Her taler vi om kønsligt ubehag

"Mødet med patienter optager mig. Jeg går meget op i, hvordan jeg får kommunikeret klart og tydeligt, hvad der skal ske under samtalen. Det tager noget af den nervøsitet, der næsten altid er til stede, ud af samtalen.

Og så er det vigtigt, at jeg ikke har berøringsangst. Jeg skal kunne tale med patienten om dybt personlige forhold og finde ud af, hvor stort et ubehag, der er forbundet med køn og krop. Det er vigtig viden, som vi har brug for, når vi skal træffe en beslutning, om patienten kan få sit ønske om behandling opfyldt.

Jeg blev uddannet sygeplejerske i 1991 og søgte hurtigt over i primærsektoren. Her har jeg arbejdet meget med hjemløse, rusmiddelbrugere og psykisk syge, og så har jeg haft en lille afstikker som rusmiddelkonsulent i Falck.

Da jeg så den her stilling, tænkte jeg, at jeg virkelig kunne trække på mine ressourcer inden for kommunikation. For jeg har haft meget patientkontakt og samtale med borgere, og jeg har arbejdet som visitator i 10 år i Københavns Kommunes rusmiddelbehandling. Så dét med at indsamle data og træffe afgørelse på baggrund af det lå godt i tråd med det her job. Jeg er 58 år, så det skulle nok også være nu, hvis ikke jeg skulle blive hængende i det, jeg kendte, i resten af min karriere.

Jeg kendte kun lidt til området. Så da jeg startede, fik jeg en mentor og satte mig ind i litteratur om specialet. Jeg har altid godt kunnet lide at tilegne mig ny viden, så det var en spændende proces. Jeg kom også på et kursus i basal klinisk sexologi på medicinstudiet. Det hjalp mig med at nedbryde barrieren i forhold til at kunne tale om, hvordan seksualitet kan være påvirket af, hvordan patienten har det med sit køn og sin krop.

Irreversible forandringer

Nu har jeg været her i omkring to år, og jeg taler ugentligt med ca. 14 patienter, som har brug for hormonbehandling eller kirurgisk behandling. Patienterne kan blive henvist hertil, fra de er 17½ år. De er lige så forskellige som andre mennesker, men de har det til fælles, at de har gjort sig tanker om deres kønsidentitet. Ofte oplever de et ubehag i forhold til, hvordan de oplever sig selv, og hvordan de ses af andre, og de har typisk et ønske om, at det ydre skal passe bedre med det indre.

Det er ikke nødvendigvis sådan, at man vil fremstå så maskulint eller feminint som muligt. Man kan befinde sig på et spektrum, og udredningen kan derfor være kompliceret.

Behandlingen er forbundet med bivirkninger og risici. Det gør vi meget ud af at oplyse om. Og visse forandringer er irreversible. Hvis du som transfeminin f.eks. har udviklet bryster, forsvinder de ikke, hvis du stopper med at tage østrogen.

Hormoner kan forværre

Mit arbejde spænder bredt. Jeg behandler henvisninger og vurderer, om en person skal indkaldes til en indledende samtale. Til den samtale har jeg en time til at afdække forhold vedrørende kønsidentitet og behandlingsønsker. Vi taler om alt lige fra opvækst og skolegang til det sociale netværk.

Der er selvfølgelig en ulige magt-balance, hvor jeg udreder og afdækker, og patienten kommer med sine ønsker og håb. Det kan for patienten opleves som at være til eksamen, og det forsøger jeg at afhjælpe ved at være imødekommende og forstående. Jeg trækker også meget på min sygeplejefaglige baggrund og erfaring med at tale med mennesker i forandringsprocesser.

Det er ikke tilstrækkeligt, at man har nogle kosmetiske behov. Ønsket om en kønsbekræftende behandling skal forbindes med kønsligt og kropsligt ubehag. Så det taler vi om, og jeg spørger ind til, om der er noget psykiatrisk, der ikke er tilstrækkeligt behandlet - måske føler patienten sig deprimeret, har selvmordstanker eller angst. Patienten kan opleve, at det hænger sammen med køns-ubehaget og tror, at det vil blive bedre efter en behandling. Det er desværre sjældent tilfældet. Psykisk stabilitet har en betydning for, om vi kan gå videre med hormonbehandling. For den kan forværre de psykiatriske symptomer.

Kan godt blive påvirket

Et udredende samtaleforløb strækker sig typisk over seks til otte måneder. På baggrund af den laver jeg et resumé til det tværfaglige team, som jeg også er en del af. Vi er en bred faggruppe lige fra sygeplejersker, læger og gynækologer til plastikkirurger og psykologer. På den tværfaglige konference træffer vi så den endelige afgørelse om, hvilken behandling, vi kan tilbyde. Det er også her, man kan få sin sag afvist.

Jeg deltager også i alt lige fra årsstrategi og eftermiddage for pårørende til opfølgningssamtaler med patienter, der har gennemgået behandling eller har fået afvisning. Og så er jeg med i en sygepleje-gruppe, hvor vi hver måned mødes i en ‘journal club’ og diskuterer faglige emner og artikler. Det er rart at være en del af et sygeplejefagligt fællesskab.

Jeg er meget glad for mit arbejde, men jeg kan selvfølgelig godt blive påvirket af den lidelse, jeg møder. Det er nemt lige at tænke - måske skal patienten bare have det, patienten gerne vil have? Men det er vigtigt, at man holder fast i sin faglighed. Her hjælper det meget at være en del af et kompetent tværfagligt team. Jeg er stolt af det arbejde, vi laver, og jeg er superglad for selve mødet med patienterne."