Flere tryksår trods viden

”Det må vi kunne gøre meget bedre.”

Vi skriver 2008, og sårsygeplejerske Aase Fremmelevholm har netop fået resultatet af den første prævalensundersøgelse af tryksår blandt indlagte patienter på Odense Universitetshospital (OUH). Hun var med til at gennemføre den og er ikke imponeret.

”17,1 pct. af de indlagte patienter havde tryksår. Det var skræmmende højt, og vi kunne konstatere, at der slet ikke var en struktur for, hvordan man skulle forebygge dem,” husker hun. 

Behovet for undersøgelsen opstod ikke ud af det blå. I 2003 åbnede OUH et nyt sårcenter på Plastikkirurgisk Afdeling Z, hvor Aase Fremmelevholm var ansat. Patienter kunne blive indlagt på sårcentrets sengeafdeling eller få specialiseret behandling i ambulatoriet.

”Vi begyndte også at føre tilsyn på afdelingerne, og her gik det op for os, at mange patienter havde tryksår. Det førte til den første prævalensundersøgelse, og resultatet var ikke opløftende.”

95 pct. kan forebygges

I 2012 blev Aase Fremmelevholm frikøbt til at arbejde med forebyggelse af tryksår på hele OUH, hvilket hun gjorde indtil december sidste år. Nu arbejder hun en dag om ugen i sygeplejeklinikken på Ærø og kommer stadig i afdeling Z, hvis kollegaen Britt Hansen har brug for hjælp.

Britt Hansen har arbejdet med patienter med tryksår siden 2006, og i 2019 blev hun også tilknyttet den tryksårskoordinerende funktion, hvor hun sammen med Aase Fremmelevholm har stået for implementering af retningslinjer og undervisning i forebyggelse og behandling.

”Forebyggelse af tryksår er så vigtig en del af vores grundlæggende sygepleje og afgørende for, at vi ikke påfører vores patienter flere smerter end højst nødvendigt. Vi ved jo, at 95 pct. af alle tryksår kan forebygges,” siger Britt Hansen.

Viden erstatter skam

Tryksår har eksisteret lige så længe, patienter har ligget i hospitalssenge. Under Krimkrigen i 1853-56 anså Florence Nightingale tryksår blandt de sårede soldater på krigshospitalet i Scutari som resultat af dårlig sygepleje, og hun forbandt dem med skam på fagets vegne.

Siden er skammen aftaget i takt med mere viden og forskning om risikofaktorer og forebyggelse, hvor især grundlæggende sygepleje som personlig hygiejne, mobilisering og ernæring er centrale indsatsområder.

Omkring 1950’erne opstod forståelsen af, at vedvarende tryk kan føre til tryksår, og systematisk mobilisering og venderegimer tog form. Fra 1970 blev indsatsen gradvist mere systematisk og evidensbaseret, bl.a. med Braden-skalaen i 1987, som sygeplejersker også i dag bruger verden over til at identificere risikopatienter.

Hjælpemidler og retningslinjer

Oveni kommer udviklingen af trykaflastende hjælpemidler som vekseltrykmadrasser, siddepuder, hælaflastere og bandager. Vekseltrykmadrasser blev produceret og afprøvet i hospitalsregi i 1950’erne og 1960’erne og er siden blevet standardudstyr fra især 1980’erne og frem.

I 2014 kom den europæiske tryksårsorganisation EPUAP (European Pressure Ulcer Advisory Panel) med den første europæiske retningslinje på området, og i 2020 udgav en arbejdsgruppe ved Forskningsenheden, Center for Planlagt Kirurgi, Regionshospitalet Silkeborg, den første og foreløbig eneste danske nationale kliniske retningslinje for forebyggelse af tryksår hos voksne over 18 år.

Retningslinjerne fastslår bl.a., at der skal sættes ind med flere forebyggende indsatser på samme tid for at forebygge tryksår, også kaldet care bundles.

”Vi ved, hvad der virker. Vi kan ikke nøjes med at give patienten en vekseltrykmadras, men skal også tænke på stillingsændringer, ernæring og daglig hudvurdering. Redskaberne er enkle, men tilsyneladende svære at få til at leve i klinikken i dag,” siger Britt Hansen.

Forværring efter coronatid

Trods teknologiske landvindinger og kliniske retningslinjer noterer de to sårsygeplejersker nemlig igen en stigning i antallet af store og dybe tryksår.

”Vi har igennem et år registreret, hvad vi ser både her på OUH og ved besøg i kommunerne på Fyn. Det er ikke kun os, der oplever en stigning, men også de kontakter, vi har rundt omkring i landet,” siger Aase Fremmelevholm.

Ifølge den seneste prævalensundersøgelse på OUH i februar 2026 var andelen af patienter med tryksår 8,4 pct. mod 5,5 pct. i 2025. Det er en del højere end de bedste resultater i 2015-16, hvor hhv. 3,4 og 1,9 pct. af de indlagte patienter havde tryksår.

”I årene frem til 2020 lå vi ret godt, men der skete et eller andet under corona, hvor vi også fik nyt EPJ-system. Mange havde problemer med at finde risikovurderingen i det nye system, og det er svært at finde tilbage i en ny rutine,” forklarer Britt Hansen.

De gode resultater i 2015-16 tilskriver sygeplejerskerne især, at det forebyggende arbejde blev prioriteret af ledelsen og systematiseret ud fra nyeste evidens, bl.a. gennem tryksårspakkerne i projekterne ’Patientsikkert Sygehus’ fra 2010-2013 og ’I sikre hænder’, som blev søsat i 2013.

Husk HUSKE

OUH deltog ikke officielt i ’Patientsikkert sygehus’, men med Aase Fremmelevholm i spidsen indarbejdede man i høj grad anbefalingerne fra tryksårspakken, bl.a. systematisk screening for tryksår ved indlæggelse, hvor alle patienter skulle tjekkes og risikovurderes ved hjælp af netop Braden-skalaen.

Var patienten i risiko, skulle en række handlinger sættes i gang ved hjælp af værktøjet HUSK, som står for Hud, Underlag, Stillingskifte/mobilisering og Kost. Siden er E også kommet til for Engagement. 

”I princippet skal alle patienter stadig risikovurderes, og vi underviser stadig i HUSKE,” siger Aase Fremmelevholm velvidende, at det konkurrerer med mange andre opgaver. Britt Hansen tilføjer:

”I dag er mange patienter mere immobile og multimorbide, og vi skal tage os af flere opgaver. Flere problematikker kan gå galt. Det er måske også den kompleksitet, der kan være svær for nogle at manøvrere i,” siger hun og fortsætter: 

”På mange afdelinger kører alt godt, men andre steder møder jeg en lidt opgivende holdning: Patienterne er alligevel så syge og immobile, at det kan være svært at forebygge noget som helst.”

Missed nursing care

Tiden til refleksion er også blevet mindre, mener Britt Hansen og giver et eksempel fra sin egen hverdag for 20 år siden.

”Jeg havde ansvaret for en patient, der havde fået et rødt mærke på sin ene hæl under indlæggelsen. Jeg fik det helt dårligt over, at jeg ikke havde gjort det godt nok. Vi tog det op som case på afdelingen og talte om, hvorfor det var sket, og hvordan vi kunne undgå, det skete igen.”

Aase Fremmelevholm supplerer:

”I 1980’erne var vi også flere medarbejdere på afdelingerne, og der var f.eks. assistenter ansat, hvis primære opgaver var at få patienterne op, i bad og mobiliseret.” 

De fremhæver i den forbindelse et nyt dansk forskningsprojekt om missed nursing care, som et forskerhold fra Aalborg Universitetshospital med seniorforsker og sygeplejerske Hanne Mainz i spidsen publicerede sidste år. Undersøgelsen bygger på over 3.000 besvarelser fra plejepersonale landet over og viser, at grundlæggende og relationelle plejeopgaver ofte må vige for akutte, potentielt kritiske situationer samt opgaver direkte relateret til behandlingen.

”Det viser, at opgaver som mobilisering og stillingsændringer ikke bliver udført. Mange sygeplejersker bliver nødt at fravælge det i en travl hverdag,” siger Aase Fremmelevholm. 

Tryksårsfri dage igen

Trods stigningen i tryksår er meget også lykkedes de seneste årtier. 

”Vi har fået bedre styr på vores madrasser og kontrollerer jævnligt betræk og skum. Der er bedre adgang til puder og hælaflastere, og vi har også udviklet nogle gode undervisningsmoduler, både ansigt-til-ansigt på afdelingerne og som e-læring i regionen og nu også kommunerne,” fortæller Britt Hansen og fastslår: 

”Ingen sygeplejersker eller andre sundhedsprofessionelle ønsker, at en patient får tryksår. Vi drømmer om et sundhedsvæsen, hvor forebyggelsen er fuldt integreret i alle arbejdsgange i begge sektorer. Måske vi skal have gang i en national kampagne, hvor man igen forpligter sig til at tælle tryksårsfri dage.” 

Læs også trialogen ”De fleste tryksår kan forebygges” i Sygeplejersken Fag&Forskning nr. 2/2018.