Hundrede års ferieminder

Grønne buske oversået med lyserøde hybenroser. Dybblå himmel med klatter af hvidt. Silkeblødt sand så langt øjet rækker. Et stenkast væk er Jammerbugtens blidt vuggende bølger, der på en varm dag virker ret tillokkende, hvis man har fået badetøjet med.

Udsigten fra Dansk Sygeplejeråds fritidshus i Løkken har stort set ikke ændret sig siden 1924, da det blev bygget. Indvendigt er det en lidt anden historie – bl.a. er enkeltværelserne fra dengang nu omdannet til 11 moderne ferieboliger, komplette med køkken og bad. Men det stråtækte tag er det samme, som det altid har været, og huset har i tidens løb dannet ramme om utallige sygeplejerskers ferier.

I år kan det hyggelige fritidshus ved den nordjyske kyst fejre 100-års jubilæum. I den anledning tog Sygeplejersken en tur til Løkken for at blive klogere på magien. Hvad er det, der trækker sygeplejersker hertil år efter år?

Feriegæster på 31. år

Det har vi tænkt os at spørge Marianne og Jørgen Flotiin om. De har været i feriebolig nr. 3 i en uge og skal hjem senere i dag. De sidder ude foran fritidshuset og nyder formiddagssolen, da vi ankommer – hun med strikketøjet i hænderne.

”Vi tænkte, vi lige så godt kunne vente på jer herude, nu hvor vejret er så godt,” siger Marianne Flotiin, da vi giver hånd. ”Vil I med ind og have en kop kaffe?”

Det vil vi mægtig gerne, så vi følger med ægteparret ind i ferieboligen, der ligger i husets underetage. De lyseblå døre, sprossede vinduer og Løkken-malerierne på væggene nærmest driver af sommerhusstemning. Og så er der selvfølgelig den føromtalte udsigt, som Marianne Flotiin også kommenterer på, da vi sætter os til rette i et lille sofaarrangement i stuen.

”Ja, er den ikke fantastisk? Vi havde besøg af et vennepar heroppe i går, der aldrig havde været i Løkken før. Manden kunne slet ikke holde op med at sidde og kigge ud, imens de var her. Jeg tror helt sikkert ikke, det bliver sidste gang, de kommer herop,” griner hun.

Det bliver det nok heller ikke for ægteparret Flotiin, og det er heller ikke ligefrem deres første gang. Marianne Flotiin er tidligere sygeplejerske. Hun og Jørgen Flotiin er begge 69 år og bor i Frederikssund, men gennem de sidste 31 år har de besøgt fritidshuset med jævne mellemrum. Både som yngre par med børn, nu som pensionister med tom rede derhjemme.

”Vi har desværre ikke haft vores børnebørn med heroppe, for så bliver vi syv og man kan desværre kun være seks i alt. Men fra vores ene søn var 6­-7 år, gik han hver morgen alene ned til bageren og hentede morgenbrød, når vi var her,” fortæller Jørgen Flotiin, da han lidt efter kommer med kaffen.

Helt ned i gear

Når parret er her i Løkken, slapper de af. Går ture i sandet ved stranden. Besøger Hirtshals, Lønstrup eller Børglum Kloster. Kører ud i landskabet. Spiser en god frokost eller aftensmad, gerne nede i byen. Dypper tæerne i havvandet, som er lidt for koldt til en rigtig dukkert endnu.

”Men vi kommer her også gerne om efteråret eller vinteren,” fortæller Jørgen Flotiin. ”Et år fik vi alle tre influenza. Så lå vi bare inde i sengen og så film på en moviebox, vi havde lejet. Det var faktisk en rigtig god ferie, selvom vi ikke lavede så meget.”

Roen og tempoet i Løkken passer godt til deres temperament. Der var godt nok lige nogle år, hvor byen udviklede sig til en drukzone for busfulde af unge mennesker fra hele Midtjylland, men sådan er det ikke længere, siger parret. I højsæsonen er her mange mennesker, men alligevel rart at være.

Hvorfor bliver I ved med at komme tilbage?

”Her bare fantastisk skønt jo,” siger Marianne Flotiin og slår ud med armene. ”Vandet, omgivelserne, stedet her. Man kommer helt ned i gear. Jeg tror, vi har prøvet at bo i hver eneste af lejlighederne, så det føles efterhånden også nærmest som vores sommerhus, ikke? Og så er det af en eller anden grund stadig en slags åben hemmelighed, som mange af DSR’s medlemmer ikke rigtigt kender til. Når jeg har fortalt andre sygeplejersker om det, har de i hvert fald ofte sagt, ”nåda, det vidste jeg slet ikke, man også kunne.”

Vi tager en tår af kaffen. Så udbryder hun med et glimt i øjet:

”Men nu skal I jo heller ikke reklamere alt for meget med det i fagbladet. Så bliver det jo helt umuligt at booke, når vi gerne vil afsted!”

Adgang forbudt for mænd

Marianne og Jørgen Flotiin skal nå at gøre rent i feriebolig nr. 3, inden de skal hjem, så vi siger pænt farvel og skynder os videre – over i feriebolig nr. 1, hvor 80-årige Bente Mortensen og 82-årige Hans Jørn Mortensen står klar med mere kaffe, gode boller fra en lokal brødsmed og forskellige oste fra osteforhandleren i Løkken.

Bente Mortensen er også pensioneret sygeplejerske. Parret er også kommet i fritidshuset i Løkken i en menneskealder, siden engang i 70’erne. Faktisk var Hans Jørn Mortensen én af de første mænd, der fik lov til at bo i huset. Det fortæller han, da vi sætter os til bords.

”Op til da var det kun kvinder, der måtte komme på ferie heroppe. Men så var vi nogle mænd, der syntes, at det da for pokker ikke kunne være rigtigt, at vi ikke måtte komme med. Så stemte de om det og blev enige om, at det kunne vi godt – på den betingelse at vi skulle opføre os ordentligt,” siger han med et smil.

Gamle Fru Clemmensen

Det var da huset stadig var et feriehjem med små værelser og spisesal, hvor alle dagens måltider blev serveret og indtaget i fællesskab, fortæller parret. Dengang var der også en tilsynsførende sygeplejerske ansat, som boede i huset og holdt øje med, at alt gik rigtigt til.

”Det var gamle Fru Clemmensen, og hun var ret skrap. Vi skulle overholde reglerne! Men hun havde et blødt punkt for Hans, som var advokat og havde brug for at låne telefonen inde på hendes kontor, fordi han ofte skulle ringe til sit job. Det var jo længe før mobiltelefonens tid. Men det fik han sørme lov til,” husker Bente Mortensen. Hun fortsætter.

”Det endte såmænd også med, at jeg blev helt gode venner med hende. Jeg begyndte at gå tur med hende hver morgen kl. 7, hele vejen op og ned ad stranden, selvom hun gik med stok. Jeg udvekslede faktisk også breve med hende, indtil hun døde.”

Fredelig nytårsaften

Når man er kommet et særligt sted i så mange år, er der mange minder knyttet til det. Minder, der er lette at fortabe sig i. Det gør Bente og Hans Jørn Mortensen også, mens vi går ombord i boller, ost og grønne vindruer, og den lune majvind suser i køkkenvinduet, som lige nøjagtigt holdes åbent af en slidt ferieroman, der sidder i klemme.

Ægteparret fortæller gavmildt om deres ferier i det gamle fritidshus. Om oplevelser, ture og museumsbesøg. Om navnene på gamle venner og bekendte, som de har mødt og lært at kende i Løkken og omegn. Enkelte af dem bor her endnu.

De har også været heroppe med deres børn, da de var yngre. Selv hunden kom med dengang. Senere har de også været afsted med børnebørnene, men nu er det ofte bare de to.

”Vi er her i hvert fald to gange om året, typisk forår og vinter. Men sidste år holdt vi faktisk også nytår heroppe, og det var også rigtig dejligt. Vi bor på Frederiksberg, hvor det larmer rigtig meget sådan en aften, men her er der fred og ro, siger Bente Mortensen.

Den gule bil

Og at komme her, det er noget, parret har tænkt sig at blive ved med.

”Stedet her er noget særligt for os. Allerede på vej herop, når vi kører langs Strandvejen, så får jeg en ro i kroppen, som jeg forbinder med at være her. Og så holder jeg virkelig meget af nordjyderne, de er gode mennesker,” siger Hans Jørn Mortensen.

Bente Mortensen stemmer i. Hun kan heller ikke forestille sig, at de holder op med at holde ferie i fritidshuset i Løkken. I hvert fald ikke før kroppen siger stop.

”Bentøjet er ikke så godt mere, så vi holder os til ferieboligerne i stueetagen nu. Men så længe vi kan køre i vores egen bil herover, så bliver vi ved. Hvad der sker derefter, det må vi jo se til. Det kan godt være, det bliver for besværligt at skulle med bussen med al vores bagage,” siger hun.

Besøget er ved at være slut, i hvert fald for Sygeplejersken. Bente og Hans Jørn Mortensen skal først hjem til Frederiksberg i morgen.

”Kig endelig ind en anden gang, hvis I er i nabolaget og ser vores gule bil ude foran. Så giver vi en kop kaffe,” siger Bente Mortensen, da vi siger farvel.