Patienten er til fare for personalet og sig selv. Skal han holdes i respirator?

Hannah gør klar til at modtage en yngre mand, som er på vej fra operationsstuen til intensivafdelingens store observationsstue med seks senge. Han har et misbrug, en psykiatrisk diagnose og er kommet til skade og har fået en slem infektion med kødædende bakterier. Derfor skal han opereres ad flere omgange. Men opvågningen viser sig ikke at være nem:

“Vi skal have ham vækket og ud ad respirator. Men hans psykose, den medicin, vi giver og hans akut kritiske sygdom gør ham rundt på gulvet. Han vil væk fra stuen. Vi forsøger at sørge for, at han ikke gør skade på sig selv eller os, så vi er hele tiden 1-2 sygeplejersker omkring ham,” fortæller Hannah og fortsætter:

“Hver gang han prøver at rejse sig op, taler vi ham til ro, og vi er også nødt til at give ham beroligende medicin, for at han ikke vælter ud over sengekanten. En af mine kollegaer får et slag i ansigtet, fordi han svinger armen rundt, idet han prøver at komme væk. Det hele er meget kaotisk.”

Klokken er ved at være 15, og han skal endnu en gang opereres og i respirator. Hannah og hendes kollega taler med lægen om, hvorvidt patienten kan forblive i respirator, når han kommer tilbage, så de kan undgå at vække ham lige i begyndelsen af aftenvagten, hvor de kun er to sygeplejersker og to læger. 

Men lægerne er uenige. Jo længere tid i respirator, jo større risiko er der for lungebetændelse og andre tilstødende komplikationer. Den er Hannah med på, men hun frygter for de næste timer hen over aftenen og natten:

“Vi står låst der på stuen i 8-12 timer, hvor vi prøver at holde patienten i sengen. Vi får slag og spark og kan se, hvor ukomfortabel han er. Det oplever lægerne ikke. De er der kun 10-15 minutter ad gangen.”

Patienten kommer tilbage fra operationen. Han har en voldsom opvågning. Han er ked af det, bange, har ondt og han forstår ikke, hvad der foregår.

“Så vi ender med at stå tre sygeplejersker og to portører for at berolige ham og holde ham i sengen. Vi er bange for, at han får revet VAC-forbinding, sonde, drop og arteriekanylen løs. Til sidst ringer vi og beder en af lægerne om at komme. Hun siger i telefonen, at vi bare skal blive ved med at være ved ham.”

Lægen mener, det er bedst at prøve alle nonfarmakologiske tiltag, før de kan overveje at give medicin igen. Men Hannah og hendes kolleger har allerede prøvet at tjekke hans ble, lejre ham, trække sig lidt, være der for ham og spørge ind til, om han har ondt eller har kvalme. Intet kan få ham til at falde til ro. 

“Det er frustrerende. Generelt er vores læger gode til at lytte til vores observationer, men en gang imellem står vi i hver vores lejr.”

Hannah og hendes kolleger er i tvivl om, hvad de skal gøre. Har lægen ret? Måske falder han til ro hen ad vejen. Det vil jo være bedst for patientens helbred, hvis de kan undgå at give ham den sløvende medicin og undgå respirator og komplikationer. Omvendt så risikerer de lige nu spark og slag, ligesom han selv er forpint. Det er heller ikke holdbart, at de er så mange hos ham, mens andre patienter må vente. Hvad gør hun?