Hjerter på overarbejde

Den lille brystkasse bevæger sig op og ned, mens lægen flytter scannerhovedet roligt hen over den bare hud. Der er mørkt i rummet. Arthur ligger helt stille midt på den store voksenbriks. 10 uger gammel. Efter at have skreget i tre timer, sover han nu tungt.  

Ved siden af sidder Anja Hansen og hendes kæreste Morten Birk Djuurhus. De holder Arthur i hånden og skæver til skærmen, hvor lægen kan se Arthurs hjerte. Anja observerer farverne på skærmen. Hun ved, at farven er blå, når blodet løber væk fra scannerhovedet, og rød, når blodet løber mod scannerhovedet. 

”Jeg kan se, at de to farver er meget blandede. Jeg ved ikke, hvad det betyder. Men jeg ved, at de IKKE skal være blandede.” 

Anja Hansen er sygeplejerske på Karkirurgisk Ambulatorie på Sjællands Universitetshospital i Roskilde. Hun ved alt om ICD og pacemakere til voksne. Men i dag er hun ikke på arbejde. Hun er mor, og det er hendes lille dreng, der bliver hjertescannet på Neonatalafdelingen på Slagelse Sygehus. Datoen er 7. oktober 2024.  

Skræmmende hjertestartere

Anja Hansen blev uddannet fra sygeplejerskeuddannelsen i Slagelse sommeren 2018. Siden har Sygeplejersken fulgt hende fra de første måneder og usikkerheden i det første job på Hjertemedicinsk Afdeling på Slagelse Sygehus, gennem corona-epidemien, hvor hun gik forrest og frivilligt meldte sig til at arbejde med de meget syge corona-patienter. Og senere, da hun oplevede konsekvenserne af et presset arbejdsmiljø og blev sygemeldt med stress. 

Hun søgte nye græsgange og kom på Kardiologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Roskilde i 2022, hvor hun i dag er ansat på Pacemaker/ICD Klinik. Her mødte Sygeplejersken hende sidst, efter hun havde nået sin første milepæl i oplæringen af det ultratekniske område og selv var begyndt at have patienter med pacemaker.  

”Det næste trin var så, at jeg selv skulle kontrollere ICD-patienter. Det, syntes jeg, var voldsomt skræmmende. Det er de her indbyggede hjertestartere, som Christian Eriksen også har. Egentlig er de mere simple at kontrollere, men de kan også noget farligt. De kan virkelig støde,” siger Anja Hansen. 

Hun fik et kærligt skub af kollegerne, og så var hun også selvkørende i både at indstille ICD’erne rigtigt og tjekke og kontrollere de rapporter, der kom fra patienternes hjemmemonitorering, når der skete noget unormalt. Men der gik ikke længe før, Anja Hansen fik andre ting at forholde sig til. I slutningen af 2023 blev hun gravid.  

Et lykkeligt øjeblik

Om aftenen den 25. juli 2024 går jordemoderen rundt i køkkenet og smører boller i Anja Hansen og Morten Birk Djuurhus’ hjem. En lille gul trelænget gård omgivet af marker og natur i landsbyen Bromme lidt uden for Sorø. Hun serverer bollerne for de to nybagte forældre, som hun har puttet i sofaen med dyner og puder. Sammen med deres lille nyfødte søn.  

Han er lige kommet til verden der midt i stuen. Efter at vandet gik, gik det hurtigt. Anja sad noget tid og hoppede på en stor sølvgrå gymnastikbold for at få Arthur til at ligge rigtigt i bækkenet. Og pludselig var han klar til at komme ud. 

”Vi nåede ikke at få fyldt fødekarret op, men der var nok vand til, at jeg kunne føde i det. Bagefter skulle vi bare gå de to meter fra fødekarret hen til sofaen. Det var så dejligt roligt. Det var et stort, lykkeligt øjeblik.”  

Det var samtidig enden på et godt otte måneder langt mareridt. 

Opkast, plukveer og ro

Anja Hansen begyndte at kaste op fra første dag, hun blev gravid. Efter nogle uger blev kombinationen af opkast, svimmelhed og mavesmerter så voldsom, at hun gik til lægen.  

”Jeg blev indlagt for at finde ud af, hvad der var galt. Om det handlede om noget andet, end at jeg var gravid. Den dag måtte jeg så ringe til min chef og sige: Jeg er gravid i uge 5, og jeg er indlagt allerede,” fortæller hun og kan ikke lade være med at grine over det absurde i situationen.  

Hun blev sendt hjem med en konstatering af, at det blot var graviditetsgener. Tilbage på job blev hun deltidssygemeldt med det samme. Efter 10 uger fik hun det lidt bedre og kom tilbage på job fuldtid. Men mængden af plukveer gjorde, at hun i 25. uge blev fuldtidssygemeldt og beordret til at holde sig i ro. Ellers risikerede hun at gå i fødsel.  

Først i uge 35 af graviditeten blev hun sat fri. Derfra måtte hun lave, hvad hun ville – og gerne gå i fødsel.  

Hul i skillevæggen

Lægen er stadig i gang med at scanne Arthurs hjerte. Anja Hansen følger de røde og blå farver i Arthurs lille hjerte på skærmen. Der er stille i lokalet. Lægen bliver ved med at tage billeder af det lille hjerte i alle tænkelige vinkler. Han har forinden sagt, at han ikke vil forklare noget undervejs, men fortælle om det bagefter. I takt med at tiden går, og lægen tavst arbejder, bliver Anja Hansen bekræftet i sin bekymring om, at der noget galt med Arthur.  

”Nu har jeg jo set et par hjertescanninger på voksne. Jeg er på ingen måde ekspert i at kigge på det, men jeg tænkte, at det der ser forkert ud.” 

Lægen ruller tilbage på sin stol og snupper en tegning af et hjerte, som han lægger på briksen imellem dem. Han peger og fortæller, at Arthur har et stort hul i hjertet. Hullet betyder, at blodet ikke bliver pumpet den rigtige vej. I stedet løber noget af hans blod den forkerte vej og tilbage mod lungerne. Lægen forklarer, at hullet i nogle tilfælde kan lukkes af sig selv. Men i andre tilfælde skal det opereres. Arthurs hul er så stort, at det ikke vil kunne lukke sig selv. Men det er på Rigshospitalet, de skal tage den endelige beslutning. Det er dem, der opererer. 

”Jeg blev faktisk en lille smule lettet. Altså ... Det lyder måske åndssvagt, men jeg havde bare haft den fornemmelse af, at der var noget galt, i to måneder. Uden at vi kunne sætte en finger på, hvad det var. Og jeg synes, jeg prøvede mit bedste. F.eks. når jeg prøvede at holde ham varm, men han var altid fuldstændig drivvåd, samtidig med at han var kold,” siger Anja Hansen og uddyber: 

”Jeg kan jo godt se nu, at det var fordi, han koldsvedte. Fordi hans hjerte var på overarbejde, for at han kunne få ilt nok. Altså voksne patienter med hjertesvigt, de koldsveder jo. Det gav pludselig mening, at jeg ikke har kunnet give mit barn det rigtige tøj på, fordi der ikke har været noget rigtigt. Der var bare mange ting, der faldt på plads. Og jeg tænkte bare, at endelig er der er nogen, der vil kigge på mit barn.” 

Skrig og ingen mad

Der gik kun få dage, fra Arthur kom til verden, til problemerne begyndte. De kunne ikke få ham til at amme, og sutteflasken virkede heller ikke. Han havde gulsot og skreg og skreg og skreg. Det var jo nok kolik. Han var i forvejen en lille fyr på blot 2.700 gram, da han kom til verden. Anja Hansen og hendes kæreste kæmpede for at få mælk i ham og skiftedes til være hos ham. De var som zombier. Til Arthurs femugers-undersøgelse hos lægen, lyttede lægen til hans hjerte. Hun henviste ham straks til en hjertescanning.  

Anja Hansen var målløs, da Arthur fik en tid på Holbæk Sygehus fire måneder senere. Hun blev desperat og begyndte at ringe rundt. I Slagelse var der seks måneders ventetid. I Roskilde fem måneder. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Tiden gik. Fem uger senere tog Anja Hansen Arthur med til sin læge igen. Hun sendte dem direkte på børneakutmodtagelsen på Slagelse Sygehus, hvor de fandt en læge, der ville scanne ham. Dagen efter blev Arthur godkendt til en hjerteoperation på Rigshospitalet.  

Arthur var dog blevet så dårlig, at han måtte i behandling, inden operationen kunne gennemføres. Han havde væske i begge lunger og skulle have vanddrivende mod det. Samtidig begyndte han at få mad gennem sonde. I de tre uger frem til operationen var han indlagt på Slagelse Sygehus – med sin mor og far.   

En stærk lille mand

Rigshospitalet 28. oktober 2024. Anja Hansen og Morten Birk Djuurhus går gennem børnehjerteafdelingen og videre til intensiv. De hænger deres overtøj og spritter hænderne, før de går gennem skydedøren. De får øje på Arthur.  

Omgivet af slanger, der stikker ud fra den lille dyne og et blåt strikket tæppe, der ligger over ham, sover Arthur. Sengen minder om en kuvøse med gennemsigtige sider og står lidt på skrå. Han har et løst klæde for øjnene. I det ene næsebor sidder respiratorslangen. I det andet en sonde. Kinderne er blege og på toppen stikker en lille mørk hårtop op med et rødligt skær. 

”Det var meget voldsomt at se ham sådan. Ens lille baby. Der var så mange slanger og meget udstyr. Jeg tror næsten, at jeg blev mere bekymret og bange der, end jeg var før operationen. Meget kunne gå galt.” 

Men operationen er gået, som den skal. Og langsomt kommer Arthur til hægterne. Efter et par dage på intensiv og derefter fem på børneafdelingen bliver de overført til Slagelse Sygehus, hvor han skal lære at spise igen efter at have fået sonde i mange uger. Her er de en uge, før de kommer helt hjem.  

Barsel lakker mod enden

Marts 2025. Smilet går helt op til ørerne, og blikket er nysgerrigt og blåt. Otte måneder gamle Arthur bevæger ivrigt armene i favnen på sin mor og byder velkommen ind i det lille gule gårdhus. Han og Anja Hansen er næsten lige kommet ind ad døren efter et besøg på hendes arbejdsplads i Roskilde.  

Tanken om at skulle tilbage på arbejde til maj og især den lange transporttid, har gået Anja Hansen på i et stykke tid. At være så meget væk fra Arthur har rumsteret i hovedet. Men dagens snak med kollegerne har fået humøret op. Der er forståelse for hendes situation, og de er klar på at tale om både hjemmearbejdsdage og andre mødetider.  

Hjemme er mange ting blevet lettere efter operationen. Arthur er stort set aldrig ked af det. Han sover godt og er glad, når han er vågen. Han spiser. Måske ikke helt så meget, som andre. Men nok.