Sygeplejersken
”Jeg fokuserer på dem, der bliver raske”
I mere end 20 år har Nuhu Seidu arbejdet som stråleterapisygeplejerske. Her kombinerer han sygepleje, teknologi og omsorg for at hjælpe kræftpatienter gennem svære behandlingsforløb.
Sygeplejersken 2026 nr. 3, s. 46-49
Af:
Emma Kold, journalist
Foto:
Amanda Hjernø
Jeg har altid syntes, at arbejdet med røntgen var vildt spændende. At man kan se helt ind i nogen og finde ud af præcis hvorhenne, f.eks. en tumor sidder. Det er meget fascinerende.
Da jeg tilbage i 2004 blev færdig som sygeplejerske, arbejdede jeg på Mavetarmmedicinsk Afdeling på Herlev Hospital. En dag overhørte jeg nogle kollegaer snakke om denne her efteruddannelse i stråleterapi for sygeplejersker.
Jeg har altid elsket at være sygeplejerske, men hvis jeg kunne kombinere sygeplejen og det tekniske i stråleterapien, så ville det kun være endnu bedre.
På Mavetarmmedicinsk Afdeling arbejdede jeg til tider med patienter, som skulle igennem en koloskopi for at finde ud af, om de havde endetarmskræft. Ideen om, at jeg kunne hjælpe dem hele vejen igennem et stråleforløb, tiltalte mig meget. Jeg ville gerne være med til at følge behandlingen til dørs.
Så jeg tænkte: Hvorfor ikke? Og så tog jeg efteruddannelsen.
Fagligt ajour
Uddannelsen tog et år. Jeg var ansat på en stråleafdeling samtidig med, at jeg gik i skole og fik den teoretiske baggrund for strålebehandling. Da jeg blev færdig med efteruddannelsen i 2006, startede jeg som stråleterapisygeplejerske på afdelingen for kræftbehandling på Herlev Hospital, hvor jeg stadig arbejder i dag.
Som uddannet stråleterapeut giver man strålebehandling til næsten alle former for cancer. Når en patient får konstateret f.eks. lungecancer, bliver vedkommende scannet for at finde ud af præcis, hvor tumoren er henne. Så laves der en indtegning, der fortæller nøjagtig, hvor jeg skal give strålebehandlingen. Et forløb kan vare alt fra fem til 39 behandlinger.
Desuden analyserer jeg røntgenscanningerne, som kan vise præcis, hvor stor tumoren er, og hvordan den har udviklet sig siden sidst.
Da jeg startede på efteruddannelsen, var jeg meget overrasket over, hvor nøjagtigt man kunne se en tumor, og hvordan man kunne følge med i udviklingen. Og sidenhen er teknologien kun blevet mere avanceret.
Der kommer hele tiden ny teknologi på området, som vi skal forholde os til: Nye acceleratorer (de maskiner, der bruges til udvendig strålebehandling, red.), som kan ramme tumorer meget mere præcist og overvågningssystemer, som kan sikre, at patienten ligger helt stille under hele forløbet.
Den teknologiske og forskningsmæssige udvikling stiller krav til min faglighed. Jeg skal hele tiden holde mig opdateret.
Vi har mange forskellige acceleratorer, som kan forskellige ting. En accelerator til behandling af brystkræft, en anden til behandling af blærekræft og hjernetumorer – jeg skal kunne navigere i alt det tekniske udstyr.
På den måde går jeg i hvert fald ikke fagligt i stå. Der er konstant udvikling på området, så jeg bliver udfordret fagligt hver eneste dag, og det gør, at det bliver ved med at være spændende for mig at gå på arbejde.
Et livsbekræftende job
Arbejdet som stråleterapeut kræver empati og situationsfornemmelse. Patienterne skal have informationer om behandlingen og om bivirkninger, så de føler sig klædt godt på.
Men det handler også om at forstå, hvor patienten kommer fra. Hvis en patient kommer ind og er meget nervøs, så nytter det ikke noget, at jeg siger: ”Du kommer til at have diarré fra nu og til juleaften!”
De er i forvejen i et svært forløb med en forfærdelig sygdom. Det er så vigtigt, at jeg møder patienten, der hvor de er, og giver dem ro i maven – og det er utroligt livsbekræftende, når det lykkes.
Arbejdet kræver også, at jeg holder hovedet koldt. I sidste uge behandlede jeg en ung kvinde på 31 år med en stor tumor. Lægerne havde fortalt hende, at behandlingen ikke kunne gøre hende rask, og at der derfor ikke var lang tid tilbage.
Det stak virkelig i hjertet at høre. Sådan nogle situationer kan godt sidde i mig længe. Men selvom det rammer mig, er jeg professionel. Det nytter ikke noget at tage oplevelserne med hjem og gå at være trist over dem.
Jeg prøver i stedet at huske på de patienter, som har været i et behandlingsforløb hos os, som kommer tilbage et halvt år senere og fortæller os, at canceren er væk.
At jeg har været med til at gøre en patient kræftfri igen - det vælger jeg at fokusere på.
Derfor er det helt specielt for mig at kunne være med til at give kræftpatienter en behandling, som kan give dem håb. Håb for at deres tilstand forbedres. Det gør mig virkelig glad.