Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fokus på forskning: Digital teknologi kan forebygge tryksår

Sygeplejersken 2026 nr. 3, s. 57

Af:

Redaktionen

Evnen til selv at forebygge tryksår i hjemmet styrkes hos personer med rygmarvsskader, når de bruger digitale teknologier.

Det viser et scoping review, der har analyseret eksisterende forskning om personer med rygmarvsskader. Reviewet tager udgangspunkt i 12 studier, hvoraf seks studier undersøger feedbacksystemer, der giver konkrete trykdata, mens seks andre studier ser på apps, SMS-baserede tiltag og teknologiske læringsforløb.

Reviewet viste, at de digitale teknologier kan styrke patienternes viden, opmærksomhed, engagement og ikke mindst tro på egne evner til selv at forebygge tryksår.

Tryksår er en af de hyppigste sekundære komplikationer efter rygmarvsskade, fremgår det desuden af reviewet, der også viser, at flere bruger digitale løsninger til at hjælpe med forebyggelsen af tryksår.

Dog viser reviewet også, at det er uklart, hvor stor effekt de digitale teknologier konkret har, og at der er behov for mere forskning på området.

Reviewet ’Self-managed digital technologies for pressure injury prevention in individuals with spinal cord injury: a systematic scoping review’ er udgivet i Spinal Cord.

/ehh