Rullende sårteam ser mennesket bag såret

I en hvid kommunebil, der triller ned ad Faxe Kommunes veje en solrig tirsdag, sidder tre fagligheder samlet.  

”Jeg tænker på dig, hver gang jeg beskærer et sår,” siger hjemmesygeplejerske og chauffør Louise Sølvsteen til fodterapeuten Liane Ystrøm, der sidder på bagsædet. På forsædet sidder sårsygeplejerske Camilla Misha Holde Hjelmgaard, som til daglig arbejder sammen med Liane Ystrøm på sårambulatoriet på Sjællands Universitetshospital (SUH) i Køge.  

Sidste gang de tre mødtes, gav de to sårspecialister Louise Sølvsteen et par råd til at beskære et sår på en borger med diabetes. 

”Det er faktisk helet nu, efter I har rådgivet os,” fortæller Louise Sølvsteen, mens hun svinger bilen ind på en ny vej. 

Hendes to passagerer er en del af det udekørende sårteam, som hver tirsdag kører ud fra SUH i Køge og sammen med en kommunal hjemmesygeplejerske besøger borgere, der har svært ved selv at komme ind på sygehuset. 

På vejen til dagens første borger, vender de tre kort, hvad de går ind til. 

Forebyggende indsats 

Alice Yvonne Schröder på 84 bor i Faxe Kommune i et gult rækkehus med tilrøget luft og blomstrede gardiner. Hun sidder ved sit spisebord med en musselmalet kop kaffe foran sig. Ind kommer sårteamet med sygeplejekufferten trillende efter sig, og det smalle køkken føles pludselig endnu smallere.  

”Jeg har taget nye plastre med,” siger Louise Sølvsteen, og prompte svarer Alice Yvonne Schröder: 

”Er det edderkopper? Alt det andet falder af.” 

”Det er edderkopper,” svarer hjemmesygeplejersken og sætter sig over for Alice Yvonne Schröder med Camilla Misha Holde Hjelmgaard og Liane Ystrøm bag sig, klædt i plastikforklæder. Alice Yvonne Schröder folder sine sorte leggings op og blotter et spinkelt ben med en væskefyldt fod, som hun lægger op på blomsterdugen.  

Sårteamet kender allerede Alice Yvonne Schröder. Sidste gang Liane Ystrøm og Camilla Misha Holde Hjelmgaard besøgte hende med det udekørende sårteam, bestilte de en tid til hende inde på afdelingen til en tenotomi. Camilla Misha Holde Hjelmgaard fremviser på tåen, hvordan den er blevet mere smidig siden, og såret, der var, er væk. 

Det er bl.a. en af de forebyggende gevinster ved teamet – at såreksperterne kommer ud i virkeligheden, ser et problem og følger op på det.  

Mens de alle kigger på Alice Yvonne Schröders fod, guider sårsygeplejersken og fodterapeuten Louise Sølvsteen i plejen af et andet diabetessår på Alice Yvonne Schröders kno på anklen.  

”Tager du ikke lige en pincet og mærker, om der er knoglekontakt derinde?” Spørger Camilla Misha Holde Hjelmgaard Louise Sølvsteen, der fører en turkis pincet ind i det dybe sår. 

”Åh!” råber Alice Yvonne Schröder, ”Jeg skulle have haft en whisky på bordet i stedet for,” siger hun og skæver til sin nu kolde kaffe.  

Der er ikke knoglekontakt. Til gengæld er huden omkring såret rød og irriteret. Camilla Misha Holde Hjelmgaard peger på ”edderkoppen” som er kælenavnet for en sugende skumbandage:

”Den der edderkop er ikke en særlig god bandage til dét sår.”  

Det suger nemlig ikke nok, fortæller hun, så sårvæsken skvulper rundt i såret og gør dårligt værre. De aftaler, at hun næste gang tager en forbinding med, der er større og suger bedre.

Patienten i egne rammer 

Sårteamet er et samarbejde mellem SUH, Steno Diabetescenter Sjælland og hjemmeplejen i de syv kommuner, SUH i Køge samarbejder med. Faxe Kommune er den første kommune, projektet prøves af i.

”Det var en af vores oversygeplejersker Inna Jacobsen, min kollega og sårsygeplejerske Karina Bergstrand og mig, der fandt på projektet,” siger Camilla Misha Holde Hjelmgaard. 

De tænkte, at de kunne forbedre behandlingsmulighederne for folk med diabetessår ved at samle specialiserede fagligheder på tværs af region og kommune – og at man samtidig kunne nå flere borgere ved at tage ud til dem. Så de skrev en ansøgning og bad Steno Diabetescenter Sjælland om støtte til at føre idéen ud i livet. Steno så værdien i initiativet og har finansieret projektet, så det kan køre i tre år. Sårteamet har nu kørt siden februar 2026.  

”Det bedste ved det her projekt er, at sygeplejen kommer ud til borgere, der har svært ved at komme ind til os. Og så giver den faglige sparring med vores kollegaer i hjemmeplejen også rigtig meget,” fortæller Camilla Misha Holde Hjelmgaard. 

De hospitalsansatte sårspecialister oplever også, at de lærer af hjemmebesøgene. F.eks. får de en idé om, hvilke materialer, der bliver brugt i hjemmeplejen, og hvornår det ikke er hensigtsmæssigt til lige præcis sårpleje. Desuden styrker det deres sygepleje at se patienterne i deres naturlige habitat.   

”Vi ser virkelig mennesket bag såret, når de er i deres egne rammer,” fortæller hun.  

Det er også noget af det, der ligger i den nye sundhedsreform, og projektet er netop også tænkt til at indfri nogle af de visioner, reformen indeholder.  

”Vi ser ind i en ny sundhedsreform, der bl.a. ønsker at rykke behandlingen tættere på borgerne, og det her initiativ spiller godt ind i det med den borgernære pleje og det tværfaglige samarbejde på tværs af sektorer,” siger Camilla Misha Holde Hjelmgaard. 

Prøv en anden forbinding

Hos Alice har de tre kvinder nærstuderet Alice Yvonne Schröders fod med armene langet ind over hinanden. Hun har også et sår på storetåen, som hjemmesygeplejerske Louise Sølvsteen vurderer, ikke skal beskæres. Men det er Liane Ystrøm ikke enig i.  

”Hvis du synes, det er svært at vurdere, hvor meget, der skal skæres af, siger du bare til, så skal jeg nok hjælpe dig,” siger hun.  

”Du må da gerne vise mig, hvordan man gør, svarer Louise Sølvsteen. De to bytter plads, så Louise Sølvsteen står bagved og ser de rutinerede bevægelser skære i den hårde hud med en skalpel.  

På vej hen mod den næste borger reflekterer de videre over mødet hos Alice Yvonne Schröder.  

”Jeg synes, det var rart at få at vide, at jeg skulle beskære såret, når jeg nu sad med en tanke om, at det ikke skulle. Det er jo uvidenhed. Så det er en god måde at udvikle hinandens kompetencer på, når du, Liane, så siger, at det skal det faktisk. Ellers havde jeg jo aldrig vidst det,” siger Louise Sølvsteen og supplerer, at hun aldrig har haft med diabetessår at gøre, før hun startede i kommunen.  

”Det er netop derfor, vi har foreslået, at vi kan komme ud og køre med nogle af de sygeplejersker, der ikke er så rutinerede eller har brug for sparring, når det kommer til sår. Det er der, vi virkelig kan kompetenceudvikle, og det vil vi jo gerne bidrage til,” siger Camilla Misha Holde Hjelmgaard.  

”Også fordi jeg har en stor interesse for sår, så jeg vil gerne lære at gøre det ordentligt,” siger Louise Sølvsteen.  

Camilla Misha Holde Hjelmgaard supplerer ifm. Alice Yvonne Schröders sår.  

”Jeg tror, at det der går galt er, at I bruger den forkerte forbinding. Det kan bremse sårhelingen, når den konstant er for våd og tydeligt irriteret. Så jeg synes, I skal prøve en anden forbinding af i nogle uger. Og hvis rødmen ikke falder, synes jeg, I skal booke en tid hos os.” 

På turnus i syv kommuner 

Sårteamsprojektet har kun kørt et halvt år, så der er endnu ikke konkret data på, hvad sårteamet løser. Men både i kommunen og på hospitalet kan de se, at det gør gavn. Dels til kompetenceudvikling, dels til forebyggelse og dels til at udføre sygepleje tæt på borgeren på tværs af sektorer. 

I september udvider de, så andre kommuner i regionen kan få glæde af sårteamet.  

”Vi startede op i Faxe Kommune i starten af februar. Om lidt starter vi i Greve Kommune, som er en af de syv andre kommuner, der hører til SUH Køges optageområde. Og planen er, at vi på sigt skal besøge hver kommune en dag om ugen, så det bliver en turnusordning,” siger Camilla Misha Holde Hjelmgaard.” 

Både i kommune og region kan de se værdien i samarbejdet.  

”Det tværsektionelle samarbejde bliver styrket, fordi man kan sætte ansigt på hinanden. Når Louise ringer ind til mig, så ved jeg først og fremmest, hvem Louise er, men jeg har måske også en ide om, hvad hendes kompetencer er, eller hvad hun kunne have brug for hjælp til,” siger Camilla Misha Holde Hjelmgaard.  

”Vi ser, at der er kommet en bedre dialog. Tænker du ikke også det, Louise?” spørger Liane Ystrøm. Louise Sølvsteen bekræfter, og Liane Ystrøm fortsætter:

”Vi har fået så positive meldinger på, at vi hjælper hinanden sygehus og kommune imellem. Vi lærer lige så meget af at komme ud til borgerne, som hjemmesygeplejerskerne gør. Vi har jo alt lige ved hånden hos os, og det sætter tingene i perspektiv, fordi det har de selvfølgelig ikke ude i kommunen.” 

Jørns smalle sneakers på pension  

Vi befinder os på dagens sidste stop for det udekørende team. Jørn Axel Arnø, der har diabetes og et sår på storetåen, ligger i sin seng med strømperne af. Han har vasket dem, forsikrer han.  

Såret, der startede som en lille rift, er blevet stort og pæreformet. Men det kan have noget at gøre med hans sko, vurderer Liane Ystrøm. Camilla Misha Holde Hjelmgaard viser på Jørn Axel Arnøs terapisandal, hvordan sandalen gnaver lige der, hvor såret befinder sig . Hun retter derefter fokus mod hans blå sneakers, der er for smalle, og som derfor også trykker på såret. Men sårteamet har tricks med i lommen.

”Du kan lige komme herhen og se,” siger Liane Ystrøm til Louise Sølvsteen og de to sårspecialister viser, hvordan man med skum kan lave en aflastning på terapisandalen, så såret kun er i kontakt med luft og ikke kras velcro.

”Så, Jørn, de blå sko der, de skal på pension. Fra nu af er det kun terapisandalerne, der duer,” siger Camilla Misha Holde Hjelmgaard.  

På række går de tre fagligheder ud af huset, men samles ved et figentræ i den skarpe sensommersol. Jørn Axel Arnøs kone beder om hjælp til at plukke figenerne, som de får et par med af til køreturen.  

”Det er alsidigt at komme ud til borgerne, må man sige,” siger Camilla Misha Holde Hjelmgaard, før de forsvinder ind i kommunebilen.