Sygeplejersken
Vi kan bekæmpe mistrivslen
Sygeplejersken 2026 nr. 3, s. 5
Af:
Dorthe Boe Danbjørg, Forkvinde
Alt for mange børn og unge mistrives. Det mærker familier, skoler, sundhedsvæsenet, ja hele samfundet. Derfor glæder det mig, at der endelig er kommet politisk fokus på at gøre noget ved det.
For vi kan som sygeplejersker spille en afgørende rolle.
Vi møder børn og unge på forskellige tidspunkter i livet. Sundhedsplejersken møder den nybagte familie i hjemmet og følger barnet gennem de første leveår og senere i skolen. Sygeplejersken i almen praksis møder børn og forældre, når de søger hjælp for søvnproblemer, angst, mavesmerter eller skolefravær. Og på sygehusene møder vi børn og unge på f.eks. børneafdelinger, i akutmodtagelser og i psykiatrien.
Med vores fag har vi mulighed for at opdage begyndende sårbarhed, stille de vigtige spørgsmål og reagere, før problemerne bliver større og sværere at løse.
I dette nummer af Sygeplejersken kan du møde nogle af de sundhedsplejersker, som netop ser de små tegn, andre måske overser. Det arbejde er uvurderligt, og deres indsats bør opprioriteres. Både ift. de 1-5-årige børn. Men også i skolerne, hvor sundhedsplejen gennem de seneste to årtier desværre er blevet nedprioriteret. Der skal sættes systematisk ind, for jo tidligere vi hjælper børn og familier, desto bedre kan vi være med til at forebygge alvorlig mistrivsel senere i livet. Sundhedsplejersker skal gøre det for børns mistrivsel, som de gjorde for børnedødeligheden.
Udfordringen med børn og unges mistrivsel kan ikke løses af én faggruppe alene. Men sundhedsplejersker og sygeplejersker er en vigtig del af løsningen. For vi har fagligheden, relationerne og adgangen til at møde børnene tidligt.
Den mulighed skal udnyttes.