Lyv ikke for mennesker med demens

“Mennesker med demens har ikke brug for en kunstig virkelighed skabt af illusioner. De har brug for, at vi møder dem i den virke-lighed, de oplever, gennem nærværende og fagligt funderede relationer.”

Sådan lyder det fra sygeplejerske Jannie Sternberg, som for nylig har haft et debatindlæg i Kristeligt Dagblad. Hun skrev det som reaktion på, at en ny demenslandsby er skudt op i Danmark. Udover busstoppestedet, hvor der aldrig kommer en bus, kan man også finde et lille hvidt attrap-stakit foran udgangsdøren med en advarselstrekant og et skilt, hvor der står “Pas på - nymalet.” Beboerne kan også lægge vejen forbi en frisørsalon uden frisør, der klipper deres hår. Det bliver ordnet af de ansatte. Hos købmanden kan beboerne tage genbrugstøjet med fra stativerne uden at betale, ligesom de i sommervarmen kan snuppe en is fra fryseren.

Ifølge forstanderen i demenslandsbyen må man godt snyde mennesker med demens ved f.eks. at sætte et attrap-stakit op, hvis det forhindrer beboere i at forlade plejehjemmet og blive væk, forklarer hun i en artikel i Kristeligt Dagblad. Men det er Jannie Sternberg ikke enig i.

Kulisser opfylder ikke behov

For selv om landsbyen er skabt i den bedste mening med respekt for dens beboere, så køber Jannie Sternberg ikke idéen om at bygge en uvirkelig ramme omkring mennesker med demens. Hun arbejder selv indenfor ældreplejen og har mange års erfaring som demenskoordinator:

“Vi skal ikke aflede mennesker med demens fra virkeligheden. Man kan ikke bare snyde dem og konstruere en alternativ virkelighed bygget på en illusion, der skal kunne rumme mennesker med svær kognitiv svækkelse, som derfor har svært ved at klare sig selv. De er almindelige mennesker med almindelige følelser og helt basale psykologiske behov, der ikke bliver opfyldt i den her verden af kulisser.”

Ved at legitimere snyd som metode risikerer man at flytte omsorgen fra relation til iscenesættelse, mener hun:

“Det er et skråplan at tænke, at mennesker med demens ikke kan agere i verden, som den er. Det kan de. De skal bare have hjælp. Det kræver tid, gode relationer og høj sygeplejefaglighed,” siger Jannie Sternberg og fortsætter:

“Løsningen ligger ikke i bare at sende Hans ind i købmandsbutikken for at handle. Så ryger den faglige refleksion, som er så vigtig. Hvad er det egentlig, Hans gerne vil, og hvad giver han udtryk for? Savner han måske noget at tage sig til, siden han hele tiden spørger, hvornår vi skal ud at købe ind?”

Tid og nærvær er værdigt

Jannie Sternberg har kun fået positive tilbagemeldinger på debatindlægget. Hun mener, det er vigtigt, at sygeplejersker fortsætter debatten.

“Det kan måske føre til, at man griber det anderledes an, næste gang, man planlægger at lave en demenslandsby,” siger hun og tilføjer:

“Hvis der bliver lavet en tydelig klinisk vurdering og specifikke handleplaner, er der ikke brug for en undulat af pap i et fuglebur. Vi skal møde mennesker med demens med tid og nærvær. Vi skal ikke lyve over for dem. Det er uværdigt.”

Dette indlæg er et udtryk for kildens egen holdning.