Sygeplejersken
Fokus på forskning
Sygeplejersken 2025 nr. 3, s. 43
Af:
Maja Anna Rasmussen, Journalist
Ansvar og udfordringer i den sidste pleje
Sygeplejerske og ph.d. Anne Kristine Sørstrøms afhandling ’Tilrettelegging av hjemmedød. Ansvar og utfordringer for sykepleiere’ fra Nord Universitet undersøger, hvordan sygeplejersker oplever arbejdet med at tilrettelægge palliative forløb i hjemmet.
Resultaterne viser, at et godt arbejdsmiljø, kontinuitet og trygge relationer støtter arbejdet, mens barrierer som mangel på palliationserfaring, udstyr og natdækning skaber udfordringer.
Sygeplejersker strækker sig ofte ud over deres arbejdstid og arbejder ulønnet for at sikre en god støtte. Samarbejdet med pårørende og hospitaler er centralt, men vanskeligt.
Anne Kristine Sørstrøms forskning fra Nordnorge giver ny indsigt i, hvordan geografiske og strukturelle forhold påvirker plejen og rejser spørgsmål om retfærdige arbejdsvilkår og bæredygtig organisering af hjemmebaseret palliativ indsats.
Afhandlingen kan bl.a. læses på Sykepleien.no (søg på afhandlingens titel).
/mrn
Sygeplejeopgaver forsømmes på grund af travlhed
Et nationalt studie viser, at plejepersonalet på danske hospitaler ofte må undlade op mod halvdelen af den nødvendige sygepleje – et fænomen kaldet Missed Nursing Care. Undersøgelsen bygger på 3.507 besvarelser fra 19 hospitaler og dokumenterer, at opgaver som mobilisering, mundpleje, omsorg, patientinformation, dokumentation og deltagelse i tværfaglige møder ofte nedprioriteres til fordel for akutte situationer.
Årsagerne er bl.a. utilstrækkelig bemanding, flere og mere komplekse patienter samt et højt flow af indlæggelser og udskrivelser. Det skaber et krydspres mellem faglighed og rammer, hvor strukturelle forhold tvinger personalet til at fravælge opgaver, de ved er vigtige. Missed Nursing Care kan medføre komplikationer og forlænget indlæggelse og påvirker også plejepersonalets trivsel og arbejdsglæde, fordi det opleves utilfredsstillende ikke at kunne yde den sygepleje, man fagligt finder nødvendig. Sygeplejerske og seniorforsker Hanne Mainz står sammen med et forskerhold bag undersøgelsen.
/mrn
Alle blev belastet psykisk
Covid-19-pandemien skabte ikke kun nye arbejdsvilkår – den affødte også ny forskning i de sociale og psykologiske konsekvenser. På Rigshospitalet blev forskningsenheden IMPACT omstillet, så man kunne fokusere på at dokumentere patienter, pårørende og sundhedspersonales oplevelser. Forskerne indsamlede kvalitative data gennem interviews og spørgeskemaer for at forstå, hvordan det føltes at være patient under isolation, pårørende uden adgang og sundhedsansat med ansvar under ekstreme vilkår. Resultaterne viste, at frygten for smitte, skyld-følelse og følelsen af at være overladt til sig selv prægede alle grupper.
Forskningen gav indsigt i, hvordan beredskabet påvirker det relationelle aspekt af sygepleje og peger frem mod et sundhedsvæsen, der i fremtidige kriser i højere grad må medtænke både psykisk belastning og kommunikationsstrategier. Bag forskningen står blandt andre sygeplejerske og professor Selina Kikkenborg Berg. Læs interview med hende på dsr.dk
/mrn