Tid og grundighed kan redde skæve liv

1. Hvad viser din forskning?

Overordnet forsker jeg i ulighed i sundhed – særligt i den store overdødelighed blandt mennesker med psykisk sygdom. De dør tidligere end resten af befolkningen, ofte af helt almindelige, forebyggelige sygdomme.  

Mit projekt undersøger, hvordan retspsykiatrien kan blive bedre til at opdage og håndtere fysisk sygdom hos patientgruppen. Vi udviklede en model, hvor en praktiserende læge i Region Midtjylland fik ansvaret for patienter i retspsykiatrien. Lægen havde god tid, var grundigt forberedt og kunne se patienterne på en måde, der tog højde for deres sygdomskompleksitet.  

Resultatet var lovende: Med bedre struktur og mere tid kan man opdage problemer tidligere og skabe et mere sammenhængende behandlingsforløb. 

2. Hvordan kan din forskning bruges i praksis?

Lige nu arbejder man på at integrere somatik og psykiatri bedre, og her kan vores erfaringer bruges direkte. Sundhedsvæsenet er i høj grad designet til borgere med høj sundhedskompetence: Dem, der møder til tiden, lytter, spørger og forstår.  

Men vi møder også patienter, der er skæve, ikke-kompatible eller har kaotiske liv. Her kan man ikke bare følge standardiserede pakkeforløb. Vores projekt viser, at man kan forhindre, at patienter falder ud af forløb. 

3. Kan nogen uden for din egen kontekst bruge din forskning? 

Ja. Alle dele af sundhedsvæsenet. Effektivisering og digitalisering fungerer fint for dem, der er ressourcestærke. Men vi taber dem, der ikke er.  

Pointen er: Systemet skal tilpasses de borgere, der har behov for det – ikke kun dem, der er nemme at have med at gøre. Som sygeplejersker må vi nogle gange gå uden for retningslinjerne for at fastholde relationen og sikre, at patienterne ikke giver op. Det kan være små ting som at gå med en patient ud at ryge på et dårligt tidspunkt, fordi relationen er vigtigere end reglen.  

Den logik gælder også i tandplejen, kommuner og sociale systemer. Mange falder mellem stolene, hvis vi kun tænker effektivt og ikke menneskeligt.  

4. Hvad fik dig til at forske?  

Jeg har arbejdet 10 år som sygeplejerske inden for psykiatri og misbrugsbehandling i kommuner og kunne mærke, at jeg manglede at bygge videre på min faglighed. Jeg søgte ind på en sundhedsfaglig kandidatuddannelse for at blive klogere. Her mødte jeg to overlæger i retspsykiatrien, som viste mig tillid og inviterede mig ind i deres forskningsprojekter. Vi rejste bl.a. tre uger til Grønland for at samle data – en intens og formativ oplevelse. Dér opdagede jeg, at jeg slet ikke var færdig med at forske.  
 

5. Har du et råd til en sygeplejerske med en forsker i maven? 

Start med at tale med din leder om mulighederne og find nogle gode ”legekammerater”. Når folk ved, at du er interesseret, kan du blive inviteret med til små projekter, få lov at samle data ind eller deltage i journal clubs.   

Netværk betyder meget. Det samme gør efteruddannelse. En kandidatuddannelse kan give både faglig tyngde og de formelle papirer, der gør en forskerkarriere mulig.