Gadesygeplejersken, der fødte socialsygeplejen 

Da Søren kom ind med firetoget fra Jylland og skulle købe brun heroin ved Københavns Hovedbanegård, fik han kakaopulver. Kakaopulveret fixede han ind i en åre på håndryggen, og det var sådan, han mødte gadesygeplejerske Nina Brünés i Ørstedsparken kl. 10 om formiddagen. 

”Hans hånd var simpelthen hævet op som en boksehandske,” genkalder Nina Brünés sig episoden 26 år efter, hvor hun står på præcis det samme sted, som hendes mobile sygeplejeklinik plejede at holde.  

Til de andre socialt udsatte, misbrugere og hjemløse, der var stimlet sammen om den mobile sygeplejeklinik for at få sygepleje, måtte hun sige:  

”Det er ærgerligt, guys, men vi skal på skadestuen.” 

På Bispebjerg Hospital fik Søren ikke hjælp til sine tunge abstinenser. Til gengæld fik han en pjece, trykt professionelt på dobbeltsidet og blankt papir, med et regelsæt om, hvordan man skulle opføre sig som narkoman indlagt på den afdeling. Han skulle opføre sig ordentligt og måtte hverken forlade afdelingen eller få besøgende. 

”Det var tydeligt, at der havde stået en arbejdsgruppe bag den pjece. Og der stod jeg bare og tænkte: Hold fast, hvor må de have haft nogle virkelig, virkelig ubehagelige oplevelser, for ellers ender man ikke med at skrive sådan noget,” fortæller Nina Brünés. 

Så hun vendte tilbage og bankede på hos Bispebjerg Hospital. Hun og hospitalet kunne hjælpe hinanden med at forstå mennesket bag misbruget, mente hun. Det blev startskuddet til socialsygeplejen, som vi kender den i dag. Og hun har aldrig set sig tilbage.  

Socialsygeplejerske midt i fixet 

Når Nina Brünés står på Maria Kirkeplads på Vesterbro en lummer sommerdag i 2026 og er klar til en gåtur rundt i sit CV, kan hun så tydeligt se sin første arbejdsplads for sig. De hvide plastikkrus til at opløse heroin i, tonerne af saxofonspil, den umiskendelige, sødlige lugt af fodsvamp og jakkerne, der åbnede og lukkede.  

I en alder af 24 år med et dugfriskt eksamensbevis sprang hun ud som Københavns gadesygeplejerske nummer to. Sygeplejeklinikken lå bogstaveligt talt inde i Mariakirken og bestod primært af en hane med rindende vand. Sår og fodsvamp var hverdagen, når det ikke var livstruende bylder, overdoser og sår fra knivstik. Hun beskriver arbejdet som det bedste, hun har haft. Og det modigste spring i hendes karriere.  

To år senere blev hun ansat i projektet ’Sygepleje på hjul’ af hjemløseorganisationen ’Projekt Udenfor’.  

”Vi havde en ombygget sengeambulance, som var lavet om til en mobil sygeplejeklinik. I den kørte vi rundt i Københavns gader og havde forskellige holdepladser. Så kunne de hjemløse komme og få hjælp til, hvad de nu havde brug for. Og så lavede vi opsøgende arbejde til fods.” 

Det var mødet med Søren foran den mobile klinik, der gav Nina Brünés idéen til at samarbejde med det etablerede system. Hun gik til Projekt UDENFOR med projektidéen, der finansierede hendes ansættelse på Bispebjerg Hospital i to år. Efterfølgende ansatte Bispebjerg Hospital hende fast som socialsygeplejerske i somatikken.

Stoffet som symptom på forpinthed 

Spørgsmålet ’hvorfor’ har været Nina Brünés’ mantra gennem hele hendes karriere. Det første ’hvorfor’ blev udløst af et fagligt chok i sin sidste praktik på uddannelsen. 

”På Rigshospitalet passede jeg en stofmisbruger, som blev utrolig uværdigt behandlet af personalet. Alle hans symptomer blev misfortolket som ”misbrugsadfærd,” og jeg blev både fagligt og menneskeligt indigneret over, at man kunne behandle en patient på den måde.” 

Men mandens skæbne endte med at røre dybere, end hendes faglige indignation gjorde. I mandens journal stod en sygeplejerske fra Vestre Fængsel som hans nærmeste pårørende. 

”Jeg tænkte: Hvordan ender man her som 41-årig, hvor ens primære pårørende er en sygeplejerske i et fængsel? Dét har været min rettesnor igennem hele mit arbejdsliv med denne her gruppe mennesker. Hele tiden at spørge: Hvordan og hvorfor?” 

Det gjorde hun så. Først i sin sidste opgave på uddannelsen i 1998, hvor hun interviewede misbrugere på gaden om deres møde med sundhedsvæsnet, og konturerne af et samfundsproblem viste sig – og så hver dag siden.  

Da hun først begyndte at spørge ind til de her mennesker, som samfundet ikke forstod, gav deres skæbner mening. De fortalte om liv hjemsøgt af seksuelle overgreb, præget af familiemedlemmers overdoser, sexarbejde af nød og misbrug tidligt i barndommen.  

”Jeg er blevet inviteret ind hos socialt udsatte, fordi jeg har turdet stille spørgsmålene. Hele denne her tunge, tunge gruppe, som har vist mig et menneskeligt ansigt, men også virkelig forpinte liv. Og så begynder man selv at svare på hvorfor og hvordan, og pludselig forstår man det godt.” 

Derfor gik det tidligt op for Nina Brünés, at man ikke tager stoffer for at dø. Man tager stoffer for at overleve det forpinte liv, man allerede har levet. Og det er også derfor, hun aldrig har prøvet at fikse fixeren, men i stedet reducere skaderne gennem sygepleje.  

”Det kan godt være, at der i vores samfund er en holdning, der hedder ’hold op og lad være’, men nogle er bare ikke klar til at komme i behandling lige nu, og så handler det da om at passe på dem, så de har arme og ben og er i live, når de på et tidspunkt søger i behandling.” 

Fra gadesygeplejerske til pionér 

I dag bliver Nina Brünés kaldt socialsygeplejens moder, men fodpleje og sårrensning er byttet ud med koordination og politisk indflydelse. Siden 2012 har hun været koordinator for socialsygeplejerskerne i Region Hovedstaden. Dengang var der fire sygeplejersker ansat i somatikken på hospitaler i regionen, i dag er der 22.

 ”Jeg understøtter den faglige udvikling af socialsygeplejerskerne, underviser personale og er med i en hel del forskningsprojekter,” fortæller hun.

Det er netop vigtigt for hende at fortsætte med at stille spørgsmål, også i forskningen.

Som noget relativt nyt er hun også blevet formand for Rådet for Socialt Udsatte, som hun, på nær to år, har været medlem af siden 2002. Hun blev dertil per 1. januar 2026 udpeget af daværende socialminister Sofie Hæstorp Andersen (S) til at stå i spidsen for at rådgive socialministeren og resten af regeringen på det sociale område.  

”Det føler jeg mig meget privilegeret og ydmyg

over. At skulle balancere at rådgive et folketing, en regering – også når man er uenig.” 

Og privilegeret er i hele taget et ord, der hænger løst i Nina Brünés’ ordforråd, for hun føler sig inkarneret privilegeret over den position, hun har fået på det sociale område. 

Nye tider 

Der er sket noget, siden Nina Brünés startede som gadesygeplejerske i 1998, fortæller hun ved Hovedbanegården omringet af turister. 

”Hovedbanen så anderledes ud dengang. Folk, som ikke havde nogen steder at bo, sove og være, satte sig derind,” fortæller hun og peger på en sideindgang.  

Hvor Lagkagehuset nu ligger, holdt ’Pillebørsen’ engang til, og man bragede operamusik ud ad indgangen for at jage de pillehandlende væk. På Skelbækgade, en spytklat fra Kødbyen, hvor en Aperol Spritz i dag koster 130kr., solgte unge kvindelige misbrugere sex for det næste fix, fortæller Nina Brünés og peger på strækningen, hvor de blev samlet op. 

Nu ser det anderledes ud. Der er blevet oprettet stofindtagelsesrum flere steder på Vesterbro. Vi lægger vejen forbi Mændenes Hjem og Café Dugnad, som tilbyder mad og ly for hjemløse og stofmisbrugere. Begge steder er der i øvrigt ansat sygeplejersker, og Nina Brünés sidder i Mændenes Hjems bestyrelse.  

Men det har været hårdt arbejde at være med til at forbedre forholdene, fortæller hun med et konkret eksempel i hånden: Et af de små ”værktøjssæt”, som stofmisbrugerne bruger til at injicere stoffer med, og som de dengang fik gratis fra Falck-vogne. Hun finder en lille vandbeholder frem i sættet. 

”Når jeg kigger på den der lille vandbeholder, så tænker jeg: I skulle vide, hvad det kostede af politiske samtaler og lobbyarbejde at få den med i sættet.” 

Undervejs har frustrationerne også fyldt:  

”Hvor mange skal dø, inden vi gør noget? Det har jeg virkelig spurgt om mange gange.” 

“Du har reddet mit liv” 

Derfor lærte Nina Brünés tidligt, at hun ikke skulle samle på solstrålehistorier, hverken som gade- og socialsygeplejerske.  

”De historier er der bare ikke. Og hvis de er der, er de små,” siger hun, men afbryder sig selv. For når hun tænker sig om, oplevede hun faktisk for nylig solen skinne på en kvinde, der ellers havde været omsluttet af mørke, da Nina Brünés kendte hende fra gaden.  

”Hun tog virkelig mange stoffer og hoppede ind i alle mulige biler, var ude for gruppevoldtægter og var helt ligeglad. Jeg var så bange på hendes vegne, for hun levede virkelig et farligt liv. Og pludselig var hun der ikke mere, og så vidste ingen, hvor hun var blevet af.” 

Nina Brünés har flere gange siden tænkt over, hvor hun mon blev af. Hun troede, kvinden var død. Men pludselig mødte hun hende 22 år senere, fortæller hun og tager sig til øjenkrogen.  

”Så er hun blevet stoffri og har fået barn og mand og uddannelse og kører totalt karriere. Og så sagde hun: “Nina, jeg fortæller alle, at du har reddet mit liv.” Og det forstår jeg ikke, hun gør,” siger Nina Brünés, tydeligt bevæget over mødet fra sin fortid.  

Og der er flere solstrålehistorier, når man graver lidt dybere. Nina Brünés fremhæver pilotprojektet på Bispebjerg, som ingen vidste, om ville lykkes. Men det gjorde det: 

”Efter mit forløb på Bispebjerg skete der det, at personalet gik fra at se de socialt udsatte som narkomaner til at se dem som patienter med lægefaglige og sygeplejefaglige behov. Adfærden blev tolket ind i en faglig ramme i stedet for i en fordømmende ramme.” 

Et håb om overflødighed 

Efter gåturen i hendes CV, kan Nina Brünés tydeligt se, at tingene har ændret sig. Den ender, hvor det hele startede: I Ørstedsparken, hvor Sørens kakaoinjicerede hånd ledte hende til det næste skridt på hendes karrieresti.  

Hver gang, hun gennem de sidste 26 år har følt, det er gået for langsomt, har hun tænkt tilbage på Sørens møde med det etablerede system.  

”Jeg har stadig det regelsæt og tager det frem med jævne mellemrum. Når jeg er allermest frustreret over, at tingene går for langsomt, så tænker jeg, at vi er et helt andet sted i dag, end vi var engang.” 

I dag er der ansat socialsygeplejersker på hospitaler i samtlige regioner og i flere kommuner. Men spørger man hende, hvordan socialsygeplejens fremtid ser ud, er hun ikke i tvivl. Hun håber, at alle sundhedsfaglige kan tolke for socialt udsatte i sundhedsvæsenet. 

Søren er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med hans rigtige identitet.