Omvendt nåleskræk

Fra jeg startede på sygeplejerskeuddannelsen, har jeg lidt gået og ventet på den der begivenhed, der ville slå mig lidt ud og ville kræve, at jeg skulle samle mig selv op igen. Der har været rigeligt med svære og krævende øjeblikke, hvor jeg har følt mig enormt udfordret, men den følelse havde jeg alligevel undgået indtil min praktik på 5. semester.

Jeg er på ingen måde bange for nåle. Det gør mig intet at blive stukket, og hele min ene arm er én stor tatovering. Det er bare noget helt andet, når det er mig, der fører nålen og skal stikke et andet menneske. Så er der svedige håndflader og hjertebanken, og selv nålen på en insulinpe virkede skræmmende i starten. Det er jeg så kommet over, men det blev først her på 5. semester, at jeg endelig skulle kaste mig ud i at anlægge et PVK på et rigtigt menneske og ikke en simulationsarm.

Det tog en del overtalelse af mig selv og et venligt og betænksomt pres fra de supergode sygeplejersker på mit praktiksted, før jeg fik sat mig til rette hos patienten for at gøre et forsøg. Patienten var klar over, at det var første gang og havde intet problem med nåle, så der var gode forudsætninger for et godt første forsøg.

Desværre skete der det, at patienten, sekundet efter jeg stak nålen ind, blev helt grå i ansigtet og pludselig fik det meget, meget skidt med opkast og svimmelhed. Nogle dybe indåndinger og et glas vand senere havde han det heldigvis fint igen, men stikkeriet blev høfligt overladt til sygeplejersken, og jeg holdt mig langt væk fra PVK-anlæggelse resten af den praktik. Efterfølgende fik jeg tænkt mig selv ind i, at det måtte være min teknik, der var helt forkert, og at ubehaget gjorde patienten så dårlig. Men sygeplejerskerne på mit praktiksted fik nu forklaret, at det faktisk skete af og til, og at jeg ikke skulle tage det så tungt, fordi det ikke nødvendigvis havde noget med mig at gøre.

Når jeg ser på, hvad jeg ellers har prøvet i mine praktikker, er det næsten komisk at det lige er PVK-anlæggelse, der virkelig har skræmt mig. Noget som jeg slet ikke skænkede de store tanker, før jeg altså helt tilbage i allerførste praktik skulle give insulin og opdagede, at jeg har en slags omvendt nåleskræk. Nu er det bare at se tilbage på det som endnu en lærerig oplevelse, og så være klar til at kaste mig ud i det igen, så snart muligheden byder sig.