Skal sygeplejersken fjerne patientens kønsbehåring?

En dag tager Ida og de andre sygeplejersker på intensivafdelingen imod en ældre mand på over 65 år. Han er langtidsindlagt med en alvorlig hjerneskade og ligger i respirator. Han er inkontinent og blebruger. 

Ida har været sygeplejerske i over 10 år og er vant til at arbejde med patienter, der ikke kan svare for sig selv og f.eks. give udtryk for ønsker til personlig omsorg og hygiejne. Det er ofte en snak, hun og personalet tager med de pårørende. Men inden for det sidste års tid har hun stået i nogle situationer, der er på grænsen af, hvad hun synes, sygeplejens fokus på soignering og hygiejne omfatter. F.eks. spørger en pårørende en dag, om hun kan fjerne patientens næsehår - det plejer patienten at gøre. En anden dag bliver personalet bedt om at trimme håret på hovedet af en patient oftere, helst hver 14. dag. Og Ida bliver også spurgt, om hun kan barbere hele kroppen på en yngre patient - det plejer han at gøre en gang om ugen under bruseren. 

Der er også ønsker til den ældre herres kropsbehåring: 

“Hustruen fortæller, at han plejer at intimbarbere sig helt glat. Hun ønsker, at personalet gør det - helst hver dag. Hun er meget insisterende og synes, at den slags skal være, som det plejer,” fortæller Ida. 

Ida bliver i tvivl om, hvad hun skal gøre. Hun ser det som en sygeplejefaglig opgave at opretholde patienternes hygiejne og værdighed ved at tage dem i bad, påføre deodorant, frisere hår, barbere skæg, klippe negle, smøre dem med creme og give rent tøj på. Og hun kan godt forstå, at hustruen holder fast i, at så meget som muligt skal være, som det plejer - når nu alt pludselig er forandret. Så hvis han plejer at intimbarbere sig, er det så ikke bare det, som Ida og de andre skal gøre?

Omvendt synes hun, det er grænseoverskridende for dem at intimbarbere en ældre herre – og også på grænsen til et overgreb. Hun er i tvivl, om manden ville have ønsket, at andre skulle intimbarbere ham med en barberskraber, hvis han selv var i stand til at bestemme? Sygeplejerskerne har også nok at se til, så hun spørger sig selv, om det overhovedet er hendes opgave at intimbarbere sin patient - og er der egentlig forskel på en 23-årig og en mand over 65 år? Hun er meget i tvivl om, hvilket ben hun skal stå på.

”Der er ting, man selv kan opretholde, når man er ved sine fulde fem. Men spørgsmålet er, om de er lige så væsentlige i en intensivseng? Eller i en sygehusseng med patienter, der er ude af stand til at varetage det selv pga. sygdom, skade eller bevidsthedspåvirkning? Det kan være svært at lægge makeup og sætte hår med en brækket arm, så generelt set, kan det være nødvendigt med et andet niveau under en indlæggelse.“

Hvis en patient plejer at glatbarbere sit skæg, så gør personalet også det. Men de plejer ikke per automatik at intimbarbere patienter, der normalt gør det. 

“Der kan også være nogle hygiejniske argumenter imod det. For som blebruger kan der nemt opstå hudproblemer, hvis man påfører dem små rifter og knopper i et område, hvor der er urin og afføring. Det kan give svamp og infektioner.”

Hustruen er meget insisterende på, at de skal barbere hendes mand.  

“Der er ikke plads til at sige nej eller til at komme med vores argumenter for og imod barberingen. Det skal ske –og gerne dagligt.” 

Ida er i vildrede - er der en grænse for, hvad hun kan forventes at udføre, når det kommer til personlig pleje?