175 tyskere tiltrukket af mindre ”jawohl”

ARBEJDSLIV: Et hjørne af Ringkøbing-Skjern Kulturcenter er for en dag omdannet til markedsplads for henved 175 tyskere, der overvejer at flytte til Danmark. Her kan de bl.a. møde landsmænd, der allerede har slået sig ned i kommunen, lokale virksomheder, en iværksætterkonsulent fra Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd og tyske tilflytterguider.

En af kommunens guider er den 43-årige sygeplejerske Holger Hampe-Hecht, der flyttede fra Nürnberg til Danmark for to og et halvt år siden. Der er kø ved hans stand, for mange af de besøgende har allerede kommunikeret med ham på telefon og e-mail inden informationsdagen.

39-årige Jessica Biederstedt fra Mühlenbeck i delstaten Brandenburg er sygemeldt, fordi hun ikke kan holde det tyske sundhedssystem ud.

”Jeg har arbejdet på hospital, i almen praksis, på plejehjem – alle steder er det som at stå ved et samlebånd. Jeg vil gerne arbejde med hjertet og give god pleje og være et sted med arbejdsglæde, men jeg er ved at miste troen på, at den slags arbejdspladser eksisterer…”

Jessica Biederstedt slår opgivende ud med armene og kigger på Holger Hampe-Hecht, som ved siden af stillingen som tilflytterguide er operationssygeplejerske på Regionshospitalet Gødstrup.

”Privatiseringen af sundhedsvæsenet i Tyskland betyder, at lederne hele tiden tænker på at skaffe profit til aktionærerne. I det offentlige danske sundhedsvæsen er tankegangen helt anderledes, og derfor er der bedre tid til at yde en god pleje,” forklarer Holger Hampe-Hecht og fortsætter:

”Selvfølgelig oplever vi også dage med pres, hvis der f.eks. er sygemeldinger, eller det er ferietid, men på to og et halvt år er jeg kun blevet bedt om at arbejde over ganske få gange. I Tyskland havde jeg 380 overarbejdstimer på et halvt år. Og det var ikke sådan, at jeg blev spurgt, om jeg ville, det var en ordre.”

Man skal lære at sige nej

Den danske kommunikationsform på arbejdspladsen har været en af de mest positive overraskelser for Holger Hampe-Hecht, fortæller han:

”Danskere løser udfordringer ved at tale med hinanden. Chefen spørger f.eks. venligt, om nogen har mulighed for at arbejde over, og det er der som regel. Sådan løser problemerne sig, inden de vokser sig store og eksploderer. Der er heller ikke alle de høflighedsfraser, som vi kender fra Tyskland. Omgangsformen er meget mere uformel og åben, og stiller man spørgsmål eller vil dele nogle betragtninger, så bliver der lyttet. I Tyskland bliver man anset for kværulant, hvis man gør det samme.”

Holger Hampe-Hecht fortæller videre, at man på hans arbejdsplads holder møder mindst hver anden måned for at tale om, hvordan de kan gøre tingene bedre.

”Der er en helt anden respekt for alle fagligheder og et langt fladere hierarki i Danmark,” siger han.
Jessica samler hænderne foran sig og bukker ydmygt:

”Ja, i Tyskland er det stadig sådan ’Jawohl, hr. professor’, og hvis man stiller spørgsmål, føler man sig til besvær - som en der tager andres tid. Eller også siger lægen simpelthen bare ’Jeg er læge, du er sygeplejerske’, og så er den debat lukket.”

Holger Hampe-Hecht ler:

”Det er rigtigt. I begyndelsen i Danmark sagde jeg også ja til alt, for det var jeg jo vant til, at jeg skulle i Tyskland. En dag var der en, som bemærkede, at man altså godt måtte sige nej. Det har jeg faktisk været nødt til at lære,” siger han og fortsætter:

”Sygeplejersker har en helt anden status i Danmark og et langt større ansvarsområde. Det afspejles også i lønnen. Selvom danske sygeplejersker gerne vil tjene mere, så er lønnen altså bedre end i Tyskland. Og man kan gå til sin tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant, hvis man har spørgsmål til sin kontrakt, løn eller arbejdsvilkår. De ikke alene tager sig tid til at tale med en, de får løn for det.”

En drøm går i opfyldelse

Jessica Biederstedts mand, Thorsten på 45 år, har sluttet sig til selskabet, og begge bliver tydeligt imponerede, da Holger Hampe-Hecht fortæller om grundlønnen for en sygeplejerske og muligheden for forskellige tillæg.

”Hvad med de sygeplejestuderende?” spørger Jessica Biederstedt og nævner, at parrets ældste er sygeplejestuderende, men overvejer at kvitte studiet, fordi hun oplever, at kolleger går grædende fra arbejde hver dag.

”I Danmark indgår de studerende ikke i normeringen som i Tyskland, de studerende er ekstra. De er der jo for at lære,” siger Holger Hampe-Hecht.

Thorsten forklarer, at parret også har en datter på fem år, som de har ventet på børnehaveplads til i to år.
”Det bliver ikke et problem at få institutionsplads til hende her i kommunen,” forsikrer tilflytterguiden.
Jessica Biederstedt siger, at hun stadig er lidt angst for tanken om at flytte til Danmark, mens Thorsten allerede er begyndt at lære dansk via en app.

”Jeg er maler og arbejder 10-12 timer hver eneste dag og ofte mere. Jeg har også tit overarbejde i weekenderne. Det er hårdt. Jeg vil gerne arbejde lidt færre timer, så der bliver mere tid til vores yngste.”

Tid til familien

Datteren på fem bliver passet af Thorstens forældre, mens Jessica og Thorsten taler med tilflytterguiden. Det er planen, at de tre generationer skal bo sammen i Danmark, og de skal ud at se på et hus de alle kan lide om to dage.

”Det er en drøm, som er ved at gå i opfyldelse. Vi er kommet her på ferie igennem syv år og oplevet stor venlighed og åbenhed. Vi føler os taget alvorligt her, også nu i denne situation.”

Holger Hampe-Hecht supplerer:

”Work-life balance er bare meget bedre i Danmark, fordi man ikke hele tiden er så presset. I Tyskland havde jeg altid tårnhøje forventninger til min tre-ugers sommerferie. Alt det jeg ikke kunne nå i fritiden til daglig, skulle presses sammen på de tre uger, og det holder jo bare ikke.”

Han ser på Jessica Biederstedt og tilføjer:

”Men der findes selvfølgelig ikke det perfekte liv, heller ikke i Danmark. Man er nødt til at gå på kompromis med nogle ting, sådan er det jo. Det er også vigtigt, at man selv er aktiv opsøgende for at lære danskerne at kende privat, for de kan godt være lidt tilbageholdende af frygt for at virke snagende eller forstyrrende. Man må selv bryde isen. Der, hvor jeg bor, er der f.eks. fællesspisning én gang om året, og det er en god lejlighed til at møde nye indbyggere i landsbyen.”

Sproget er en barriere

Jessica Biederstedt nikker tankefuldt og parret trækker sig tilbage, så den næste i køen kan komme til. Det er Malte Björn Petersen på 52 år, som også er uddannet sygeplejerske. Hjemme i Tyskland arbejder han på en lukket psykiatrisk afdeling. Han forventer ikke at kunne skifte arbejdet i Tyskland ud med et tilsvarende job i Danmark på grund af sproget, og Holger Hampe-Hecht giver ham ret i, at sproget er vigtigt.

”I Danmark er vi ikke bare tablet-skubbere som i Tyskland. Vi har mange administrative opgaver som dokumentation og kontakt til læger, hvor sproget er afgørende. Men selvfølgelig vil du aldrig blive overladt til dig selv i begyndelsen, der vil altid være nogen, der kan hjælpe.”

Holger Hampe-Hecht fortæller, at han selv begyndte med at gøre rent, da han flyttede til Danmark. Jobbet hjalp ham med at lære sproget, mens han ventede på at få dansk autorisation. Samtidig gik han på sprogskole, hvor en lærer senere hjalp ham til et job på et plejehjem i Hvide Sande, hvor han arbejdede et år.

”På plejehjemmet var der en mentor, som hjalp mig i begyndelsen. I fritiden hørte jeg dansk radio og så dansk tv. Det kan også være en ide at læse bøger på dansk, som man tidligere har læst på tysk og kender godt. Sproget var helt sikkert det sværeste for mig,” fortæller han.

Malte Björn Petersen nikker og siger, at han overvejer at søge job som social- og sundhedshjælper i begyndelsen for at lære sproget.

”Det er en god ide at begynde på et lavere niveau, hvor forventningerne til dig er mindre. Når man har besøgt Danmark som tysk turist, kan man tro, at alle danskere taler tysk, for det gør de i turistbranchen, men sådan er det ikke generelt i befolkningen,” understreger Holger Hampe-Hecht.

Har aldrig set sig tilbage

Den næste i køen er 56-årige Andres Müller fra Harzen. Han er også uddannet sygeplejerske og har arbejdet i sygehusvæsenet siden 1993, men driver nu et B&B med sin hustru.

”Bemandingen på sygehusene er halveret i løbet af de år, jeg har arbejdet i det tyske sundhedsvæsen. Alt handler kun om penge nu pga. privatiseringer,” forklarer han.

”Vi har holdt sommerferie i Blokhus og Blåvand mange gange og er blevet forelsket i Danmark. Jeg vil gerne tilbage til sygeplejefaget, men forestiller mig i første omgang at arbejde som social- og sundhedsassistent. Senere kan jeg måske få arbejde i hjemmesygeplejen,” siger han.

Holger Hampe-Hechtsynes, strategien lyder god. Med en ledighedsprocent på 1,6 for sygeplejersker i Ringkøbing-Skjern Kommune er han sikker på, at Andres vil kunne finde arbejde.

”Egentlig havde vi tænkt, at vi først ville flytte til Danmark, når vi blev pensionerede. Men nu vil vi gerne flytte med det samme,” siger Andres Müller, som allerede har sat huset i Harzen til salg.

Holger Hampe-Hecht forstår parrets beslutning. Han har ikke set sig tilbage et sekund, siden han flyttede.