”I Danmark har man et større ansvar”

ARBEJDSLIV: Ole Fandrey Holgersen sidder i halvskygge udenfor sygeplejeklinikken i Tarm og venter på at komme til konsultation. Han har fået amputeret det ene ben, og nu er det også skidt med det andet.

Han og sygeplejerske Andreas Hopf har gennem årene mødt hinanden en del gange, og han sætter sig hjemmevant i patientstolen, da Andreas byder ham velkommen indenfor.

”Hvordan et det gået med dit ben siden sidst,” spørger Andreas, mens han ifører sig forklæde og handsker.
”Det gør ondt,” svarer Ole og begynder at tage sandalen af, mens han forklarer, at han skal på sygehuset om tre dage.

”Det vil være dejligt, hvis jeg kan få lov at beholde benet,” siger han og ser bekymret på sin fod.

Sej start

Andreas Hopf er uddannet sygeplejerske, 61 år og flyttede fra Tyskland til Danmark i 2007.

”Jeg havde fået en ny kæreste, og vi havde begge lyst til at prøve noget nyt. ’Jeg kan arbejde alle steder’, sagde jeg lidt kækt til hende, for det kan man jo som udgangspunkt med en uddannelse som sygeplejerske. Min kæreste foreslog Danmark, for hun er født i Odense og boede de første fire år af sit liv i Danmark og Norge. Samtidig har hun nemt ved sprog, så hun kunne stadig tale dansk, siger han og fortsætter:

”Jeg havde en lidt sej start i Danmark. Jeg tog et danskkursus, mens vi stadig boede i Tyskland, men undervisningen var kun én gang om ugen, så det gav jo ikke så meget. Hvis jeg skulle rådgive tyskere, der overvejer at flytte til Danmark, ville jeg sige, at de skal være tålmodige, opsøgende og tænke langsigtet. Man lærer f.eks. ikke dansk af at tage et job, hvor man gør rent i sommerhuse alene og uden danske kolleger.”

Mere vand i foden

Andreas kører Oles stol op, så han får en god arbejdsstilling, og begynder at vikle forbindingen af hans ben og fod, der er rød og hævet. De taler om de omsiggribende solcelleparker i Ringkøbing-Skjern Kommune. Andreas synes, de skæmmer naturen, og Ole er bekymret for, at husene vil falde i værdi.

”Jeg har skrevet til sygehuset om dit ben, men jeg fik flere spørgsmål tilbage end svar, så det er godt, du skal derind,” siger Andreas, da forbindingen er kommet af.

”Der er mere vand i foden end sidst,” konstaterer han. ”Har du haft forhøjet temperatur?”

Ole svarer nej og giver sig, da Andreas begynder at behandle hans absces ved storetåen.

”Av for satan da.” Ole hopper i stolen og bider sig i hånden for at klare smerterne.

De taler om smertedækning og muligheden for at søge tilskud, mens Andreas bevæger sig væk fra abscessen og over til et sår på bagsiden af foden.

Vikar med gebrokken dansk

Andreas’ kæreste fik hurtigt job hos Vestas i Ringkøbing, og den indkomst sikrede parrets økonomi i begyndelsen. Året efter flytningen fik Andreas et sommervikariat som sygeplejerske ved Ringkøbing Sygehus, selvom hans dansk med hans egne ord var gebrokkent.

”Det var et lille sygehus, hvor der kun var plads til 40 patienter, så der var altid nogen, jeg kunne spørge om hjælp. Og så var patienterne også ganske ofte tyske turister,” siger han med et glimt i øjet.

Sygehuset lukkede efter et par år, og derefter var han på forskellige arbejdspladser som sygehuset i Viborg og forsorgshjemmet Skovvang ved Holstebro. Ved hver jobsamtale blev han spurgt, om han kendte det danske sundhedsvæsen.

”Det ærlige svar på det spørgsmål var nej. Jeg kendte kun til det tyske, hvor jeg havde arbejdet på en intensiv narkoseafdeling. Jeg vidste ikke engang, hvor jeg skulle gå hen for at blive klogere på det danske sundhedsvæsen.”

Alligevel fik Andreas job som sygeplejerske og har siden 2013 været fastansat i Ringkøbing-Skjerns kommunale sygepleje, hvor han dels arbejder på klinikken i Tarm, dels tager på hjemmebesøg hos borgerne én gang om ugen.

Er det OK, jeg er tysk?

”Såret bag på foden ser rigtig fint ud, det er blevet mindre,” siger Andreas og spørger til, hvordan Ole får luftet sin hund.

”Det gør taxa-Susanne for mig,” siger Ole.

”Men du foretrækker stadig at komme her, fremfor at vi kommer hjem til dig,” spørger Andreas.

”Ja, ellers kommer jeg jo aldrig ud og ser ikke andre end min hund.”

”Du slipper også for at have en hospitalsseng, når vi ikke skal ud til dig. Det er jo et krav pga. arbejdsmiljøreglerne,” siger Andreas og fortsætter. ”Spiser du stadig din penicillin?”

”Ja, men den tager min appetit, så jeg lever stort set af proteindrik.”

Andreas og Ole taler om de forskellige smagsvarianter indenfor proteindrikke, mens Andreas giver Ole forbinding og støttestrømpe på og kører stolen ned.

”Skal vi finde en tid om en uge så?”

”Ja tak, og så må du hellere rette mit nummer i jeres system, for I har ringet på mit gamle arbejdsnummer, fra dengang jeg var i Arriva,” siger Ole.

”Hvordan har du det egentlig med, at jeg er tysk,” spørger Andreas efter at have rettet oplysningerne på computeren.

”Det har jeg det fint med. Jeg har selv boet ti år i i Canada, så jeg ved, hvordan det er at være udlænding. Jeg har ikke noget at klage over,” siger Ole og griber fat i sin krykke og humper ud. ”Vi ses om en uge!”

Nye faglige perspektiver

Andreas og kæresten, som nu er blevet til kone, havde egentlig tænkt sig at rejse rundt til forskellige lande, men de er ikke kommet videre end til Danmark.

”Jeg ville gerne flytte til Sverige, fordi jeg godt kan lide naturen der, men min kone vil blive i Danmark. Jeg er da heller ikke utilfreds med mit liv her. Som sygeplejerske i Danmark har man meget større ansvar og mulighed for at træffe beslutninger i forhold til Tyskland. Til gengæld har borgerne så også højere forventninger til dig som sygeplejerske.”

Økonomisk tror han, udbyttet er det samme, lige meget om han arbejder i Tyskland eller her.

”Skatten er højere i Danmark, til gengæld skal du betale mindre til sundhedsforsikringer mm. i forhold til i Tyskland, hvor der er sket en langt større privatisering af sundhedsvæsenet.”

Tyskland mangler også sundhedsarbejdere, men Andreas har ingen kvaler over, at han er flyttet til Danmark.

”Danske sundhedsarbejdere flytter til Norge, tyske flytter til Danmark. Det er arbejdskraftens fri bevægelighed. Men jeg er med årene blevet opmærksom på, hvor stor betydning arbejdskulturen har. Jeg føler mig beriget af at arbejde på en multikulturel arbejdsplads, hvor flere har en anden etnisk baggrund og kommer med nye faglige perspektiver,” siger Andreas Hopf.