Banebryderen, der blev forskningschef

Bibi Hølge-Hazelton var 25 år gammel og havde lige akkurat fået sit første job som færdiguddannet sygeplejerske på Hæmatologisk Afdeling på Rigshospitalet, da hun mødte Jenny.
”Jeg øvede mig stadig i at sige ”jeg er sygeplejerske” med overbevisning i stemmen, når jeg hver morgen cyklede på arbejde. Og så kom Jenny – en mor til tre fra Vestsjælland – akut ind med leukæmi. Hun var samme dag blevet ringet op af sin praktiserende læge med besked om, at hun straks skulle køre til Rigshospitalet,” fortæller Bibi Hølge-Hazelton.

Det var den 2. oktober 1986.

”Jeg kender den præcise dato, fordi Jenny for nylig skrev det til mig ifm. mit 40-års jubilæum. Den har mejslet sig ind i hendes hukommelse. Det var den dag, jeg blev hendes sygeplejerske,” fortæller Bibi Hølge-Hazelton.

Mødet med Jenny blev til en livslang relation, men mere om det senere. For Bibi Hølge-Hazelton blev den lille jubilæumshilsen også en påmindelse om den enorme betydning, en sygeplejerske kan have for et menneske i akut krise.

”Du holder deres liv i dine hænder, når det er allermest kaotisk,” forklarer hun. ”Måske er det bare et kort øjeblik, men det kan være nok til, at de stadig husker det fuldstændig klart mange år senere. Det siger noget om, hvor meget der er på spil i relationen mellem sygeplejerske og patient.”

”Vi er universitetet”

For 64-årige Bibi Hølge-Hazelton er stadig sygeplejerske før alt andet, selvom det efterhånden er en del år siden, hun sidst holdt en leukæmipatient i hånden. Hun er i dag professor i klinisk sygepleje og forskningschef for de mellemlange videregående uddannelser på Sjællands Universitetshospital. 

Sammen med mange af hospitalets ledere har hun i 16 år stået i spidsen for en kapacitetsopbygning, der langsomt har forvandlet hospitalet til et af landets stærkeste sygeplejefaglige forskningsmiljøer.

Indsatsen har båret frugt. I dag er der knapt 40 forskere med professionsbaggrund ansat i praksis, og i år har Sjællands Universitetshospital og Syddansk Universitet kunne udnævne tre nye professorer i sygepleje på én gang. Men selvom hun ser udnævnelserne som en vigtig milepæl for sygeplejen, er det ikke nødvendigvis målet om at uddanne mange flere sygeplejeforskere, der er vigtigst for Bibi Hølge-Hazelton.

”Jeg er først og fremmest optaget af at få etableret en kultur i hverdagen, der skaber mulighed for, at alle ansatte i sundhedsvæsnet kan være nysgerrige. På de mennesker, vi møder, vores patienter og kollegaer, og på de omgivelser og rammer, vi befinder os i. Forskning og udvikling er ikke noget, der skal være afkoblet fra praksis, og som foregår i støvede lokaler på universitetet. Vi er universitetet,” siger Bibi Hølge-Hazelton og fortsætter:

”Når jeg på introduktionsdage for nye ansatte på SUH har fortalt om den forskning og udvikling, vi udfører, kan jeg nogle gange se, at der sidder en medarbejder og tænker: ”Hvad har det her med mig at gøre?” Men vi ved f.eks. fra forskningen udført af vores egne forskere i sygepleje, at rammerne betyder meget for patienternes velbefindende. At deres mad bliver præsenteret på en appetitvækkende måde. At skraldespanden bliver tømt, at der bliver luftet ud og gjort rent – og derfor er f.eks. en serviceassistents arbejde lige så vigtigt som alle andres.”

Drevet af nysgerrighed og praksis

Sin egen ph.d. opnåede Bibi Hølge-Hazelton i 2002 og derfra gik det slag i slag – først postdoc i tre år ved Roskilde Universitet, så lektor ved Aarhus Universitet i fire. Fra 2004 var hun også seniorforsker ved Københavns Universitet, indtil hun i 2010 iførte sig sin nuværende hat som forskningsleder i Region Sjælland.

Spørger man hende selv, er hun dog nærmest faldet lidt sidelæns ind i sin karriere i akademia. Tilbage i 1986 gik den unge Bibi Hølge-Hazelton i hvert fald ikke rundt på Hæmatologisk Afdeling og forestillede sig, at hun skulle være forsker.

”Det gjorde man jo ikke rigtig som sygeplejerske dengang. Jeg var til gengæld enormt nysgerrig, og jeg var meget optaget af, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde, og om vi kunne gøre tingene anderledes. Derfor takkede jeg f.eks. også ja til at være med til at starte Danmarks første hospice på Sankt Lukas Stiftelsen i 1992. Her blev jeg hurtig hvirvlet ind i udvikling og undervisning. Min lyst til at udvikle har altid været drevet af mennesker og praksis,” siger hun.

Allerede tidligt i sin karriere undrede Bibi Hølge-Hazelton sig over, hvorfor mulighederne for udvikling og fordybelse primært var forbeholdt de sundhedsprofessionelle, der var længst væk fra patienterne. 

”Hvorfor var der ikke muligheder for sygeplejersker for at kombinere klinisk arbejde med udvikling og forskning? Det satte noget i gang hos mig. At det ikke kunne passe, at den type stillinger ikke var tilgængelige. Enten arbejdede man med udvikling, uddannelse eller ledelse, eller også arbejdede man i den direkte patientpleje,” siger hun.

Kunsten at være menneskelig

Derfor har Bibi Hølge-Hazelton sammen med lederne på Sjællands Universitetshospital i mange år arbejdet for at skabe de kombinationsstillinger, hun selv savnede som ung sygeplejerske. Som en del af den mission har hun bl.a. haft fokus på ledelse af forskere i en travl hverdag, hvor økonomi og drift også skal balanceres.

”Det er særligt mellemledergruppen, der er gatekeepere. De skal støttes i at skabe rum for udvikling og forskning i praksis. I vores vision står der, at vi ”arbejder for at fremme en konstruktiv, kreativ, inkluderende, synlig og efterspurgt kultur på alle niveauer.” Det kan måske godt lyde lidt hippie-agtigt, men i sidste ende handler det jo om at skabe en kultur, der er til gavn for patienterne, de pårørende og personalets trivsel,” siger hun.

For sygeplejen kan altid udvikles, mener Bibi Hølge-Hazelton. Derfor var videreuddannelse også den naturlige vej at slå ind på allerede tidligt i karrieren. Hun ville vide mere, gøre mere, forbedre sig. Første skridt var en lidt utraditionel sideuddannelse inden for gestaltterapi. Herefter kom træning i sygeplejefaglig vejledning, supervision og kunstterapi.

”Som helt ung sygeplejerske mødte jeg meget alvorligt syge kræftpatienter og deres familier og sommetider unge mennesker som mig selv. Jeg blev så optaget af arbejdet, at det var svært at slippe det, når jeg skulle hjem til kæresten og vennerne og forholde mig til det, de var optaget af. Jeg indså, at det var nødvendigt for mig at forholde mig mere konkret til mine egne reaktioner på sorg og død,” forklarer hun.

De ting, hun lærte gennem kurserne, blev starten på indsigter, som hun har trukket på lige siden.

”Jeg fandt f.eks. ud af, at professionalisme ikke nødvendigvis handler om distance, måske tværtimod. Meget af det, jeg har arbejdet med senere ift. at støtte forskere og ledere, kan spores tilbage derfra. Altså hvordan man skaber et miljø, hvor man tør vise usikkerhed, være nysgerrig og begå fejl. Ellers udvikler man sig jo aldrig,” siger hun.

Forsker ved et tilfælde

I 1997, da hun var ved at afslutte sin cand.cur, skete der noget, der ændrede Bibi Hølge-Hazeltons karrierebane for altid.

”Jeg var ved at skrive speciale om uhelbredeligt kræftsyge menneskers handlemuligheder på hospitalet, da jeg blev ringet op af en centerchefsygeplejerske, der arbejdede inden for diabetesområdet. Vi kendte hinanden fra tidligere, og hun vidste, jeg var optaget af patientperspektiver,” fortæller hun.

I chefsygeplejerskens afdeling havde de udfordringer med unge med diabetes, der trods særlige indsatser ikke fulgte personalets anbefalinger. Det var helt uden for de fagområder, Bibi Hølge-Hazelton hidtil havde arbejdet med. Alligevel spurgte chefsygeplejersken hende, om hun ikke kunne tænke sig at skrive en ph.d. med fokus på den problematik.

”Jeg havde slet ikke overvejet at blive forsker. Men da jeg havde meget stor respekt for hende, satte jeg mig ned og skrev et par sider til hende om, hvordan jeg ville gribe sådan et projekt an,” fortæller Bibi Hølge-Hazelton.

Kort tid efter blev hun ringet op igen. Når Bibi Hølge-Hazelton var færdig med sin kandidat, ville centerchefen og afdelingens professor gerne tilbyde hende tre måneders løn til at skrive en ph.d.-projektbeskrivelse. Det takkede hun ja til, og projektet endte med at modtage en fuld bevilling fra Statens Humanistiske Forskningsråd.

Få år senere, ved årtusindskiftet, var hun i gang med at bruge internettet til at forske, længe før det blev almindeligt i akademiske kredse.

”At jeg interviewede unge med diabetes over nettet var rent pionerarbejde. Der var i hvert fald mange, der mente, at det ikke kunne være rigtig forskning. Men for de unge var internettet allerede blevet et sted, hvor de mødtes og hentede viden. Hvis jeg ville forstå deres liv, blev jeg også nødt til at forstå de rum, de levede i,” fortæller hun.

En ubrydelig forbindelse

I Bibi Hølge-Hazeltons reol står en lille papkasse udsmykket med guldfarvede polkaprikker. Inde i den ligger en stor stak håndskrevne breve med rødt sløjfe-bånd om. Side efter side med sirlig, kuglepensblå skråskrift på hvidt papir. De repræsenterer i alt 40 års brevkorrespondance med Jenny. 

”Det startede med, at jeg rejste til Finseninstituttet, mens Jenny stadig var indlagt på Rigshospitalet. Men så sendte hun mig et brev, som jeg svarede tilbage på. Og så har vi faktisk skrevet sammen lige siden,” siger Bibi Hølge-Hazelton.

Igennem alle årene har hun nemlig bibeholdt kontakten til sin tidligere patient. For den dag i oktober for snart mange år siden var der blevet skabt en forbindelse mellem to kvinder – en sygeplejerske og en patient – der ikke uden videre kunne brydes. 

I starten var brevene hyppigere. De handlede om sygdomsforløb, arbejde, ægteskab, fødsler og død. Børn og børnebørn. Store livsbegivenheder og tragedier. Senere blev det til et årligt julebrev, men de holdt aldrig helt op. For Bibi Hølge-Hazelton udgør hvert ark papir en fysisk tidslinje over hendes liv og identitet som sygeplejerske.

”For nogle år siden besøgte jeg Jenny og hendes mand. Hun havde også en æske med mine breve, samt udklip fra aviser og artikler, hvor jeg var med,” fortæller Bibi Hølge-Hazelton. 

 ”Hun fortalte, hun havde gjort det, fordi jeg jo var hendes sygeplejerske. Fordi hun var stolt af mig. Og jeg må indrømme, at det har jeg det rigtig godt med.” 

Jenny er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med patientens rigtige navn.