Undren drev sygeplejerske til forskning

Laila Barkani havde længe undret sig over, hvorfor så mange patienter på afdelingen fik intermitterende CPAP-behandling (I-CPAP) uden klare indikationer på, hvorfor de fik det. Hun er klinisk sygeplejespecialist på afdeling for lunge- og infektionssygdomme på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

CPAP er en behandling, der gives via maske eller trachealtube med et system, hvor luftvejstrykket holdes vedvarende positivt både under indånding og udånding. I-CPAP gives gentagne gange i afgrænsede perioder.

Laila Barkani forklarer, at I-CPAP er en behandling, som fysioterapeuter ved meget om og er gode til at vurdere behovet af. Men i takt med, at deres ressourcer er blevet reduceret på hospitalet, så bliver vurderingerne ikke iværksat, medmindre man på baggrund af et symptom bestiller et tilsyn med henblik på en fysioterapeutisk vurdering.

Fordi der er færre fysioterapeuter, overdrages beslutningen til lægerne, som ordinerer behandlingen, og så skal sygeplejerskerne varetage den.

”Sygeplejerskerne udfører en opgave, som ingen rigtig tager ansvar for, da det er en fysioterapeutisk opgave, og derfor ligger ansvaret for løbende at vurdere behovet for behandlingen ikke nogen steder. I-CPAP bliver derfor ofte udført ukritisk helt frem til udskrivelsen,” siger Laila Barkani.

Nødvendig behandling?

Behandlingen kan nemt tage op til 20 minutter ad gangen og gives typisk to gange i dagvagt og to gange i aftenvagt. Det svarer til, at sygeplejerskerne bruger ca. 60 til 80 minutter pr. dag pr. patient på I-CPAP-behandlingerne. Laila Barkani fortæller, at pga. tidspres har de ikke altid tid til at udføre behandlingen fire gange dagligt:

”I-CPAP er en opgave, der er blevet påduttet os sygeplejersker. Når jeg gik til lægerne og sygeplejerskerne for at få nærmere afklaring, så var der typisk tavshed. Det er spild af vores i forvejen få sygeplejeressourcer, når vi skal iværksætte en behandling, uden en klar plan.”

Hun så derfor nærmere på evidensen bag. I fysioterapeuternes kompendium om hjerte- og lungefysioterapi stod, at I-CPAP skulle være det sidste valg i rækken af behandlinger. Hun oplevede dog, at det ofte blev ordineret til patienterne som noget af det første.

Men var det nødvendigt, at så mange patienter fik ordineret behandlingen?

For at få klarhed indkaldte Laila Barkani afdelingsledelsen, fysioterapeuterne og lægerne til et møde, hvor det blev tydeligt, at fysioterapeuterne ofte ikke fik mulighed for at lave vurderinger, fordi patienterne allerede i forvejen havde fået ordineret I-CPAP-behandling.

Sammen med sine to ledere besluttede hun sig for at alliere sig med afdelingens to afdelingsfysioterapeuter.

Fysioterapeuterne lavede så vurderinger på de patienter, som fik I-CPAP-behandling, og Laila Barkani kunne kortlægge, hvor mange af de lægeordinerede I-CPAP-behandlinger, der egentlig var relevante.

Skræmmende resultat

Konklusionen var, at 92 pct. af de 38 patienter, som var inkluderet i forskningsprojektet, ikke behøvede I-CPAP-behandling. Det svarer til 35 patienter. 29 af de 35 patienter kunne i stedet overgå til PEP-fløjte, som ikke kræver sygeplejetid, og som patienterne også kan bruge derhjemme. Fem af patienterne behøvede ingen behandling og en patient blev ved med at modtage I-CPAP-behandlingen, men fik den seponeret senere.

”Jeg synes faktisk, at resultatet er en smule skræmmende, selvom jeg havde på fornemmelsen, at det var sådan,” siger Laila Barkani og tilføjer:

”Jeg vil hellere bruge tid og fokus på sygeplejefaglige ting, end på en behandling, hvor litteraturen viser, at der er minimal effekt. Og det er ikke fordi, jeg mener, at vi ikke skal give I-CPAP-behandling. Vi skal bare give det til de rigtige patienter.”

Hun understreger, at hun ikke klandrer lægerne for ikke at gøre deres arbejde ordentligt, men at det er en behandling, som pga. færre fysioterapeuter er landet hos lægerne, og som så overdrages til sygeplejerskerne. Det vil sige, at opgaven er blevet skubbet flere led.

”Jeg tror ikke kun, at det gør sig gældende her. Jeg har hørt fra kollegaer på andre hospitaler, at lignende problematikker finder sted,” fortæller hun.

Laila Barkanis projekt viser, at der er behov for en større opmærksomhed på systematisk at udføre fysioterapeutiske vurderinger for at undgå, at personalet bruger unødig tid og nedprioriterer andre opgaver i den kliniske praksis. På afdelingen har de nu fokus på at inddrage patienterne i behandlingen for at øge deres mulighed for selv at kunne håndtere respiratoriske symptomer. Derfor har de ændret en del af den kliniske praksis, så færre patienter modtager I-CPAP-behandling, men derimod bruger PEP-fløjte eller andre respirationsfysioterapeutiske interventioner.