Her udfører jeg sygepleje fra fødsel til død

 ”Hvor ligger termometret mon?”

Sygeplejerske Mille Steffensen er trådt ind på patientstue 20, 1 på Gynækologisk/Obstetrisk Afdeling K3 på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, som i snart 14 dage har været hjem for Nivi Hansen Larsen og Brian Hansen Larsen og deres nyfødte søn Ian. 

I det fjerneste hjørne er to patientsenge skubbet sammen til en dobbeltseng, og lige ved siden af står lysvuggen, hvor Ian ligger det meste af tiden. Han er nemlig grobarn, et andet ord for for tidligt født. Han kom til verden i uge 34+0 og får lysbehandling mod gulsot.

Nivi Hansen Larsen sidder i sengen lige ved siden af vuggen og peger hen mod puslebordet, hvor Mille Steffensen finder termometret uden problemer. 

”Hvor ser han fin og pæn ud nu. Temperaturen er også, som den skal være, og i morgen bliver der taget nye blodprøver. Det er muligt, han kommer ud af det blå lys,” siger Mille Steffensen og smiler til Ians mor og far, der står ved fodenden af sengene. 

Før Mille Steffensen lader den lille familie fra Ilulissat, der ligger over 500 km. nord for Nuuk, få ro igen, sikrer hun sig, at de har det godt. Har Ian haft afføring og fået det at spise, han skal gennem sonden? Forældrene nikker bekræftende, og Nivi Hansen Larsen fortæller, hun har haft ham oppe for at amme.

”Gik det godt, eller har du mon brug for hjælp til amning?” vil Mille Steffensen vide, men alt går godt, forsikrer den nybagte mor. 

Minimum et år

Mille Steffensen er 25 år og blev uddannet som sygeplejerske fra Københavns Professionshøjskole i januar i år for kort tid efter at flytte til Nuuk, hvor hun begyndte på Afdeling K3 i februar. 

Hun søgte jobbet i efteråret, hvor tankerne om, hvor hun skulle arbejde, naturligt begyndte at rumstere på 7. semester.

”Jeg begyndte at kigge mig lidt omkring på Jobindex. Jeg har rejst meget, og min mor har boet i Grønland som barn, så jeg har længe haft en drøm om at komme til Grønland som sygeplejerske, men jeg vidste jo ikke helt hvornår,” siger Mille Steffensen og fortsætter:

”Kvindesundhed og kvindesygdomme er det speciale, der interesserer mig mest, og pludselig dukkede stillingen her på K3 op. Den var nærmest lavet til mig.”

Mille Steffensen søgte den og kom til virtuel jobsamtale hos oversygeplejerske Nanna Westmark Steensen. Jobbet var hendes – men på en betingelse.

”Nanna ville have, at jeg som minimum bandt mig for et halvt år af hensyn til både patienter og kolleger – og mig selv. Der er så meget at lære her, især som nyuddannet. Vi blev enige om et år, og jeg har ikke travlt med at komme hjem. Det er hårdt at få nye kolleger hver tredje måned. Det mærker jeg selv lige nu, hvor mange af dem, jeg startede med i februar, lige er rejst hjem.”

Fra fødsel til død

Ian er en af fire patienter, som Mille Steffensen har ansvar for i denne ret stille aftenvagt, som hun deler med en social- og sundhedsassistent og en anden sygeplejerske. Og sygepleje til grobørn og forældre er bare et af de specialer, Mille Steffensen er blevet kastet ud i på afdeling K3.

”Vi behandler og plejer patienter med gynækologiske lidelser, eller som f.eks. har fået foretaget en abort, og så er vi jo også et svanger- og barselsafsnit. Alle kvinder med komplicerede graviditetsforløb bliver sendt til os her i Nuuk, og de kommer ofte tilbage til K3, når de har født, f.eks. ved for tidlige fødsler som Ian. Fødegangen ligger i forlængelse af os,” fortæller Mille Steffensen og fortsætter: 

”Vi har også ambulante patienter og ansvaret for den palliative behandling af kvinder med gynækologiske sygdomme, f.eks. ovariecancer. Så det er jo sygepleje fra fødsel til død og nærmest fire specialer på en afdeling. Man skal virkelig vide meget om meget. Læringskurven har været stejl, men jeg synes, jeg er landet godt i det og meget hurtigere end forventet,” fortæller hun og tilskriver det også et virkeligt godt introforløb. 

”Den første måned fulgtes jeg med en dansk sygeplejerske, der selv havde været her i et år og var kommet herop som nyuddannet lige som mig.”  

Spørg direkte

På den ene væg i sygeplejekontoret på K3 hænger et whiteboard, hvor danske fraser som ’gør det ondt’, ’tak’ og ’er du sulten’ er oversat til grønlandsk. Flertallet af patienterne er grønlandske og ikke alle taler dansk. Selvom Mille Steffensen prøver at lære lidt grønlandsk, har hun også skullet lære at arbejde sammen med en tolk, hvilket kan udfordre relationen med patienterne. 

”Der er jo rigtig meget kommunikation og relationsdannelse i sygepleje, så når der kommer en tredjepart imellem mig og patienten, gør det det sværere, især at opfange de små nuancer og få et helhedsbillede af patienten. Jeg gør mit allerbedste for at lære grønlandsk og bare det, at man kan små fraser og ord, sætter mange stor pris på.”

Grønlændere kommunikerer generelt også anderledes end danskerne, har hun erfaret. 

”De siger ikke så meget, og du skal være meget konkret. Du kan ikke bare spørge ”hvordan har du det?” Du skal være direkte: ”Har du ondt her?” Gør man ikke det, kan det få konsekvenser,” siger Mille Steffensen og fortsætter:

”Vi havde f.eks. en kvinde, der var her for at få tjekket sit barn. Et par dage efter endte hun i skadestuen, fordi hun havde fået brystbetændelse, fordi hun ikke havde malket nok ud. Men det havde hun også, da hun var hos os. Hun sagde det bare ikke, fordi vi ikke spurgte.”

Det handler måske både om kultur og måden at være patient på, siger Mille Steffensen.

“Jeg tror, at grønlænderne ikke vil være til besvær, og de er også mere hårdføre. De er virkelig seje og vant til at klare meget selv.”

Arbejde og fritid smelter sammen

Med jobbet på K3 fik Mille Steffensen automatisk plads i en af personaleboligerne tæt på hospitalet, i første omgang i en delebolig, hvor hun har boet sammen med både medicinstuderende, jordemødre og andre sygeplejersker fra Danmark, der som hende er i Nuuk i en kortere eller længere periode. 

”Det var rigtig godt, jeg kendte jo nul mennesker, da jeg kom. Derfor bruger man også meget tid sammen med sine kolleger privat, de bliver ens netværk. Det kræver selvfølgelig også, at man har det godt sammen socialt, og her har jeg været så heldig at lande på en helt fantastisk afdeling, hvor sammenholdet er godt. Vi er ca. 50-50 grønlændere og danskere, og vi hjælper hinanden, når vi er på arbejde, og hænger meget ud sammen i fritiden.”

Mille Steffensen er dog lige flyttet i egen bolig, hvilket hun også er glad for: 

”Man kan bo på mange måder her, og er man her i længere tid som mig, bliver man prioriteret i forhold til at få egen bolig.”

Vild natur og lange afstande

De første fire måneder i Grønland har ikke kun udviklet Mille Steffensen fagligt. Også privat har hun rykket sig.

“Jeg kommer fra Nørrebro i København og har aldrig været den store naturpige, men det er jeg virkelig blevet. Jeg er begyndt at gå på jagt, sejle og vandre, jeg har fundet en helt anden ro i mig selv. Jeg kan mærke det på mit nervesystem.”

Generelt spiller Grønlands natur og ikke mindst de lange afstande en afgørende rolle i livet højt mod nord, også for Mille Steffensen som sygeplejerske. 

”Vi får jo patienter fra hele Kysten (alle steder uden for Nuuk, red.). De har ofte rejst langt, og familien er tit langt væk. Når de skal udskrives, handler det ikke kun om, at de skal være klar, men også om transport, vejr og mulighederne for opfølgning. Patientforløbene er tit længere her.”

Selvom Mille Steffensen selv er langt væk fra familie og venner, og der er dage med hjemve, er hun glad for, at hendes kontrakt løber i et år. 

“Jeg trives virkelig godt både fagligt, socialt og mentalt. Og selvom det også er hårdt, er det noget af det mest meningsfulde, jeg har prøvet.” 

Er du interesseret i at tage til Grønland og arbejde, så læs mere på dsr.dk