Vi skal lytte frem for at løse

Hvad viser din forskning? 

Min forskning viser, at mennesker med selvskade oplever
stor skam og ensomhed, og at de ofte føler sig dømt og stigmatiseret i mødet med sundhedsvæsenet, hvilket bidrager til, at nogle søger mod onlinefællesskaber centreret omkring selvskade- og selvmordsadfærd.   

Som sundhedsprofessionelle vil vi gerne hjælpe og finde løsninger, men de her patienter har ofte svært ved at sætte ord på deres følelser og behov. De har i højere grad brug for at blive rummet og lyttet til – uden hele tiden at skulle forholde sig til, hvad de tænker og føler, og hvad løsningen skal være.  

Og netop den støtte finder mange af dem i onlinefællesskaber, hvor de oplever, at de kan åbne sig op uden at føle, at de bliver dømt eller afkrævet svar. Her møder de forståelse, omsorg og ligeværdige at spejle sig i, og fællesskaberne er for mange en stor del af helingsprocessen, om end deltagelsen også er forbundet med risici. I bund og grund viser min forskning, at recovery på ingen måde er en lineær proces.

Hvordan kan din forskning bruges i praksis?  

Min forskning kan forhåbentlig bidrage til at styrke fagprofessionelles forståelse af mennesker med selvskade og selvskade som fænomen. Jeg håber, at den kan medvirke til øget viden og bedre samarbejde med patienterne.

Hvis vi møder patienterne med mere nysgerrighed, rummelighed,  høj faglighed og med mindre usikkerhed og manglende forståelse, er der bedre mulighed for at etablere en god relation og blive bedre til at indgå i dialog om deres selvskade og onlineliv. 

Kan nogen uden for din egen kontekst bruge din forskning?  

Selvom forskningen tager ud-gangspunkt i psykiatrien, så møder vi mennesker i krise og mennesker med selvskade i akutmodtagelserne, somatikken, kommunerne og i almen praksis m.m. Så mange af pointerne er relevante i hele sundhedsvæsenet.

Hvad fik dig til at forske?  

I psykiatrien mødte jeg igen og igen patienter med selvskade, som følte sig misforstået. Der var noget i vores system, relation og faglighed, der gjorde, at deres behov ikke blev mødt tilstrækkeligt. Derfor har jeg generelt været nysgerrig på at undersøge, hvordan vi bedre kan forstå patienterne og deres online-liv samt bidrage til bedre behandling i praksis.

Har du et råd til en sygeplejerske med en forsker i maven? 

Mange gode forskningsspørgsmål opstår lige præcis der, hvor man som sygeplejerske undrer sig over noget og tænker: Hvorfor gør vi egentlig sådan? Man behøver ikke at kende hele vejen fra start af, men hvis man er nysgerrig og tør at stille spørgsmål ved sin egen og andres praksis, så kommer man langt. Det er helt klart også en anbefaling at finde et emne, som man synes er spændende og gerne vil bruge meget af sin energi på.