Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sårsygeplejerskerne rykker ud

Hvis hjemmesygeplejersker på Fyn har brug for faglig sparring om sårbehandling hos en borger, kan de få en sårsygeplejerske fra Odense Universitetshospital med på hjemmebesøg. Til gavn for både borger og sygeplejersker.

Sygeplejersken 2024 nr. 4

Af:

Christina Sommer

fh sår1

Foto:

Michael Drost-Hansen

FAGLIG HVERDAG: "Jeg kan ikke komme ind under dig. Der er ikke helt frit endnu.”

Sårsygeplejerske Åse Fremmelevholm står ved siden af 79-årige Gudrun Vever, som sidder i sin kørestol. Den ældre kvinde prøver at løfte sin højre side lidt højere op, så sårsygeplejersken kan få sin hånd ind mellem Gudrun Vevers sorte bukser og den trykaflastende pude, hun sidder på.

Det lykkes til sidst, men Åse Fremmelevholms besked er ikke så opløftende, som Gudrun Vever og hendes hjemmesygeplejerske og sårsygeplejerske i Svendborg Kommune Bente Riis Lavsen har håbet på.

”Jeg kan mærke en fordybning, men der skal være mindst to fingres afstand mellem dig og puden for at sikre korrekt aflastning, og det er der ikke. Så det er ikke den helt rigtige pude, vi har fundet endnu,” siger Åse Fremmelevholm.

Og korrekt aflastning er vigtigt. Under en længere indlæggelse for lungebetændelse for et par måneder siden, udviklede Gudrun Vever flere tryksår. Siddesåret på højre balle er der stadigvæk, selvom Bente Riis Lavsen og hendes kolleger har behandlet det lige efter bogen. Gudrun Vever virker lidt skuffet:

”Det var ærgerligt, men jeg har heller ikke bokset så meget med den i dag for at lave hullet, som jeg plejer. Måske er det det?” spørger hun og tilføjer, at hun faktisk sidder godt på puden, som er den anden, hun afprøver.

Slipper for flextransport

Til dagligt arbejder Åse Fremmelevholm som sårsygeplejerske med udgående funktion på hele Odense Universitetshospital. Men et par gange om ugen rykker hun eller en af hospitalets andre sårsygeplejersker ud til hjemmesygeplejersker på hele Fyn, hvis de har behov for sparring om sårbehandling.

Den udekørende sårfunktion har eksisteret siden 2011. Sårsygeplejerskerne kommer som regel hos den samme borger en enkelt gang eller to for at supervisere og sparre, hvorefter der tit er opfølgning via telemedicin.

Det er anden gang, Åse Fremmelevholm besøger Gudrun Vever i hendes ældrebolig i Svendborg. Besøgene er kommet i stand på Bente Riis Lavsens foranledning, primært fordi hun i samarbejde med ergoterapeuten har haft lidt svært ved at finde den rette trykaflastende pude, siden Gudrun Vever kom hjem fra hospitalet.

”Jeg stod også over for en længere periode, hvor jeg skulle have fri, og så blev jeg enig med plejepersonalet om, at det ville være godt at få sparring fra Åse i forløbet. Især om hvilken vej vi skulle gå i forhold til trykaflastende pude,” fortæller Bente Riis Lavsen og tilføjer:

”Da vi bad om en henvisning, var du også meget træt. Det ville have været en stor belastning for dig, hvis du skulle til Odense med flextransport,” siger hun og kigger spørgende på Gudrun Vever:

”Ja, det ville jeg slet ikke have kunnet klare. Så skal man sidde og vente en time her og en time der, nogle gange i træk. Og så flere gange om ugen. Det ville være forfærdeligt,” svarer hun.

fh sår 2

Trods amputation og tryksår er Gudrun Vever selvhjulpen langt hen ad vejen. Men hun er lykkelig for ikke at skulle med flextransport til sårambulatoriet på Odense Universitetshospital.

Foto:

Michael Drost-Hansen

Faglig sparring og indsigt

Forårssolen skinner forsigtigt ind i den ryddelige lejlighed, hvor forårsgule blomster pryder vindueskarme og sofabordet i dagligstuen, der ligger i forlængelse af det lille køkken.

Klos op ad sofabordet og den sorte lædersofa står en midlertidig sygeseng, som Gudrun Vever har brugt, siden hun kom hjem.

For fem år siden fik den ældre kvinde amputeret sit højre ben, efter en blodåre var sprunget i benet. Hun bevæger sig normalt raskt og rørigt rundt med benprotese og rollator, men lungebetændelsen og hospitalsindlæggelsen tog hårdt på hende, og der er stadig et stykke vej til normalen:

”Jeg har været så træt og svag, men jeg føler, det går lidt fremad nu,” fortæller Gudrun Vever, der dog stadig er mobil og selv kan komme fra kørestol og op i sengen.

”Det klarer du jo så fint,” opmuntrer Åse Fremmelevholm, som observerer mere end sår og siddepuder, når hun kommer på hjemmebesøg:

”Hjemmebesøgene giver os vigtig viden, som vi ikke altid fanger under de ambulante besøg på hospitalet eller over en skærmkonsultation. Jeg lægger f.eks. mærke til, hvordan Gudrun forflytter sig, og om hun ligger korrekt i sengen i forhold til aflastning.”

Det har Bente Riis Lavsen også været løbende opmærksom på, men det skader aldrig med en anden fagfælles blik på sagerne.

”Noget af det, jeg sætter stor pris på, er den faglige sparring. Nogle gange ser vi måske lidt forskellige ting – det, den ene ikke ser, ser den anden måske. Én ting er såret, men det er også vigtigt, at vi trykaflaster optimalt hele vejen rundt, og måske er der også noget andet, vi ikke har været opmærksomme på,” uddyber hun og tilføjer:

”Det er også vigtigt med et godt samarbejde med ergoterapeuten, og det ville nok have været en god ide, hvis han også havde været her i dag.”

Det er Åse Fremmelevholm enig i:

”Vi skal i hvert fald have fat i ham igen, så vi kan få lavet en siddestillingsanalyse. Det er også ergoterapeuterne, der ved, hvilke muligheder og puder, de har på lager. Det kan desværre godt tage lidt tid at få bevilliget det rette.”

Bedre, men ikke godt nok

Bente Riis Lavsen og Åse Fremmelevholm har sprittet hænder og iført sig plastikforklæder og handsker og er klar til at se på såret, så snart Gudrun Vever er på plads i sengen. Plastret har løsnet sig lidt foran, konstaterer Bente Riis Lavsen, men det er helt ok. Åse Fremmelevholm nærstuderer såret:

”Der ses fin opheling.”

Bente Riis Lavsen supplerer:

”Ja, det viste jeg også Gudrun forleden,” svarer hun og refererer til, at hun fra start har fotograferet siddesåret med sin arbejdsmobil, så Gudrun Vever kan følge udviklingen:

”Du er jo meget nysgerrig, og så har vi kunnet bladre lidt frem og tilbage og se, at såret heler, selvom det måske ikke altid føles sådan,” siger hjemmesygeplejersken.

”Kan du se forskel fra, da du var her sidst?” spørger Gudrun Vever.

”Ja, det er blevet meget bedre, men der er stadig det her område med gult væv. Og er det her, du føler, det gør ondt, når du sidder? Det kan sagtens være puden, der er med til at vedligeholde såret,” svarer Åse Fremmelevholm.

De to sygeplejersker arbejder koncentreret videre og taler om plastre og film. Da de er færdige, skal Gudrun Vever op at sidde i kørestolen igen. Hun banker i puden og prøver at få lavet en fordybning.

”Jeg synes måske heller ikke, det er helt optimalt, at du skal arbejde så meget med puden for at komme til at sidde ordentligt,” siger Åse Fremmelevholm.

Da Gudrun Vever er kommet på plads, fører Åse Fremmelevholm sin hånd ind mellem pude og bukseben igen.
”Det er blevet en smule bedre, men ikke godt nok,” fastslår Åse Fremmelevholm, mens de to sygeplejersker rydder op og pakker sammen efter sig.

Det er Bente Riis Lavsen enig i:

”Sårbehandlingen kører egentlig, som den skal, men det er lige trykaflastningen, vi skal have styr på, så det kan gå lidt hurtigere. Så jeg skriver til ergoterapeuten igen.”

Forside nr 4
DSR's fagblad Sygeplejersken
I Sygeplejersken skriver vi om alt det, der er væsentligt for sygeplejerskernes arbejdsliv, fag og fællesskab. Som medlem får du leveret bladet til din postkasse.