Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Nej til aktiv dødshjælp: Vi skal ikke slukke livets lys i utide

Jesper Grud Rasmussen er i protest trådt ud af Udvalget for en mere værdig død. Han vil hellere fremme palliation end hjælpe aktiv dødshjælp på vej. Det har han udtalt sig om i flere medier.

Sygeplejersken 2024 nr. 4

Af:

Laura Elisabeth Lind

Hørt

Foto:

Thomas Wittrup

“Jeg vil ikke være med til at opstille konkrete modeller for, hvordan aktiv dødshjælp og assisteret selvmord kan indføres i Danmark,” siger Jesper Grud Rasmussen, der er klinisk sygeplejespecialist ved Diakonissestiftelsens Hospice.

Sammen med læge Emma Helledie forlod han den 21. maj regeringens Udvalget for en mere værdig død, fordi deres oplevelse er, at udvalget har et ufravigeligt fokus på aktiv dødshjælp. Det har de meldt ud i et åbent brev til sundhedsminister Sophie Løhde (V) og resten af udvalget. Siden har Jesper Grud Rasmussen udtalt sig i Kristeligt Dagblad, Berlingske Tidende og netmediet Zetland.

“I det kommissorium, udvalget fik, står der ikke noget om, at udvalget skal levere konkrete modeller for aktiv dødshjælp. Derfor føles det som om, at vi har sagt ja til at være med ud fra en falsk præmis," siger han.

Palliationens utrådte vej

Udvalget for en mere værdig død blev nedsat af regeringen i efteråret 2023 kort efter, at et næsten enstemmigt Etisk råd frarådede at indføre nogen form for dødshjælp i Danmark, og efter at statsminister Mette Frederiksen (S) havde udtalt, at hun går ind for aktiv dødshjælp.

Gentagne gange siden har Jesper Grud Rasmussen og Emma Helledie forgæves indvendt over for udvalget, at det bevæger sig uden for sit kommissorium, fortæller han.

Dog har udvalget vist interesse for de to sundhedspersoners fokus på at bane vejen for en bedre palliation.

Ifølge Jesper Grud Rasmussen bør man forbedre det oplagte, før man går videre til det ekstreme. Han  efterlyser f.eks., at der etableres en reel specialuddannelse for sygeplejersker inden for palliation. Han så også gerne, at det ikke i så høj grad kun er cancerpatienter, men patienter inden for alle sygdomsgrupper, der via validerede screeningsredskaber kan henvises til palliation. 

“Man skal lægge en kappe over den, der er svag for at beskytte vedkommende. Det er det, palliation handler om. Døden er et vilkår, og vi skal ikke gå rundt og slukke livets lys i utide for andre mennesker.” 

Overvældende mediefokus

Flere end 10 medier har henvendt sig til Jesper Grud Rasmussen for at høre mere om udtrædelsen af udvalget. Og det har været overvældende:

“Men jeg mærker en stolthed over, at jeg har noget fagligt at bidrage med. Jeg synes ikke, vi sygeplejersker skal være stille, vi kan godt udtale os om forskellige faglige emner i medierne. Når vi får chancen, skal vi gribe den,” siger han.

Undervejs i udvalgsmøderne kunne han efterhånden mærke, at han ikke længere havde lyst til at bidrage med input, for han var nervøs for, at han dermed ville være med til at bane vejen for aktiv dødshjælp.

Han er derfor også glad for, at hans navn ikke kommer til at stå på det refleksionspapir, som udvalget skal aflevere til regeringen engang efter sommerferien, og som skal give input til politiske tiltag.

“Til sidst var toget kørt. Vores opfattelse var, at de skulle i gang med et nyt spor og f.eks. kigge på, hvem der skal tilbydes at udføre aktiv dødshjælp. Der blev det klart for mig, at jeg ikke ville sige højt, hvad jeg synes om det,” siger Jesper Grud Rasmussen og tilføjer:

“For jeg vil ikke hjælpe aktiv dødshjælp på vej.”

324 Forside
Fagbladet Sygeplejersken
I Sygeplejersken skriver vi om alt det, der er væsentligt for sygeplejerskernes arbejdsliv, fag og fællesskab. Som medlem får du leveret bladet til din postkasse.