Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Leder: Stomi og styrken i fælles retning

Sygeplejersken 2026 nr. 2, s. 5

Af:

Dorthe Boe Danbjørg, Forkvinde

Jeg besøgte for nylig sygeplejerskerne bag ’9 nationale anbefalinger til sygeplejefaglig opfølgning efter stomioperation’ på Sjællands Universitetshospital. Det var et besøg, der gjorde stort indtryk.

For jeg mødte nogle sygeplejersker med en stærk faglig ambition og en tydelig vilje til at udvikle praksis. Ikke kun lokalt, men for hele faget. Det er præcis den udviklingskraft, vi har brug for.

De nye anbefalinger er konkrete og bygger på solid faglighed. Men de er også nationale og dermed med til at sikre, at patienter møder samme høje kvalitet – uanset hvor i landet de bor. Det er et vigtigt skridt i kampen mod ulighed i sundhed.

Når vi har fælles retningslinjer, styrker vi kvaliteten, sammenhængen og samarbejdet på tværs. Vi deler viden og skaber et stærkere fundament for sygeplejen.

Og jeg er imponeret over arbejdet bag. Over engagementet, grundigheden og viljen til at tænke fælles løsninger. Det kræver meget, men gevinsten er stor. For når sygeplejersker udvikler nationale anbefalinger, er vi med til at sætte retning for hele faget.

I magasinet her kan du læse meget mere om anbefalingerne og den forskel, de allerede gør for patienterne. 
 
Rigtig god sommer.

Forside til sygeplejersken 02 2026
DSR's fagblad Sygeplejersken
I Sygeplejersken skriver vi om alt det, der er væsentligt for sygeplejerskernes arbejdsliv, fag og fællesskab. Som medlem får du leveret bladet til din postkasse.