Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sammen skridt for skridt

En sygeplejestuderende bliver dybt ramt af en metafor og bliver mindet om, at læring er en proces.

Sygeplejersken 2025 nr. 1, s. 66

Af:

Ann Petersen, 6. semester, UC Syd Esbjerg

Jeg var utrolig spændt på mit 6. semester af sygeplejerskeuddannelsen, fordi det omfattede en længere-varende praktikperiode på fem måneder. Dette semester gav mig mulighed for at videreudvikle mine sygeplejefaglige kompetencer og forstå, hvad klinisk lederskab og klinisk beslutningstagning indebærer i praksis. Jeg havde glædet mig særligt meget til denne periode, da jeg tidligere har arbejdet i hjemmeplejen og elsker at arbejde med ældre mennesker. Denne glæde blev kun bekræftet i løbet af praktikken. 

På skolen kan det nogle gange føles som om, der er et enormt pres for at kunne alt fra starten. Vi bliver ofte mindet om, at vi skal kunne alt, og hvis vi ikke kan det, vil vi aldrig blive gode sygeplejersker. Men det er præcis derfor, at praktik er så vigtigt. Det giver os mulighed for at møde virkelighedens udfordringer og forstå, at det ikke er verdens undergang ikke at vide alt fra starten. 

En konkret situation, der står klart i min hukommelse, var første gang, jeg skulle hjælpe med at lægge et kateter. Jeg kunne mærke nervøsiteten som små prik i fingrene, da jeg forberedte mig på opgaven. Selvom jeg havde læst om proceduren og set den udført et par gange, var det noget helt andet, pludselig at skulle gøre det selv. Jeg var usikker på, om mine hænder ville være rolige nok, og om jeg huskede alle trinene. Min vejleder kunne se min tøven og klappede mig beroligende på skulderen: “Det er en læringsproces. Vi tager det i dit tempo, og det er helt i orden, hvis det ikke sidder i skabet første gang,” sagde hun smilende. 

Sammen tog vi det skridt for skridt. Min vejleder guidede mig tålmodigt igennem, og jeg fik lov til at prøve et par gange, mens hun overvågede. Langsomt forsvandt min nervøsitet, og min selvtillid voksede. Efter et par forsøg følte jeg mig sikker nok til at gøre det selv. Det var en stor sejr for mig, og det var i det øjeblik, jeg for alvor forstod, at klinisk beslutningstagning også handler om at kende sine egne grænser og om at turde bede om hjælp, når man er usikker. 

Fra den dag følte jeg mig inkluderet i teamet. Mine kolleger tog godt imod mig og understregede, at det var helt naturligt ikke at kunne alt fra starten. De sammenlignede det med at tage kørekort: Selvom man lærer teknikken på køreskolen, er det først, når man sidder bag rattet selv, at man virkelig begynder at forstå, hvad det vil sige at køre. Den metafor ramte mig dybt. Det mindede mig om, at læring er en proces, og at både selvsikkerhed og færdigheder udvikles med tiden.  

Sygeplejersken forside blad 1 2025
Læs alle artikler i det seneste nummer af Sygeplejersken