Sæbebobler og superhelte: Børneanæstesi kræver hjerte og præcision

På Aarhus Universitetshospitals børneoperationsgang Stue 4 gøres der klar til operation. 

Lone Damsgaard Holgaard trækker medicin op i 1 ml sprøjter. Første patient er et 1-årigt barn, der vejer 10 kilo.

Lone Damsgaard Holgaard er anæstesisygeplejerske og arbejder på Aarhus Universitetshospital (AUH). Udover at være specialiseret i anæstesi er hun også specialiseret i børn, og hun er en del af det team, der står for bedøvelse af alle børn, der kommer til hospitalet.

Inden operationen taler personalet om den 1-årige patient. Informationen fra forældrene lyder, at barnet har været snottet og hostet en smule. Barnet virker dog frisk, snottet er ikke grønt, og der har ingen feber været.

Lone Damsgaard Holgaard tømmer infusionsslangerne til operationen for al luft, efter hun har klargjort briksen med varmetæppe, dyne og speciallavet hovedpude til børn.

Da den lille patient kommer ind med mor og far, fyldes Stue 4 med sæbebobler. Mor sætter sig på en stol med barnet. Bag stolen sidder Lone Damsgaard Holgaard på hug og ser, om det er muligt at anlægge et venflon på barnet. Hun finder heldigvis hurtigt en åre og giver sovemedicinen, der hurtigt begynder at virke, så barnet falder i søvn.

”Vi giver propofol, så barnet bevarer spontan vejrtrækning, mens det sidder ved en forælder og falder i søvn,” siger hun og fortsætter:

”Vi sørger for, at luftvejene er frie og sikrer dem. Det er det, jeg gør som anæstesisygeplejerske. Vi sørger for, at patienten er velbedøvet til den forestående procedure og sørger for, at vi hele tiden ved, hvordan patienten har det.”

Da den 1-årige patient på Stue 4 skal intuberes, anvendes et videolaryngoskop, hvilket giver hele teamet mulighed for at følge med, mens barnets luftveje håndteres. Her kan de observere en betydelig mængde slim og irritation. Barnets brystkasse bevæger sig nu heller ikke optimalt. Den 1-årige har derfor ikke en optimal vejrtrækning, og anæstesisygeplejerskens kollega har ikke mulighed for at ventilere på barnet pga. slim og snot i luftvejene.

Midt i stilheden brydes den monotone bippen brat, erstattet af skarpe, alarmerende lyde, mens lyset fra skærmene pludselig skifter.

Anæstesisygeplejersken reagerer øjeblikkeligt og træder resolut til, og der kaldes på assistance. Barnet er kortvarigt stoppet med at trække vejret, og anæstesisygeplejersken slukker straks for medicinen. Barnet må nu støtteventileres til dets spontane vejrtrækning kommer igen. Lone Damsgaard Holgaard støtter nu barnets vejrtrækning gennem en form for CPAP-behandling, der holder dets luftveje åbne.

Den tilkaldte anæstesioverlæge kommer, og det vurderes hurtigt, at der bør bakkes ud. Der er for stor risiko ved at gennemføre operationen.

”De fleste mennesker kender ikke risikoen ved at lægge et forkølet barn under bedøvelse. Selvom barnet ikke har haft feber og var frisk nok, må vi konkludere, at barnet er meget snottet, og det er for risikabelt. Her er det netop, at de børneanæstesiologiske kompetencer er vigtige for at kunne håndtere en sådan situation,” fortæller hun, mens hun gør barnets opvågningsseng klar med bamser, dyne og en lille maske med ilt.  

”Børn er særligt sårbare over for larynxspasmer, hvor struben går i krampe, hvilket kan være farligt. Medicin kan hjælpe, men vi undgår helst at nå derud. Luftvejsinfektioner kan gøre luftvejene ekstra følsomme, og slim i alveolerne kan blokere for iltens passage til blodet,” siger anæstesisygeplejersken.

”Derfor er vi ekstra opmærksomme på børn med snot, da en tube i luftvejene kan forværre situationen. Ved nogle operationer og indgreb er det nødvendigt at lægge en tube for at sikre barnets luftveje, hvor der gives stærkt smertestillende medicin, der kan få barnet til at stoppe med at trække vejret selv.”

I situationer som med det 1-årige barn, kommer Lone Damsgaard Holgaards faglighed i spil gennem systematisk tænkning og ved at holde hovedet koldt.

”Du kan ikke gøre andet end at handle på det, du ser lige nu. Og så bevare roen. Panik er noget af det værste, du kan gå i, fordi det er dig, der sammen med dine kollegaer skal vende det her. Men vi ved jo, hvad vi skal gøre, og vi ved også, hvornår vi skal trække os. Og det var det, vi gjorde her,” siger hun.

Mange forskellige funktioner

Lone Damsgaard Holgaard har base på børneoperationsgangen, men hun rykker også ud til afdelingens mange udefunktioner, hvor der kan være brug for børneanæstesiologisk assistance.

”Vi bedøver omkring 6.500 børn om året. Det er i gennemsnit ca. 300 bedøvelser af børn om året for en anæstesisygeplejerske. Fordi vi konstant bedøver så mange børn, opbygger vi en enorm erfaring og skarp faglighed for at sikre børnene den bedst mulige behandling,” siger hun.

På AUH er der ni operationsgange, som Lone Damsgaard Holgaard sammen med en anæstesilæge kan blive kaldt ud til. Men anæstesiteamet bedøver også børn i andre sammenhænge.

”Vi er det eneste sted i landet, hvor vi altid er dem, der kommer og bedøver børn. Det er altid to fra vores afdeling, der kommer ud. Så det vil sige, vi bedøver utrolig mange børn. Jeg kan bedøve sammen med en anæstesilæge op til 1 km. væk fra min hjemmeafdeling,” fortæller hun.

Lone Damsgaard Holgaard og hendes kollegaer rykker også ud ved akutte situationer. Det kan f.eks. være børn, der har været udsat for et traume, hvor de er kommet til skade ved alt fra trafikuheld til fald fra et gyngestativ.

”Så kommer barnet ind på hospitalet med ambulance, og så står vi klar til at modtage dem. I modtagelsen af børnene er vi der for at samarbejde med vores kollegaer og for at yde den bedste modtagelse af barnet,” fortæller hun.

”Det kan være et barn, der er kommet så alvorligt til skade, at vi må tage direkte til operationsstuen. Nogle gange må vi bedøve dem, før vi kan undersøge dem fuldt ud, og hvis skaderne er alvorlige, skal de hurtigt scannes og derefter direkte på operationsbordet. I disse situationer kan vi ikke nå at forberede børnene, hvilket vi ellers prioriterer meget højt.”

Lone Damsgaard Holgaard kommer også ud til børn, der er i et behandlingsforløb på hospitalet ved kræft- og stråleterapi.

”Det er så forskelligt, hvad for nogle børn vi har, og hvornår vi har dem. I morgen, når jeg skal møde ind, ved jeg ikke, hvad jeg skal, eller hvilken type funktion jeg har. Jeg tager de opgaver, der er planlagt til mig,” siger hun.

Kapløb på motorcykel

Tilbage på Stue 4 gøres der klar til næste operation; en 4-årig patient.

Efter Lone Damsgaard Holgaard har gjort medicin klar, går hun op til venteværelset for at hente barnet, og sammen kører de på motorcykler om kap til operationsstuen, mens mor og far kommer gående bagved.

Alle sygeplejersker og læger har uniformer og huer på. Lone Damsgaard Holgaard finder en hue til den 4-årige med Mickey Mouse-ører. Hun siger til barnet, at en af goderne ved at have hospitalsarmbånd på er, at man må få så mange is man vil, når man vågner igen.

Mens klip fra Madagaskarfilmen med sangen ”I like to move it” kører på tre skærme, forsøges der med anlæggelse af IV-adgang på barnet. Barnet reagerer på stikket. Det gør ondt, så der sadles hurtigt om. I stedet får barnet en børnemaske, og barnet vælger selv, at bedøvelsen skal dufte af cola. Lidt efter brydes coladuften af lugten af sure gummistøvler.

”Madagaskar-prutter,” hvisker Lone Damsgaard Holgaard til barnet, der efter et par åndedrag falder i søvn. Mor og far kysser godnat og forlader stuen, skærmene med den bragende melodi slukkes, og når anæstesisygeplejersken er tilfreds med barnets søvndybde, og luftvejene er sikret, kan operationen gå i gang.

Speciale i børn

Ifølge Lone Damsgaard Holgaard er vurderingen af børnene og opbygningen af tillid afgørende elementer i arbejdet med børn og en central del af hendes faglighed.

”Man bliver nødt til hurtigt at kunne aflæse barnet. Hvor er vi henne i det her? Hvad har barnet lyst til? Hvad vil barnet ikke være med til? Fordi hvis vi var gået videre med at stikke barnet, havde situationen med garanti været helt anderledes. Så havde barnet stjernet helt ud og nægtet at være med i noget som helst,” fortæller hun.

Tilbage i 2018 gennemførte Lone Damsgaard Holgaard den 2-årige uddannelse til anæstesisygeplejerske, og i september 2024 afsluttede hun et års uddannelse på “Nordisk utdanning i barneanestesi”, hvor hun blev specialiseret i børneanæstesi. Hendes valg af specialisering har været nøje overvejet og meningsfuldt for hende som sygeplejerske.

”Jeg har altid set op til anæstesisygeplejersker for deres ro og overblik, som kan være afgørende for liv og død. Det inspirerede mig til at vælge faget, og efter et år på intensiv blev jeg bekræftet i, at arbejdet med de allersygeste patienter var det rette for mig, så jeg tog anæstesiuddannelsen,” fortæller hun og uddyber:

”Børn har altid haft en særlig plads i mit hjerte, og jeg elsker at hjælpe dem, når de er bange, og verden føles farlig. Da jeg hørte om børneanæstesiafdelingen i Aarhus, vidste jeg, at det var min rette plads. Nu hjælper jeg børn i deres sværeste stunder og gør deres oplevelse så god som muligt.”

For Lone Damsgaard Holgaard er hendes job på AUH et sted, hvor hun hver dag får lov til at bruge sin faglighed både anæstesiologisk og pædagogisk.

”Vi kan noget unikt med børnene og hjælper dem med at mestre en situation, der ellers er meget angstprovokerende. Selvom nogle er kede af det eller har brug for medicin til at slappe af, kan vi med vores erfaring få mange børn trygt igennem det. Vi er dybt dedikerede. Vi er der for børnene og for at sikre, at de får en god oplevelse,” fortæller hun og uddyber:

”Før i tiden havde man nok ikke helt samme fokus på, at børnene skulle inddrages i processen frem mod bedøvelsen for bedre at kunne mestre deres egen situation. Det er der i dag. Både ift. børnene og deres forældre, hvilket er i tråd med FN’s børnekonvention.”

”Vi har lært at læse børnene, for udover vores anæstesiologiske baggrund har vi også en stor pædagogisk opgave i at håndtere både børnene og deres forældre. Forældrene har netop overladt deres børn til os, mennesker, der skal operere på dem og sikre, at de sover trygt. Det er en enorm pædagogisk opgave,” fortæller hun.

Tilbage på Stue 4 er operationen af den 4-årige ved at nå sin ende.

Anæstesisygeplejersken har klargjort opvågningsengen med bamse og nusseklud.

”Når man skal vække et barn, er man mindre aktiv i at vække patienten, end når man skal vække en voksen fra bedøvelse,” fortæller Lone Damsgaard Holgaard, imens hun holder øje med barnets CO2-niveau.

Barnet løftes over i opvågningsengen, en portør ankommer, og Lone Damsgaard Holgaard går med til opvågningen.

”En rigtig superhelt,” siger hun til opvågningssygeplejersken, der tager imod den 4-årige, da opvågningssengen triller ind på stuen. Barnet sover, men får en Theo-bamse lagt ved siden af sig i sengen. Lone Damsgaard Holgaard fortæller opvågningssygeplejersken, at barnet er lovet uendelige mængder is, når det vågner.

”Det er vigtigt at holde, hvad man lover børn. De husker for det meste alle aftaler,” fortæller anæstesisygeplejersken smilende.