”Jeg kan jo godt smøre en rugbrødsmad, når jeg alligevel er der”

TVÆRFAGLIGE TEAMS: Når sygeplejersker møder på arbejde i hjemmeplejen i dag, møder de ofte ind med kolleger, der også er sygeplejersker. Sammen planlægger de dagens besøg og vender sygeplejefaglige problemstillinger, inden de tager på borgerbesøg.

Men sådan skal det ikke være i fremtiden, hvis det står til regeringen og et bredt politisk flertal på Christiansborg. Med ældrereformaftalen fra april 2024 ønsker politikerne nemlig, at faste tværfaglige teams eller lignende faglige fællesskaber skal udbredes i kommunerne. Målet er at sikre borgerne størst mulig kontinuitet og højest mulig kvalitet i de ydelser, de modtager efter hhv. sundheds- og servicelov.

Selvom ingen er uenige i målet, skaber ønsket altså bekymring blandt mange kommunale sygeplejersker. De frygter bl.a. for deres faglige fællesskab, den daglige sparring med andre sygeplejersker og deres kompetenceudvikling, når de fremover skal møde ind i mindre teams sammen med social- og sundhedshjælpere, -assistenter, fysioterapeuter og andre faggrupper.

I løbet af det seneste halve år har over 30 sygeplejersker således sagt op i Egedal Kommune i kølvandet på, at kommunens politikere i december 2023 besluttede at udbrede et forsøg med faste tværfaglige teams i ældreplejen til hele kommunen.

Sparring bliver sværere

Omorganiseringen blev formelt gennemført i april i år, og det har været en svær proces, fortæller Martin Johannsen, sygeplejerske og tillidsrepræsentant i Egedal Kommune.

”Vi har følt os lidt kuppet af den øverste ledelse. Det er gået stærkt. Vi har budt ind med vores bekymringer og forslag til ændringer og løsninger, men er ikke rigtig blevet hørt,” siger han.

Allerede da det kun var et forsøg i to mindre områder, var det svært at rekruttere sygeplejersker.

”Men da konsekvenserne af projektet for alvor blev tydelige her inden for det sidste halve til hele år, begyndte kollegerne at søge væk i stor stil. Det hænger uden tvivl sammen med, at vi fagligt altid har haft et meget stærkt fællesskab,” siger Martin Johannsen og fortsætter:

”Vi var altid 12-15 sygeplejersker, der mødte ind samme sted hver dag, og der var altid nogle specialister i f.eks. sår eller inkontinens, man kunne vende faglige problemstillinger med. Det er meget sværere nu, hvor vi møder ind flere forskellige steder i mindre teams.”

Hvem kompetenceudvikler os?

I Aalborg Kommune står ældreplejen snart over for samme øvelse som i Egedal, også i kølvandet på et mindre forsøgsprojekt. Og det skaber usikkerhed blandt sygeplejerskerne, fortæller fællestillidsrepræsentant Lene Odgaard Andersen.

”Da forsøgsprojektet gik i gang for to år siden, frygtede mange, at nu skulle vi til at lave mange servicelovsydelser – at organiseringen i mindre tværfaglige teams bare var en måde, kommunen kunne spare og lukke huller på, fordi de ikke kunne skaffe det nødvendige personale,” siger hun og fortæller, at der også var usikkerhed om, hvordan man sikrer sygeplejerskernes kompetenceudvikling.

”Var målet med de tværfaglige teams at nedbryde nogle faggrænser, hvor vi sygeplejersker f.eks. skulle være med til at kompetenceudvikle social- og sundhedspersonalet? Det var godt nok, men hvem skulle så kompetenceudvikle os?” siger hun og fortsætter:

”Det vigtigste, men også sværeste spørgsmål for mig var og er stadigvæk, hvordan vi sikrer fokus på sygeplejerskernes faglighed i det tværfaglige samarbejde. Monofaglighed var lidt et fy-ord i starten, men skal vi være stærke tværfaglige, bliver vi nødt til at stå på et fundament af endnu stærkere monofagligheder.”

Sygeplejerskerne får travlt

Flere kommuner har allerede gjort sig erfaringer med faste, tværfaglige teams i ældreplejen. I perioden 2022-2023 har 25 kommuner, inkl. Egedal og Aalborg, kørt en række projekter med støtte fra bl.a. Socialstyrelsens pulje til faste teams.

Projekterne er netop blevet evalueret af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Evalueringen 'Faste, tværfaglige og selvstyrende teams i ældreplejen – erfaringer fra 25 kommuner' viser først og fremmest, at der er store forskelle på, hvordan kommunerne forstår hhv. det faste, det tværfaglige og det selvstyrende element. Antallet af medarbejdere varierer fra 8 til 29 i hvert team – de mindste teams fungerer bedst. Og der er store forskelle på mulighed for selvstyring og graden af tværfaglig integration mellem sygeplejersker, terapeuter og social- og sundhedsmedarbejdere.

Overordnet viser evalueringen, at faste teams øger trivslen og arbejdsglæden, bl.a. fordi relationen til borgerne bliver stærkere. Social- og sundhedspersonalet er mest positive, mens sygeplejersker og fysioterapeuter er ”moderat positive”.

Forskellen kan ifølge VIVE skyldes, at sidstnævnte oplever en større arbejdsbyrde, da de mange steder både indgår i de nyoprettede teams og i den oprindelige organisation, inddelt efter faggrupper. Projektchef i VIVE, Martin Sandberg Buch, uddyber dette i Politiken den 7. maj 2024:

”Professionsbachelorerne skal til flere møder, uden at de har fået fjernet andre opgaver. De har i højere grad fået ændret deres hverdag, og nogle af dem bliver presset på tid og ressourcer.”

VIVE-evalueringen bekræfter dog også det, mange sygeplejersker frygter: At lederne har svært ved at skabe rum til den monofaglige sparring, samt at faste teams kræver kulturforandringer, som lederne kan have svært ved at understøtte med deres nuværende kompetencer - det kræver f.eks. kompetencer inden for forandringsledelse og tværfaglig ledelse.

Ny mulighed for sparring

I Egedal Kommune, hvor kulturforandringerne er i fuld gang, har Martin Johannsen savnet en mere lydhør og involverende ledelse. Men han kan dog også godt se ulemper ved den gamle organisering, hvor alle sygeplejersker mødte ind samme sted.

”Det fjernede sygeplejen lidt fra borgerne, det var lidt konsulentagtigt. Vi kom ind over nogle opgaver forskellige steder i kommunen, og så var vi væk igen. Det kørte ikke optimalt,” siger han.

For at imødekomme behovet for monofaglig sparring sygeplejerskerne imellem har en af kommunens tidligere gruppeledere netop fået rollen som en slags udviklingssygeplejerske. Hun skal bl.a. skabe rum for løbende faglig sparring mellem kommunens omkring 50 sygeplejersker, der nu er fordelt ud over ældreplejens fire distrikter med hver tre tværfaglige teams.

”Nu har vi i hvert fald mulighed for at mødes fast to gange om måneden for at vende faglige problemstillinger og lære hinanden at kende. Fremmødet har været godt. Vi har mange nyansatte og vikarer, og møderne giver dem også et indblik i, hvilke sygeplejersker med specielle funktioner der er. Det gør det lettere at ringe til dem, hvis man har brug for sparring,” siger Martin Johannsen.

Minimerer borgerbesøg

I Aalborg ser Lene Odgaard Andersen også med fortrøstning på den omorganisering, ældreplejen skal igennem. F.eks. har man nedsat syv arbejdsgrupper med medarbejderrepræsentanter, der har kigget nærmere på bl.a. organisering, økonomi og faglighed i de faste teams.

”Vi har en høj grad af medarbejderinvolvering, og der har fra ledelsen været et ønske om at imødekomme nogle af de bekymringer, medarbejderne har, og de udfordringer, forsøgsprojektet afdækkede. Og nogle af vores bekymringer er allerede gjort til skamme. De tværfaglige teams er f.eks. selvstyrende og tilrettelægger selv dagens kørelister,” siger hun og uddyber:

”Før kunne social- og sundhedshjælperen f.eks. komme om morgenen og finde morgenmad frem og give kompressionsstrømper på, hvorefter sygeplejersken så kom og tog kompressionsstrømperne af for at lave sår-behandling og putte dem på igen. Hvis det giver mening, kan jeg jo godt sørge for kompressionsstrømper og smøre en rugbrødsmad, når jeg alligevel er der. Det sparer tid, og minimerer besøgene hos borgeren.”
En anden gevinst ved at være i et fast tværfagligt, selvstyrende team er, at de forskellige medarbejdere på tværs af faggrænser lærer hinandens kompetencer bedre at kende.

”Tidligere skulle vi lave en formel opgaveoverdragelse, når vi skulle uddelegere en opgave til assistenterne. Det var meget bureaukratisk. Nu kan jeg se social- og sundhedsassistenten i øjnene og spørge, om hun kan skifte kateter – kan hun det, er den opgave givet videre. Hvis ikke, kan jeg tage med ud til borgeren mhp. oplæring,” fortæller Lene Odgaard Andersen.