"Vi har muligheder, man nok ikke finder mange andre steder"

Berit Bjerregaard Krieger fortæller:

"Jeg er ret god til at møde børnene dér, hvor de er, og tage udgangspunkt i deres behov. Omsorg og tryghed er helt centrale elementer i mit arbejde. De børn, der har brug for et kram, får et kram, og dem, der ikke ønsker fysisk kontakt, respekterer jeg naturligvis, især de mere autistiske børn.

På Behandlingsskolerne har vi elever fra 0.-10. klasse.

Vi er et skole- og dagbehandlingstilbud til børn med forskellige udfordringer såsom autisme, ADHD, spiseforstyrrelse, angst, depression eller OCD. Vi har i alt 17 skoler rundt om i landet med over 500 elever. Her på mine to skoler i Vanløse er der sammenlagt omkring 90 elever, hvor jeg arbejder tæt sammen med lærere og pædagoger.

Udover skolerne har vi også vores eget specialiserede behandlingscenter i Vanløse, hvor vi arbejder tværfagligt i et team bestående af to psykiatere, en pædiater, en ergoterapeut, en udredningspsykolog og syv dedikerede syge- og sundhedsplejersker, der sammen sikrer en helhedsorienteret behandling."

Samtaler og undervisning

"Jeg er fast på mine skoler i Vanløse tre dage om ugen og har mit eget kontor. Jeg møder eleverne til sundhedssamtaler, som er en slags udvidet version af det, man kender fra sundhedsplejersken.

Samtalerne giver mulighed for at identificere særlige fokusområder for den enkelte elev. Hvis der f.eks. er udfordringer med kost og motion, pubertet og seksualitet, søvn, hygiejne, medicinsk behandling eller andre helbredsmæssige forhold, kan vi starte et målrettet forløb for at støtte eleven bedst muligt. 

Nogle dage er jeg i klasserne og underviser i f.eks. seksualundervisning. Andre dage handler det mere om at styrke fællesskabet med hyggelige og sociale aktiviteter, hvor vi skaber et trygt rum for samtale og samvær. Udover at være uddannet sygeplejerske er jeg også uddannet klinisk vejleder, seksualvejleder og vanecoach med fokus på kost og motion.

Når jeg ikke er på mine skoler, er jeg som oftest i det specialiserede behandlingscenter. Der kan også være behov for, at jeg skal assistere en sygeplejekollega på en anden skole. Før jeg kom hertil for otte år siden, arbejdede jeg i børne- og ungepsykiatrien (BUC) med skolebørn og inden da på Rigshospitalet med hjertebørn. Jeg har derfor bred erfaring indenfor både pædiatri og psykiatri."

Følger børnene tæt

"Det, der virkelig har fanget mig ved at være her, er samspillet mellem psykiatrien og somatikken – at begge områder skal prioriteres lige højt og går hånd i hånd.

Rigtig mange børn får en eller anden form for medicin, som ADHD-medicin, antidepressiva eller stemningsstabiliserende præparater. Sammen med vores tilknyttede psykiater kan vi ikke blot monitorere deres medicin, men også følge dem tæt i hverdagen – både i klasserne og i samarbejde med de forskellige
teams.

Det giver os en unik mulighed for at sikre, at behandlingen fungerer, og at barnet trives.

Jeg har mulighed for at følge deres værdier, gå i dialog og forstå, hvordan de virkelig har det, også bag den facade, de ofte kan sætte op. Jeg er meget tæt på børnene, både med omsorg og nærvær, men også gennem fysisk aktivitet, hvor vi arbejder med deres krop og velbefindende. 

Jeg har kendt flere af børnene i mange år, og det er helt specielt at se deres udvikling. Det fascinerende ved arbejdet er netop, at jeg får lov til at favne bredt. Der er både akutte opgaver, psykiatri, somatik og sundhedspleje."

Lus og ny frisure

"Det, der driver mig, er uden tvivl arbejdet med børn. Jeg føler mig privilegeret over at få lov til det. Jeg havde engang en elev, der havde utroligt mange lus. Jeg fik lov af hendes mor til at kæmme og behandle hende, og bagefter farvede og klippede vi hendes hår. Da hun gik herfra, havde hun ikke bare et lusefrit hoved, men også en helt ny frisure. 

Måske er det ikke klassisk sygepleje, men det er stadig en del af omsorgen og det arbejde, vi laver her. Det er i hvert fald en oplevelse, der stadig står klart i min erindring. Det, at vi virkelig kan gøre en forskel, betyder meget for mig. Fordi vi har børnene så tæt på og samarbejder på tværs af faggrupper, har vi muligheder, man nok ikke finder mange andre steder.

En stor del af arbejdet handler også om at støtte forældrene med f.eks. at huske dem på, at give deres børn medicin. Desuden at påminde dem om aftaler, hjælpe med at facilitere eller deltage ved konsultationer i psykiatrien eller somatikken samt tilbyde hjælp til f.eks. at udarbejde madplaner og støtte op omkring muligheden for fysisk aktivitet i fritiden.

Når det er nødvendigt, kan vi indkalde til hastemøder, være med til netværksmøder og tale med sagsbehandlere. Vi har mulighed for at tænke bredt og finde løsninger, som kan gøre en forskel for både børnene og deres familier.

Den her stilling giver så meget på så mange måder, og jeg ser den som helt unik."