Sygeplejersken
"Det kan hurtigt blive mange penge"
42.000 kroner. Så meget fik Christina Kristensen tilbage i Skat, efter at hun i samarbejde med sin tillidsrepræsentant fandt ud af, at lønkontoret ikke havde brugt hendes fradrag i et år.
Sygeplejersken 2024 nr. 7, s. 57
Af:
Laura Elisabeth Lind
Foto:
Nils Meilvang
“Jeg sad en decemberdag i stuen og snakkede med min far om vores beskæftigelsesfradrag. Der fandt jeg ud af, at mit fradrag ikke står fremhævet separat på min lønseddel, som det gør på hans. Jeg gik ind og kiggede efter og kunne se, at det stod særskilt på tidligere lønsedler, fra da jeg arbejdede på hospitalet,” fortæller Christina Kristensen.
Hun er uddannet sygeplejerske i 2012, har de sidste 2½ år arbejdet som sundhedsplejerske på Bornholm og er nu på barsel med tredje barn indtil maj 2025.
“Da jeg efterfølgende kiggede lønsedlerne igennem, kunne jeg så også se, at jeg betalte utroligt meget i skat.”
I løbet af 2023 havde hun ikke studset over den lavere udbetalte løn:
“Det var lige ved årsskiftet, så jeg tænkte, at der måske var en ny trækprocent, et mindre fradrag eller andet. Jeg havde tiltro til, at der var styr på det,” siger hun og fortsætter:
“Lønnen kan også svinge meget afhængigt af, hvor mange kørselspenge jeg får for at køre rundt her på Bornholm som sundhedsplejerske. Og med vores travle familieliv havde jeg nok at se til og fik derfor ikke lige tjekket lønsedlerne igennem.”
Men som Christina Kristensen nu stod der med lønsedlerne foran sig, fik hun en mistanke om, at noget var galt.
“Så jeg sendte lønsedlerne til min TR, Rikke Spang. Hun syntes ikke, det så helt rigtigt ud, så hun kontaktede lønkontoret, der sagde, at jeg skulle kontakte dem direkte. Det viste sig, at mit fradrag stod til 0 kr. og havde gjort det siden januar 2023.”
42.000 går til barsel
Efter flere telefonopkald til Skat og lønkontoret kom der styr på tallene.
“Jeg fik 42.000 kroner tilbage i skat på næste forskudsopgørelse. Det er meget rart - de kommer til at betale for de 14 uger uden løn, som vi forlænger vores barsel med.”
Christina Kristensen er glad for, at fejlen blev opdaget.
“Man har mulighed for at få penge tilbage tre år bagud. Heldigvis ligger fejlen kun et år tilbage.”
Men efterfølgende har hun tænkt over, at det er besværligt, at skattefradraget ikke står tydeligt fremhævet på lønsedlen.
“Det står bare som en del af en udregning. Så det er nemt at overse, hvis det går lidt for stærkt med at se lønsedlen igennem. Det kan hurtigt blive til mange penge, hvis man ikke er opmærksom på det. Hvis jeg først havde haft den samtale med min far om fem år, så havde jeg mistet mange penge.”
Vil du som tillidsvalgt eller medlem fortælle om den forskel, tillidsvalgte gør, så skriv til redaktionen@dsr.dk
Hvad har du lært?
“Jeg tjekker mange ting på telefonen, men det ikke altid, man kan få det fulde overblik, når man skal køre frem og tilbage over flere sider. Så det er en god idé en gang imellem at sætte sig i fred og ro foran computeren - og også få lønsedlen forbi sin TR.”