Gunhild Kirchheiner VIL afsted. Hun allierer sig med en overlæge, som har forbindelser med lederen af Finlandsambulancen, professor Ole Chievitz. Og så lykkes det.

April-nummeret 1940 af ”Medlemsblad for privatsygeplejersker i Danmark” beretter uden at gå i detaljer, at Gunhild Kirchheiner i første omgang ikke kom afsted til Finland. Men omtalen slutter med konstateringen af, at ”hun fløj til Finland den 18. marts.”

Fem dage tidligere var krigshandlingerne stoppet, da Finland erkendte sin underlegenhed i en ydmygende fredsslutning med afgivelse af store landområder til Sovjetunionen. Men civilbefolkningen led fortsat voldsomt sammen med de mange sårede soldater. Gunhild Kirchheiner opnåede at yde sin indsats på et hospital i Helsinki.