Hun blev omskåret og skulle tvangsgiftes, nu er hun verdens bedste sygeplejerske

Knægten, der passer kiosken, genkender hende straks, da hun træder ind i butikken. 

”Det er jo vores berømthed,” siger han begejstret til Qabale Duba, der smiler bekræftende. 

Selv om Marsabit er en mindre by i det nordlige Kenya, er hun det tætteste, området kommer på en lokal verdensstjerne, og man skal ikke opholde sig med hende i mere end et par minutter, før man opdager, at hun er byens stolthed. 

Overalt vender indbyggerne sig efter hende, vinker, hilser eller kommer med en kæk bemærkning, mens hun handler ind eller tanker sin bil. 

”Ofte lader jeg som om, at jeg kender dem og svarer bare med et smil. Det føles godt, og det er vigtigt for mig at være ydmyg og holde fast i, at jeg er den samme person, som jeg altid har været,” fortæller den 35-årige sygeplejerske.  

På hospitalet i Marsabit, hvor Qabale Duba har sin daglige gang, er benovelse erstattet med kollegial anerkendelse. 

”Hun gør en kæmpe forskel for hele lokalområdet, og det er inspirerende at arbejde med hende,” lyder det fra en af hendes hospitalskolleger på den afdeling, hvor man tilbyder graviditetsundersøgelser. 

Lidt derfra, i en tilstødende bygning, har Qabale Duba sin egen kontorplads i hospitalets ’EOC – Emergency Operation Center’.  

Herfra leder hun den afdeling, der overvåger forskellige udbrud af infektionssygdomme i regionen, og her har hun gavn af den kandidatuddannelse i epidemiologi, hun tog i 2022. I disse dage er det især Mpox, malaria og marburg-virus, der optager hende.  

”Jeg blev færdiguddannet sygeplejerske i 2014, men jeg opdagede hurtigt, at jeg gerne ville arbejde lidt bredere med folkesundhed, og derfor tog jeg en kandidatgrad i epidemiologi for at favne bredere og have flere karrieremuligheder,” fortæller hun. 

Kåret som verdens bedste

Men når Qabale Duba i dag er Marsabits mest kendte ansigt, har det intet at gøre med abekopper, virusudbrud eller epidemiologisk forskning. 

Godt nok gjorde hun sig bemærket i lokalsamfundet op gennem 2010’erne ved både at være fotomodel, tage en videregående uddannelse og starte en skole i sin hjemby.  

Men berømmelsen accelererede i 2022, og hendes navn nåede pludselig langt udover Kenyas grænser, da hun blev kåret som verdens bedste sygeplejerske af Aster Guardians Global Nursing Award.  

Det skete under et prisuddelingsshow i Dubai og i konkurrence med 24.000 andre sygeplejersker fra 184 forskellige lande. Med prisen fulgte 250.000 amerikanske dollars – svarende til ca. 1,8 millioner kroner 

”Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg kunne blive anerkendt og fejret på den måde. Det her er et stort øjeblik for både Kenya, Afrika og for pigerne i den landsby, jeg kommer fra,” lød det fra prisvinderen, som tidligere har fortalt, hvordan det tog hende flere dage at begribe, hvad der var sket. 

For at forstå, hvorfor juryen valgte den 35-årige sygeplejerske foran 24.000 kolleger fra hele verden, skal man forstå Qabale Dubas opvækst. Og når man ser det sted, hun er rundet af, står det klart, hun er kommet langt. Meget langt endda. 

Salg af kvæg  betalte uddannelse

En times kørsel fra Marsabit ligger landsbyen Turbi, som Qabale Duba voksede op i.  

Det er et klassisk pastoralt landbrugssamfund, hvor pasning og pleje af familiens kvæg, kameler og geder udgør grundlaget for overlevelse. 

Det er ikke langt fra grænsen til Etiopien, og i en dansk kontekst ville man betragte stedet som en gennemfartsby, for her er intet, der er værd at stoppe for.  

Byen ligger for foden af en takket bjergkæde, men ellers er landskabet fladt, støvet og vindomsust, og byens manyatta-huse, som er bygget af grene, skrald og mudder, illustrerer på barsk vis den fattigdom, der dominerer her.  

Her voksede Qabale Duba op blandt hele 19 søskende i en polygam familie, og hun var som den sidstfødte også den eneste af børnene, som forældrene havde råd til at sende i skole.  

”Jeg var kvik som barn og god i skolen, og det gjorde, at jeg hele vejen op gennem min skolegang fik gode karakterer.” 

Men én ting er at være kvik, noget andet er at have råd til uddannelse på disse kanter. 

”Min far var kvægfarmer, og han solgte nogle kvæg, så der var råd til, at jeg kunne tage en ungdomsuddannelse, og min bror, som var soldat, finansierede mit første år på sygeplejestudiet. Resten fik jeg dækket af stipendier.” 

Selv om hun fortrinsvis er taknemmelig for sin opvækst, bærer hun alligevel en byrde fra barndommen.  

Omskåret som 12-årig

Omskæring af piger har gennem årtier været en udbredt kulturel praksis i Marsabit-regionen, og for Qabale Duba skete det, da hun var 12 år. 

”Jeg blev ikke tvunget. Men det er et kulturelt fænomen her, så det var bare noget, man skulle få gjort. Og jeg husker endda at være ked af, at de andre piger i klassen var blevet omskåret, mens jeg stadig ikke havde fået det gjort,” fortæller hun. 

Senere i livet og i takt med, at hun uddannede sig og blev belæst, blev hun opmærksom på alle de problemer, pigeomskæring fører med sig. 

”Efter jeg blev sygeplejerske, og efter at jeg selv blev mor, indså jeg alle de konsekvenser og helbredsmæssige problemer, der følger med kønslemlæstelse. Kvinderne går gennem en række komplikationer på grund af denne skadelige kulturelle praksis. Men der mangler viden i de her samfund. Det er også årsagen til, at jeg i dag laver forskellige oplysningskampagner i et forsøg på at bremse det.” 

Forlovet væk som 13-årig

På samme vis er tvangsægteskaber også en udbredt praksis i regionen, og for Qabale Duba var det planen, at hun skulle giftes bort, når hun fyldte 14 år. Faktisk var hun allerede blevet forlovet væk som 13-årig. 

”Alle pigerne blev giftet bort i 12-14-årsalderen. Så det var ikke meget anderledes for mig,” fortæller hun. 

Men den kvikke skolepige strittede imod, og både lærere, Qabale Dubas søskende og hendes mor kunne se, at hun kunne nå langt, hvis hun fortsatte sin skolegang. 

”Den eneste, der var imod, var min far. Men jeg kan ikke bebrejde ham, for sådan er kulturen. Men fordi alle andre omkring mig støttede mig, fik jeg lov at fortsætte skolen. Og mange år senere blev jeg gift med min mand, hvilket var mit helt eget valg,” fortæller Qabale Duba, som har to børn på fire og syv år med sin mand. 

Drabelig massakre inspirerede

Når man sammenholder Qabale Dubas nuværende tilværelse med den opvækst, hun havde i Turbi, er det tydeligt, at hun er nået langt.  

Det vil faktisk være en underdrivelse at kalde hende mønsterbryder.  

Flere har endda opfordret hende til at søge ind i politik, fortæller hun.  

Men det siger hende ikke noget, og hun føler, at hun kan opnå mere gennem sit fondsarbejde og sygeplejefaget, som hun fik øjnene op for som 15-årig, da der i 2005 udbrød en drabelig konflikt mellem forskellige stammeklaner i regionen. 

”Vi mistede 95 personer under massakren, og mange af dem døde på grund af manglende viden om førstehjælp. Det fik mig til at ville være sygeplejerske, fordi jeg der indså, at det kunne gøre en stor forskel. Og jeg har altid været meget omsorgsfuld og haft et ønske om at hjælpe syge mennesker omkring mig,” fortæller Qabale Duba, som i 2014 gennemførte sygeplejeuddannelsen ved Kenya Methodist University. 

Ville hjælpe en ny generation

Men allerede før hun var færdig med studierne, vidste hun, at det ikke var nok at arbejde på hospitalet i Marsabit.  

Hun ville også gøre en forskel for den nye generation af børn, især piger, der voksede op i Turbi, som måske ikke var lige så heldige som hende med at få adgang til skole og uddannelse.  

Samtidig ville hun dele den viden om sundhed, hygiejne og familieplanlægning, hun havde fået under sin uddannelse. Tilsvarende satte hun sig for at gå i rette med flere hundrede års kulturel og religiøs praksis og oplyse regionen om komplikationerne ved pigeomskæring. 

Derfor stiftede hun Qabale Duba Foundation, som kombinerer skolegang og almen oplysning om sundhedspleje. 

Underviser voksne i sundhed

Og det, der i 2014 startede med, at hun underviste fire piger i et blikskur, er på få år vokset til at omfatte to privatskoler, flere lærere og over 100 elever, som nu lærer at læse og skrive.  

Om aftenen er det byens voksne, der i overvejende grad er analfabeter, som lærer at læse, skrive og introduceres til almen sundheds- og seksualundervisning. 

”Mange af de her forældre har aldrig gået i skole. Deres viden er på et meget lavt niveau. Jeg er sygeplejerske, så det ligger mig meget på sinde at fortælle og undervise dem i basale sundhedsforhold, forklare dem om familieplanlægning, hygiejne, moderskab og seksualrettigheder. Turbi er et lille sted, der er ingen faciliteter, så kvinderne er vant til at føde hjemme. Men vi underviser dem i, hvad det vil sige at føde på et hospital,” siger hun. 

For Qabale Duba handler det grundlæggende om at give indbyggerne i Turbi nogle af de muligheder, som hun havde, så det ikke er overladt til tilfældigheder, om børnene får et godt liv. 
”Uddannelse har været afgørende for, at jeg har klaret mig, og det er enormt givende for mig at se, hvordan fonden langsomt ændrer børnene og forældrenes liv.” 

Og så er vi fremme ved årsagen til, at Qabale Duba i 2022 blev kåret som verdens bedste sygeplejerske.  

For kombinationen af hendes opvækst og hendes arbejde med at fremme uddannelse og oplysning gennem sygeplejefaget var udslagsgivende for, at juryen pegede på hende. 

”Qabale Duba har vist, hvordan analfabetisme forhindrede folk i at lære nye ting og i at ændre skadelige kulturelle normer. Og hendes resultater er tydelige. Kønslemlæstelse af kvinder og tvangsægteskaber er kraftigt reduceret, de gravide fra hendes samfund føder nu på hospitalet, og flere mødre sender deres døtre i skole. Som sygeplejerske har hun ændret sit lokalsamfund på en række områder, og nu inspirerer hun andre til at følge trop,” lød det fra komitéen.  

Den store pengepræmie, der fulgte med den ærefulde titel, har været et gedigent økonomisk rygstød til Qabale Dubas arbejde i Turbi.  

Det betød, at hun kunne bygge en skole mere med flere klasseværelser og en kantine, der sørger for frokost til eleverne. Samtidig er lønningsudgifterne til de ansatte dækket et godt stykke ud i fremtiden. 

Arbejdet med at drive fonden klarer hun sideløbende med fuldtidsjobbet på hospitalet i Marsabit.  

Hun erkender, at det til tider er hårdt og slidsomt, men det lægger på ingen måde en dæmper på hendes ambitioner. 

”Jeg håber, at vi en dag kan bygge et hospital i Turbi, så folk her ikke skal fragte sig selv 120 km ind til Marsabit, når de har brug for hjælp eller skal føde. Det ville gøre en stor forskel for området, og det er min helt store drøm.”