Skal hun dele sin viden med skibschefen?

Til dagligt arbejder Mette som anæstesisygeplejerske. Men gennem de sidste 25 år har hun været udsendt til bl.a. Kosovo, Irak og Mali. Ofte med Søværnet, hvor missionerne har handlet om alt fra jagt på somaliske pirater til at få kemiske våben ud fra Syrien og Libyen.

Og det er netop på en af de sejlende missioner, at hun pludselig står i et svært dilemma. Skibet har været afsted i et par måneder og befinder sig ca. 700 km fra nærmeste kyst. De er omkring 200 danske soldater om bord på det store metalgrå militærskib, som også huser et lille hospital. Hospitalet består af en sengestue, operationsstue og en konsultation, hvor Mette sidder med åben dør. En ung kvindelig soldat kommer ind, og de begynder at snakke.

“Så lukker jeg døren. Jeg har lagt mærke til, at hun har ændret adfærd, og hun er blevet mere tilbagetrukket.”

Mette spørger ind til, hvordan det går. Ud over at monitorere soldaternes fysiske tilstand, holder hun nemlig også øje med, hvordan de har det psykisk.

Soldaten begynder at græde og fortælle om en turbulent barndom og ungdom, præget af usikkerhed, angst og svigt. Hun har tiltagende negative tanker og sover dårligt. Mette kan ikke se tegn på selvskade, men soldatens lavmælte, energiforladte stemme afslører, at det ikke står for godt til. Soldaten har brug for, at Mette ikke deler sammenbruddet og de mørke tanker med nogen.

“Du har jo tavshedspligt, siger soldaten spørgende til mig.”

Og Mette bekræfter hende i, at hun har tavshedspligt, men spørger også den unge kvinde, hvad hun selv synes, de skal gøre ved de udfordringer, hun står over for. Soldaten vil helst bare se tiden an.

Nu bliver Mette i tvivl om, hvad hun skal gøre. Soldaten viser hende stor tillid under forventning om tavshed. Men Mette er klar over, at hun er forpligtet til at bryde tavshedspligten, hvis en af soldaterne er til fare for sig selv eller andre. Er soldaten det? Hvad kan hun finde på? Mette er i tvivl om, hvad hun skal gøre. Hun er opmærksom på, at de ikke befinder sig i en almindelig dansk lægeklinik. De er på en farlig mission. På åbent hav. Her gælder andre spilleregler. Missionens overordnede mål er primært styrende.

“Derfor er det også skibschefen, der bestemmer. Uanset hvad lægen eller jeg kan komme med af råd, er det ham, der bestemmer.”

Hun spørger mere ind til den unge kvindes tilstand. Hun kan mærke, at der ikke bare er tale om det break down, som mange soldater oplever efter to måneders isolation fra omverdenen. Mette spørger, om tankerne er så sorte, at hun ikke har lyst til at leve mere:

“Det kan godt være i den retning, svarer den unge soldat mig. Og det er nok til, at mine røde flag bliver hejst. Der betragter jeg hende som en tikkende bombe. Det kan udvikle sig tragisk, hun kan begå selvskade, forsøge at begå selvmord eller få et psykisk sammenbrud. Og sker det, kan vi ikke pludselig evakuere hende, for så må vi nulstille missionen, fordi vi enten skal søge havn eller helikopter for at evakuere hende. Det er en meget stor mission at afbryde.”

Mette hælder til, at skibschefen skal vide det. Men hun er alligevel i tvivl.

“For skibschefen er den unge soldats arbejdsgiver, og derfor skal man tænke karrieren ind i det. Jeg kan i princippet smadre hendes karriere ved at gå videre med det.”

Så hvad skal Mette gøre? Holder hun tæt, eller skal hun gå til skibschefen og skibslægen? Og kan hun det, når nu hun har lovet den unge kvinde fortrolighed?

Det gjorde sygeplejersken

Ret hurtigt bliver Mette klar over, at hun skal handle på den viden, hun har fået.

“Jeg siger til hende, at jeg ikke vil bryde hendes tillid og min tavshedspligt, men jeg vil gerne gå til lægen og skibschefen sammen med hende, og det skal være nu. For at passe på hende. Jeg tør ikke slippe hende.”

Soldaten accepterer, og lægen og skibschefen kommer ned på hospitalsskibet. Den unge soldat bliver kortvarigt sygemeldt, får ændret sine arbejdstider og kan derfor bedre sove. Hun kommer løbende til samtaler hos sin nærmeste overordnede. Stille og roligt trækker de mørke skyer væk. Hun får det bedre, men kommer tidligere hjem fra missionen end planlagt.

Mette er glad for, at hun traf den beslutning.

“Jeg blev nødt til at tage hende alvorligt og handle hurtigt,” siger hun og tilføjer:

“Sygepleje i en militær kontekst er anderledes. Vores ansvar er ikke på individet, men på missionen. Vi er udsendt af Danmark for at beskytte os alle.”

Sygeplejersken er anonym i artiklen. Redaktionen kender vedkommendes rigtige navn og identitet.