Tid med en holocaust-overlever

STUDERENDE I PRAKSIS: Jeg er fast vagt i et studiejob under mit 7. semester. Normalt er det ikke min yndlingsbeskæftigelse. Måske fordi det virker søvndyssende på mig at sidde hos folk, mens de falder i søvn, og jeg er bekymret for selv at blunde lidt.

Patienten, som jeg sidder med, er lidt bange for mig til at starte med. Men falder til ro, da jeg spørger, om jeg må sidde ved hende. Hun giver mig heldigvis lov. Den historie, hun fortæller mig over de næste tre timer, rører mig dybt og trækker spor gennem næsten 100 år. Hun er en ældre dame, født i 1920’erne og hun fortæller næsten med det samme, at hun er bange for tyskerne. Der kom en, fortæller hun, der stod på gårdspladsen. Hun ryster tanken lidt væk, men græder så. Jeg trøster og lytter til hendes fortælling. Da aftenen er slut, og hun falder i søvn i sin seng, ved jeg, at jeg har haft den helt særegne oplevelse at tilbringe tid sammen med et menneske, der har overlevet holocaust.

Det får mig til at tænke. Jeg ved ikke, hvilken kz-lejr kvinden var i. Jeg gætter på Theresienstadt, fordi hun er dansk. Jeg ved ikke, om det betyder ret meget for mennesker nu. I år blev 80-års dagen for Krystalnatten markeret. Publikum flokkes om film fra krigen. Vi ser nyheder. Og nogle gange møder vi mennesker, der har overlevet det utænkelige og umenneskelige. Antonovsky fandt disse særlige overlevere ganske interessante. Hvordan, spurgte han, overlever man årevis lange sulteperioder, hvor alt menneskeligt bliver taget fra én, hvorefter man udviser en ekstraordinær overskudskraft og drive til at leve. Teorien om Oplevelse Af Sammenhæng (OAS) kender alle sygeplejestuderende, og hvis ikke man er stødt på den, er det et spørgsmål om tid.

Men kvinden her, som er lykkedes med at overleve, lykkedes med at leve – hun er nu tilbage i rædslerne på grund af sygdom. Så hvordan, spørger jeg mig selv: Hvordan giver jeg hende god sygepleje? For hvor er det meningsfulde i at se mennesker dø i hundredvis? Hvordan er det håndterbart at skovle lig? Hvordan kan vi begribe menneskelig ondskab, når den omringer os?

Nej, det var ikke lige mestringsstrategier, jeg kunne finde svar i. OAS kan jeg bruge, når jeg børster hendes hår og sætter curler i. Det er rart, hun smiler, og det er både begribeligt, meningsfuldt og håndterbart. Men når hun skal i seng, hvad kan jeg så trække op af min sygeplejefaglige rygsæk?

Svarer er, at jeg er der, imens jeg lytter, sidder hos hende, holder hendes hånd. Jeg fortæller hende igen og igen, at hun ikke er alene. At jeg er der, at jeg passer på hende. Men jeg føler mig også lille, som en lille pige der bare prøver at være stærk for et andet menneske. Måske det vigtigste i sygepleje at være der. At være til stede i den situation jeg befinder mig i. At være til stede i det nu, som mennesket befinder sig i. Det er ikke noget problem at holde mig vågen, mens jeg stryger hende over håret og lytter til, at vejrtrækningen går over i en sagte snorken.