Sammen om sorgen

Der er en halv times tid, til arrangementet går i gang, men folk er begyndt at dukke op. De ankommer parvis, i grupper eller alene. Unge, gamle, nogle midt imellem. En enkelt sovende baby i barnevogn er også med. 

Lidt efter lidt vikler de sig ud af deres tykke jakker, uldne huer og halstørklæder og tager plads ved de firkantede borde, der er pyntet med højrøde vinterbær og små sten. Nogle af stenene er bare. Andre har små påmalede tegninger og beskeder. Et livstræ, en blomst. Tre små hjerter. ”Du mangler.” ”Du er her stadig.” ”Gemt i mit hjerte.” ”Elsker dig for evigt.”

Uden for vinduerne er himlen grå og tiltagende mørk. Fra et klaver i hjørnet fylder musikterapeuten nænsomt lokalet med tonerne af ’Nu falmer skoven trindt om land.’ To sygeplejersker ved døren sørger for, at alle de tilmeldte pårørende bliver krydset af ved ankomst – med god grund.

”Der var et arrangement, hvor en pårørende smuttede ind, uden at vi opdagede det,” fortæller teamleder og sygeplejerske Rikke Boeriis Leth Mikkelsen, da Sygeplejersken spørger ind til den grundige registrering. 

”De blev noteret som udeblivende, og navnet på deres afdøde kære var derfor ikke med i navneoplæsningsceremonien,” fortsætter hun og tilføjer:

”Det blev den pårørende enormt ked af. Det gjorde vi også.”

Afrunding, ikke afslutning

Egentlig hedder det ikke kun ”pårørende”. I hvert fald ikke i dag, hvor Enhed for Lindrende Behandling på Regionshospitalet Randers har inviteret til deres halvårlige mindearrangement for familierne til de patienter, der inden for de seneste måneder er afgået ved døden efter at have være tilknyttet afsnittet. 

I stedet foretrækker Rikke Boeriis Leth Mikkelsen og resten af teamet at kalde dem ”efterlevende pårørende”.

”De er stadig pårørende, men det menneske, de er pårørende til, er her jo ikke mere, og deres tilknytning til enheden er ophørt. Men for både dem og os kan det føles uforløst eller uafsluttet, især efter de længere sygdomsforløb,” forklarer hun.

Efter et studiebesøg i Australien med deltagelse i et lignende arrangement, foreslog en af teamets overlæger, at de i enheden i Randers forsøgte sig med noget tilsvarende. Som sagt, så gjort.

”Vi blev ret hurtigt sikre på, at det var en god idé. På den her måde får familierne – jeg vil ikke sige en afslutning, for de skal jo netop leve videre med sorgen, og det slutter ikke for dem, når de går herfra i dag. Jeg vil nok hellere kalde det en afrunding på deres tid hos os,” siger Rikke Boeriis Leth Mikkelsen.

Psykolog, præst og stilhed

Denne eftermiddag er der 35 tilmeldte. På programmet er der en fælles velkomst, efterfulgt af et oplæg af teamets psykolog om sorg. Herefter et par ord fra hospitalspræsten, inden navnene på de afdøde patienter bliver læst op af personalet. De pårørende bliver inviteret til at dekorere deres egne sten med små budskaber, som de enten kan efterlade på et lille alter eller tage med sig hjem. Hvis de altså har lyst.

Nogle af de fremmødte pårørende taler lavmælt sammen, mens andre sidder i stilhed og kigger frem for sig. Stemningen er andægtig, og man fornemmer, at sorgen ligger lige under overfladen. I adskillige ansigter kan den aflæses tydeligt.

Et vigtigt punktum

Enheden begyndte at afholde mindearrangementerne for omkring seks år siden. Rikke Boeriis Leth Mikkelsen fortæller, at de indtil da kun havde afsluttende kontakt med de pårørende i form af et opfølgende opkald 10-14 dage efter.

”Det gør vi stadig, men når det er så tæt på, er det ofte de praktiske ting omkring dødsfaldet, der fylder meget hos de efterlevende. Samtidig er sorgen meget ny og overvældende. Derfor er det rart at se dem igen, når der er gået nogle måneder, og de fleste er et lidt andet sted,” siger hun.

For arrangementet er ikke udelukkende til for de efterlevende. Det er også en hjælp for personalet i teamet, fortæller Jette Aude, som er sygeplejerske i enheden. For hende er arrangementerne også et punktum, der er rart at få sat.

”Man får en afslutning på nogle forløb, hvor man ofte kommer meget tæt på. Når man sender de her mennesker ud ad døren for sidste gang, er det på et af de mest sårbare tidspunkter i hele deres liv. På den her måde får man lige set, hvordan det går med dem, og at de er okay,” siger hun og fortsætter: 

”Vi har mange patienter, så det er selvfølgelig ikke alle, der står lige friskt i erindringen. Men de pårørende har en forventning om, at vi kan huske dem. Derfor læser vi op på alle patienterne og forbereder os meget. Det koster nogle ressourcer, men det er det værd.”

Føler sig mindre alene

I alt varer mindearrangementerne ca. to timer hver gang. Den sidste time er dedikeret til kaffe, kage og fri snak, hvor personalet og de pårørende kan bevæge sig rundt og få talt med hinanden, siger Rikke Boeriis Leth Mikkelsen.

”Vi forsøger at nå rundt til alle, for langt de fleste vil gerne snakke om deres forløb hos os, og hvordan de har det nu. Det er vigtigt for os, at de føler sig set og hørt. Vi arbejder efter WHO’s definition af palliation, hvor det ikke kun handler om at lindre for patienterne, men også deres familier,” fortæller hun.

At arrangementerne har en stor betydning for de pårørende, kan Trine Porse Hansen og Stine Porse Hansen kun tilslutte sig. De er søstre og mistede deres far for ca. fem måneder siden. Sammen med deres nærmeste er de mødt op i dag for at mindes ham og være sammen med andre i sorgen.

”Jeg er selv sygeplejerske, og jeg synes, det her giver rigtig god mening. Måden, vores far døde på, var lidt voldsom og brat, så det er virkelig rart at kunne komme her og få en form for afslutning. Også selvom de faktisk tog rigtig fin hånd om os og tilbød, at den læge og sygeplejerske, der kendte far, kunne komme hjem til os og tale det igennem,” fortæller Trine Porse Hansen.

Stine Porse Hansen nikker.

”Meget af det, psykologen fortalte om sorg, var også noget, jeg kunne genkende mig selv i. Og selvom det er tungt, så er det også rart at sidde i et lokale sammen med andre mennesker, der ved, hvordan du har det, fordi de har det på samme måde. Så føler man sig ikke så alene,” siger hun.