Skal vi fortsætte med at give blod eller ej?

Tvivlen gnaver i Tanja og resten af personalet. De er ofte i tvivl om, hvor længe de skal blive ved med at give blod til patienter med kræftsygdommen Myelodysplastisk Syndrom (MDS).

“Patienterne har fået forskellig kræftbehandling, men der er ikke mere at gøre. Knoglemarven er svækket, og der dannes ikke nok røde blodlegemer. Så sygdommen spiser blodet, kan man sige. Men vi kan holde patienterne i live ved at give dem blod,” siger Tanja.

Hun arbejder i et Hæmatologisk Ambulatorium. En af patienterne med MDS er kommet i ambulatoriet i flere år. Hver uge får hun blod. Men i løbet af årene er det gået ned ad bakke med patientens helbred. Hun er immobil, der er problemer med hjerte og nyrer, og nu er der også stødt en infektion til, som hun er for dårlig til at blive behandlet for. Patienten har ingen familie. Intet netværk. 

“Hun siger ikke meget, men hun er tryg ved at komme her og er meget fast bestemt på, at hun gerne vil blive ved med at have blod,” siger Tanja og tilføjer: 

“Alle vil leve. Ingen er klar til at dø, når man ved, man kan overleve.”

Flere på afdelingen hælder umiddelbart til, at behandlingen må stoppe. Tanja kan også se flere gode argumenter for det:

“Patienten har ikke noget at stå op til. Det går den gale vej helbredsmæssigt, og hun retter sig ikke af behandlingen. Hun er så syg af sin sygdom, men hun er ikke klar til dø.”

Tanja erkender, at billedet måske så anderledes ud, hvis patientens liv også var anderledes:

“Var det en ung kvinde med små børn, så havde jeg nok i højere grad syntes, at vi skulle stræbe efter at give patienten den bedste sidste tid - indtil der måske ville støde en infektion eller andet til, som naturligt sætter en stopper for livet.”

Omvendt er der også argumenter for at fortsætte behandlingen. Der er forskellige synspunkter blandt personalet, og flere på afsnittet, herunder patientens læge, mener, at de skal fortsætte med at give blod, så længe patienten ønsker det. Det får Tanja til at spørge sig selv, om de som sundhedspersonale egentlig kan gøre sig til dommer over patientens liv og livskvalitet?

Personalet har haft dilemmaet oppe at vende på en lægekonference. De har også haft situationer, hvor en pårørende til en blod-syg patient efter et længere forløb med tilstødende komplikationer selv har sagt, at de nok skulle have stoppet behandlingen med blod noget før. Tanja oplever da også en generel berøringsangst ift. at tale med patienterne om døden. Flere gange har de sendt patienter videre til Palliativ Afdeling. De patienter har kun overlevet 1½ uges tid, for der har personalet hurtigt valgt at tage snakken om døden og er derefter stoppet med at give blod.

“Det har fået mig til at overveje, om vi skal være bedre til at sætte ord på den udvikling, der er i sygdommen, så patienterne forstår, når de ikke har livet foran sig,” siger Tanja.

“Den her patient er i et terminalt forløb, uden at være aktivt terminal. For vi holder hende i live. Ingen tager en ordentlig snak med hende om livet og døden.”

Hun og hendes tætte sygeplejekollega bliver i tvivl om, hvad de skal gøre. Skal de vende sagen med en anden læge? Skal de tage en ordentlig snak med patienten? Eller skal de fortsætte med den livsforlængende behandling? Hvad skal Tanja gøre?

Del dit dilemma!

Skriv til redaktionen@dsr.dk og skriv dit ’Dilemma’ i emnefeltet. Det er muligt at være anonym.