Vi skal have flere hospicepladser

Det ærgrer sygeplejerske Marina Cecilie Roné, at flere ikke kan få mulighed for at komme på hospice. For netop dér kan den sidste del af livet få lov til at udfolde sig forskelligt fra menneske til menneske.

”På et hospice er mangfoldigheden hverdag. Hvert menneske, sin død.”

Sådan lyder ordene i et debatindlæg i Politiken fra Marina Cecilie Roné, der som sygeplejerskestuderende tilbragte et halvt år på hospice. 

I dag arbejder hun som uddannet sygeplejerske i opvågningen på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Hun er også forfatter. Og det mærker man tydeligt i debatindlægget, hvor hun med sine poetiske ord beskriver hverdagsscener fra livet på hospice:

“Jeg har mødt dig, som ikke kunne finde ro, før mørket faldt på. Endelig. At være dig selv, alene, med et ocean af timer foran dig. At leve for nætterne og udstå dagslyset, besøgene, mit blik, rutinerne. Vi talte om, at det var efter kl. ni om aftenen, du havde mest brug for at være smertefri. Din medicin blev justeret. Du var bange for at dø om dagen, for så gik du glip af en nat. Du døde om natten. Men jeg tænker, at du havde gjort dag til nat om nødvendigt,” skriver hun i debatindlægget og tilføjer senere:

“At finde sin vej er præcis det, der foregår på hospice.”

Og netop den pointe – at finde sin egen vej – er noget af det, som hospice giver muligheden for:

“Døden italesættes ofte som det værst tænkelige mareridt. Men det er ikke retvisende. Vi har det svært ved tanken om, at vi skal dø. Vi vil gerne leve, og sådan skal det også være. Men når vi når dertil, så er der også et stykke liv, som ikke er blottet for kvalitet. Det vil jeg gerne formidle, og derfor skrev jeg debatindlægget, som jeg har fået mange gode tilkendegivelser på.”

Kun 257 pladser

Selv om de fleste gerne vil dø i eget hjem, så mener hun ikke, at de 257 hospicepladser, der er i Danmark, er nok - set i lyset af, at der årligt dør 58.000.

“Når der kun er 257 pladser, så er hospitalsafdelingerne måske tilbageholdende med at foreslå hospice, hvor det ellers kunne være relevant. Man vil jo nødig udsætte en i forvejen belastet patient for et afslag. Havde vi 5.000 pladser, ville det være mere realistisk og noget, man kunne foreslå sine patienter uden risiko for at gøre skade,” siger hun og fortsætter:

“I dag er hospice noget eksklusivt, det kræver held at få adgang til. Det er ikke i tråd med de principper, vores sundhedssystem ellers bygger på.”

I stedet for aktiv dødshjælp

Det får hende til at opfordre regeringen til at kaste et mere nuanceret blik på danskernes død. I stedet for at nedsætte ’Udvalget for en mere værdig død’, som sidste år genoplivede debatten om aktiv dødshjælp, bør hospicepladser være centrum for en debat om livets afslutning:

“Hospicesygeplejersker kan være den støtte, som pårørende ikke altid kan være - alene fordi de er pårørende. I den sidste tid er det rart at gå ved siden af nogen, men det er hårdt, hvis det er nogen, man forvolder stor smerte og frygt,” siger hun og tilføjer:

“Så hvis regeringen vil gøre noget godt for vores død, bør politikerne lave flere hospicepladser.” 

Indlægget her er et udtryk for kildens egen holdning.