Håndtering af delirium på tværs af hospitals-afdelinger i Danmark
– danske resultater fra en international tværsnitsundersøgelse

Delirium er en akut og alvorlig tilstand karakteriseret ved opmærksomhedsproblemer, desorientering og ændret kognitiv funktion, ofte ledsaget af psykoselignende symptomer på baggrund af somatisk sygdom, som ikke kan forklares ved en primær psykiatrisk lidelse (1). Tilstanden forekommer hyppigt hos ældre hospitalsindlagte patienter og ses med særlig høj prævalens blandt patienter indlagt på intensivafdelinger samt i terminale forløb (2). På verdensplan rammes cirka 18% af patienter indlagt på hospitaler eller plejecentre af delirium (3), og omkring 25% af patienter indlagt på en intensivafdeling udvikler delirium (4).

Delirium er forbundet med øget risiko for forlænget indlæggelse, komplikationer samt fysisk og kognitivt funktionstab. Derudover er delirium associeret med øget 2-årsmortalitet (2,5).

Flere prædisponerende faktorer øger risikoen for delirium, herunder høj alder, demens, tidligere delirium og syns- og hørenedsættelse (6). Udløsende faktorer omfatter bl.a. akut sygdom, smerter, hypoxi, elektrolytforstyrrelser, dehydrering, immobilitet, infektioner, kirurgi, visse lægemidler (f.eks. benzodiazepiner, antikolinergika og opioider) og ændringer i det fysiske miljø – herunder overstimulation eller sanseberøvelse (7).

Forebyggelse af delirium bygger på tidlig identifikation og risikovurdering. Systematiske tilgange som screening, reduktion i udløsende faktorer og styrket kommunikation med patienter og pårørende er centrale elementer i den forebyggende indsats (2).

Multikomponente interventioner har vist sig effektive til både forebyggelse og behandling af delirium hos hospitalsindlagte patienter (8,9). Disse interventioner omfatter bl.a. sanseoptimering, kognitiv stimulering, mobilisering, ernæring, støtte til normalisering af døgnrytme samt inddragelse af pårørende (2). Evidensen peger særligt på effekt blandt ældre patienter, postoperative og kritisk syge, hvor en multikomponent tilgang kan reducere forekomsten og varigheden af delirium med op til 43-50% samt mindske behovet for udskrivelse til plejehjem og rehabilitering sammenlignet med sædvanlig behandling (8,9). Systematiske og tværfaglige indsatser vurderes derfor at være afgørende for at opnå effekt.

Farmakologisk behandling af delirium er primært undersøgt på intensivafdelinger. Forebyggelse med antipsykotika har ikke vist effekt, og nyere studier viser, at behandling med haloperidol ikke reducerer varigheden af delirium (10,11). Ifølge nationale retningslinjer anbefales antipsykotika derfor ikke rutinemæssigt, men kan overvejes i udvalgte tilfælde, hvor ikke-farmakologiske tiltag er utilstrækkelige, og hvor patienten er i fare for at skade sig selv eller andre, eller hvor symptomer som hallucinationer, vrangforestillinger og agitation forhindrer sufficient diagnostisk og behandling (2).

På trods af øget opmærksomhed på delirium er der fortsat begrænset viden om, hvilke ikke-farmakologiske og farmakologiske interventioner der anvendes i klinisk praksis på danske hospitaler. I forbindelse med World Delirium Awareness Day (WDAD) den 15. marts 2023 deltog hospitalsafdelinger og plejecentre fra store dele af verden i ’World delirium awareness and quality survey in 2023-a worldwide point prevalence study’ (WDAD2023), som undersøgte forekomsten af samt forebyggelses- og behandlingspraksis for delirium via et spørgeskema (3). Denne artikel præsenterer resultater fra en subgruppeanalyse af de danske data fra dette studie.

Formålet med subgruppeanalysen var derfor at beskrive prævalensen af delirium på danske hospitaler, hvilke ikke-farmakologiske og farmakologiske forebyggelses- og behandlingsinterventioner der benyttes samt at beskrive respondenternes ønsker til prioritering af fremtidig pleje, behandling og forskning inden for delirium.

Dette substudie var en tværsnitsundersøgelse med en national subgruppeanalyse baseret på de danske data indsamlet i forbindelse med det internationale WDAD2023-studie (3). Data blev indhentet via et elektronisk spørgeskema. I nærværende analyse rekrutterede forfattergruppen danske afdelinger, oversatte og tilpassede spørgeskemaet til en dansk kontekst samt udførte en selvstændig analyse af de indsamlede danske data.

Denne artikel er udarbejdet efter ‘Strengthening the Reporting of Observational studies in Epidemiology’ (STROBE) guideline (12).

Spørgeskema

Det oprindelige kvalitetsspørgeskema blev udviklet og valideret af den internationale forskningsgruppe bag WDAD2023-projektet (WDAD Study Team).

Spørgeskemaet blev oversat fra engelsk til dansk af to uafhængige medlemmer af forfattergruppen. Herefter blev den danske version gennemgået i plenum, og ved tvivlstilfælde blev oversættelsen drøftet med det internationale WDAD Study Team. Der blev ikke anvendt back-translation, men tilstræbt funktionel ækvivalens og tilpasning til danske forhold.

Forud for dataindsamlingen blev den danske version pilottestet af seks sundhedsprofessionelle med erfaring fra både sengeafdelinger og intensivafdelinger. Pilottesten havde fokus på begrebsforståelse, sproglig klarhed og tilpasning til dansk praksis.

Spørgeskemaet indeholdt data om antallet af patienter indlagt på den pågældende dato samt antallet af patienter med og uden delirium. Spørgeskemaet indeholdt 14 sektioner med i alt 39 spørgsmål om sociodemografiske, hospitals- og afdelingsforhold. Der indgik også spørgsmål om deliriumvejledninger, implementering, ikke-farmakologiske interventioner (herunder smertebehandling), farmakologisk håndtering samt barrierer for effektiv deliriumbehandling i lukkede svarkategorier. I åbne fritekstsvar omhandlede spørgsmålene bl.a. respondenternes ønsker for fremtidig forskning og prioritering i klinisk praksis vedrørende delirium.

Rekruttering af deltagende afdelinger og respondenter

Deltagende afdelinger blev rekrutteret via convenience¹ og snowball² sampling. Rekrutteringen blev varetaget af en national koordinator gennem Dansk Delirium Netværk (hesv77.wixsite.com/website). Kun afdelinger med overnattende patienter kunne inkluderes i undersøgelsen. Sundhedsprofessionelle fra hver afdeling med interesse for delirium blev udpeget som respondenter ved onlinemøder i efteråret og vinteren 2022–2023. Respondenterne var ansvarlige for at indsamle data ved at besvare spørgeskemaet (én besvarelse pr. deltagende afdeling). Tidligere patienter, familiemedlemmer eller sundhedsprofessionelle, der arbejdede i ambulatorier eller på operationsafdelinger, var ekskluderet fra undersøgelsen. Respondenterne modtog en introduktion til formål, studiedesign, metode og dataindsamlingsprocedurer ved et onlinemøde.

^{1 Convenience sampling: Udvælgelse af deltagere baseret på tilgængelighed og villighed til at deltage frem for tilfældig udvælgelse (31).
2 Snowball sampling: En rekrutteringsmetode, hvor eksisterende deltagere hjælper med at identificere og rekruttere nye deltagere fra deres netværk (32).}

Dataindsamling

Spørgeskemaet blev distribueret via e-mails til respondenterne gennem en international hjemmeside (www.wdd-study.center) med SurveyMonkey som feedbackplatform. Alle respondenter udfyldte spørgeskemaet i egen afdeling kl. 08 og 20 den 15. marts 2023.

Data og databehandling

Data inkluderede både kvantitative svar fra lukkede svarkategorier og kvalitative svar fra åbne fritekstfelter. Resultaterne blev analyseret adskilt i hhv. en statistisk og en tematisk tilgang. I denne danske subgruppeanalyse af WDAD23-undersøgelsen blev de kvantitative data analyseret deskriptivt. Karakteristika for de deltagende hospitalsafdelinger samt svarfordelinger er præsenteret I antal og procent. Alle kvantitative analyser blev udført i SAS version 8.3. Aldersfordelingen og andre kontinuerte variable er angivet som median og interkvartilinterval (IQR). Resultaterne for ikke-farmakologiske, farmakologiske og afdelingsspecifikke interventioner er opgjort i tre grupper: 1) sengeafdelinger, 2) intensivafdelinger og 3) andre (akutmodtagelser/opvågningsafdelinger/skadestuer). Den kliniske erfaring hos respondenterne er inddelt i grupperne: under 10 års-, 10-20 års- og over 20 års erfaring. Antallet af senge på deltagende hospitaler er inddelt i: Under 500 senge, 500-1.000 senge og over 1.000 senge. De kvalitative data bestod af fritekstsbesvarelser fra 56 respondenter. Data blev analyseret ved en induktiv indholdsanalyse inspireret af Elo og Kyngäs (2008) (13). Analysen blev gennemført i flere trin. Først blev alle fritekstbesvarelserne gennemlæst flere gange for at opnå en samlet forståelse af materialet. Herefter blev enheder identificeret og kodet. Koderne blev efterfølgende grupperet i underkategorier baseret på indhold og ligheder, som herefter blev abstraheret til overordnede temaer. Fritekstsvarene blev kondenseret og præsenteret som repræsentative eksempler inden for hvert tema. Kodning og temadannelse blev udført af fire forfattere, hvorefter resultaterne blev drøftet i forfattergruppen med henblik på at opnå konsensus og styrke analysens troværdighed.

Denne subgruppeanalyse ekskluderede to plejecentre, der indgik i den samlede internationale undersøgelse, da deres pleje- og behandlingsstandarder ikke blev vurderet som sammenlignelige med hospitalernes. Kun fuldstændigt udfyldte spørgeskemaer blev inkluderet i analysen. Afdelinger med manglende eller ufuldstændige data blev derfor ekskluderet (figur 1).

Etik

Afdelingsledelsen fra deltagende afdelinger gav samtykke til deltagelse. Respondenterne blev efterfølgende både mundtligt og skriftligt informeret om deres rolle, rettigheder og muligheder for at deltage. Linket til spørgeskemaet blev distribueret til respondenterne. Ved at udfylde spørgeskemaet bekræftede de samtidig deres samtykke. Ifølge dansk lovgivning var der ikke anmeldelsespligt for studiet, da der ikke indgik personoplysninger (journalnr. 22046324).

I alt deltog 69 hospitalsafdelinger og plejecentre. To plejecentre, der indgik i den samlede internationale undersøgelse, blev ekskluderet fra subgruppeanalysen, da deres pleje- og behandlingsstandarder ikke blev vurderet som sammen-

lignelige med hospitalernes (Supplerende materiale (SM) Figur 1). Tre hospitalsafdelinger havde ikke udfyldt spørgeskemaet, og tre afdelinger indsendte ikke fyldestgørende data og blev derfor ekskluderet. Den endelige analyse omfatter således 61 hospitalsafdelinger ((SM) Figur 1).

Blandt de 61 deltagende hospitalsafdelinger var 28 (45,9%) sengeafdelinger, 26 (42,6%) intensivafdelinger og 7 (11,5%) andre afdelinger (tabel 1).

De 61 respondenter var 48 (78,6%) sygeplejersker, 3 (4,9%) læger, 9 (14,8%) forskere og 1 (1,6%) af anden profession.

Blandt de 61 hospitalsafdelinger var der kl. 08:00 indlagt 1.101 patienter, hvoraf 83 af 612 screenede patienter blev vurderet delirium-positive med et valideret screeningsredskab, hvilket gav en prævalens på 13,6% (sengeafdelinger 10,0%, intensivafdelinger 26,4%, andre 44,4%). Klokken 20:00 var der 1.002 patienter indlagt, hvoraf 71 ud af 554 screenede patienter blev vurderet positive for delirium, svarende til en prævalens på 12,8% (sengeafdelinger 10,7%, intensivafdelinger 18,4%, andre 25,0%).

De fleste afdelinger rapporterede at have implementeret skriftlige retningslinjer for håndtering af delirium (93,4%) (tabel 1). Ligeledes rapporterede 88,5% af afdelingerne at have en retningslinje for behandling af smerter og ernæring, og 50,5% havde en retningslinje for mobilisering. Retningslinjer for familieinvolvering og empowerment blev rapporteret af 21,3% af afdelingerne (tabel 1).

Ikke-farmakologiske interventioner til forebyggelse og behandling af delirium

De mest rapporterede ikke-farmakologiske interventioner på tværs af afdelingerne omfattede smertebehandling (93,4%), mobilisering (90,2%) og brug af hjælpemidler (88,5%). Opmærksomhed på tilstrækkelig væskeindgift (86,9%) og etablering af døgnrytme (83,6%) blev også rapporteret som hyppige interventioner (tabel 2). Andre hyppigt anvendte interventioner var kognitiv stimulering gennem verbal reorientering (78,7%), uforstyrret søvn (73,8%), stimulering vha. aviser, TV, musik eller andet (67,2%) og inddragelse af familie, herunder frie besøgstider (86,9%) og information (73,8%) (tabel 2).

Farmakologisk behandling af delirium

Den hyppigste farmakologiske intervention, anvendt til håndtering af delirium på tværs af sengeafdelinger, intensivafdelinger og andre hospitalsafdelinger, var haloperidol (70,5%) (figur 1a). Dog blev dexmedetomidin rapporteret brugt lige så hyppigt som haloperidol på intensivafdelingerne til behandling af delirium (figur 1b). Præparater som clonidin, melatonin og quetiapin blev også rapporteret som hyppigt anvendt på intensivafdelingerne (figur 1b).

En reduktion af brugen af potentielt deliriuminducerende lægemidler (såsom benzodiazepiner, kortikoider, hypnotika m.m.) blev rapporteret på 23,0% af de deltagende afdelinger (25,0% af sengeafdelinger og 27,0% af intensivafdelinger). Ligeledes blev gennemgang af patientens medicinliste ved en specialist (f.eks. geriater, farmaceut eller andet) rapporteret som en intervention mod delirium på 21,3% af de deltagende afdelinger (17,9% af sengeafdelinger og 23,1% af intensivafdelinger og 28,6% af andre afdelinger) (tabel 3).

Til håndtering af de farmakologiske interventioner rapporterede 44,3%, at de brugte standardiserede procedurer og protokoller (35,7% af sengeafdelinger, 61,5% af intensivafdelinger og 14,3% af andre afdelinger) (tabel 3). Kun én intensivafdeling angav, at de anvendte ”farmakologer/farmaceuter” til håndtering af de farmakologiske interventioner for delirium (tabel 3).

Barrierer for håndtering af delirium

I alt rapporterede 50,8% af respondenterne, at de manglede opmærksomhed på delirium, 49,2% rapporterede, at det var vanskeligt at identificere patienter i risiko for delirium, og 39,3% rapporterede manglende tid til at uddanne og træne personalet i deliriumhåndtering (tabel 4). Ligeledes rapporterede 37,7%, at manglende kommunikation mellem faggrupper havde indflydelse på deres deliriumhåndtering (tabel 4).

Kvalitative besvarelser

Respondenterne blev bedt om at beskrive områder ift. den fremtidige pleje og behandling af delirium samt ønsker for prioritering af forskning på området, hvilket uddybes herunder. Den kvalitative analyse resulterede i følgende tre temaer: Forebyggelse, pleje, behandling og miljø, systematisk håndtering af delirium, uddannelse og samarbejde (SM tabel 1).

Forebyggelse, pleje, behandling og miljø

Der blev efterlyst ikke-farmakologiske interventioner, bl.a. ift. forebyggelse af agitation, sikring af balance mellem hvile og aktivitet samt forebyggelse af delirium. Den praktiske håndtering, f.eks. af den agiterede patient, inddragelse af pårørende samt sikkerhed for patienter og personale var områder, som respondenterne ønskede belyst gennem forskning. En respondent beskrev f.eks., hvordan mangel på personale resulterede i medicinsk behandling fremfor ikke-farmakologisk forebyggelse således: “På grund af personalemangel og et højt opgavepres bliver den farmakologiske behandling ofte prioriteret – simpelthen fordi den er lettere at administrere.”

Mange udtrykte behov for forskning i farmakologisk behandling, bl.a. i effekten af farmakologisk behandling generelt, men også ift. specifikke patientgrupper og præparater samt behandling af hypoaktivt delirium. Andre deltagere var optaget af de fysiske omgivelser og betydningen af enestuer. Respondenterne ønskede forskning inden for ikke-farmakologiske interventioner, særligt ift. forebyggelse af delirium, og enkelte deltagere fremhævede specifikke patientgrupper (f.eks. børn, intensivpatienter) eller specifikke interventioner (f.eks. brug af musik eller virtual reality).

Systematisk håndtering af delirium

Identificering af delirium, herunder systematisk screening, blev også fremhævet af respondenterne, som ønskede fokus på risikopatienter og på at få stillet diagnosen delirium rettidigt. Flere respondenter beskrev egne projekter med fokus på screening, bl.a. beskrev én: “Vi kører i øjeblikket et deliriumprojekt på vores afdeling. Her anvender vi CAM systematisk til patienter over 65 år eller til patienter, der er markeret med ‘3’ på vores logistik tavle.” En anden beskrev, hvordan undersøgelsen allerede havde ændret praksis i afdelingen således: “Dette studie blev et afsæt for, at vi fremadrettet arbejder med mere systematisk screening for delirium med CAM i afdelingen.”

Respondenterne efterlyste desuden retningslinjer for håndtering af delirium baseret på evidens og best practice samt en højere grad af ensartethed i de eksisterende retningslinjer, en mere systematisk tilgang til ikke-farmakologiske interventioner samt mere entydige planer for patienterne.

Respondenterne mente også, at der er behov for forskning i årsager til delirium, mekanismer, subtyper og screeningsredskaber, og enkelte deltagere efterlyste forskning i patientens oplevelse af delirium samt kognitive og følelsesmæssige sequelae efter episoder med delirium.

Uddannelse og samarbejde

Respondenterne ønskede deliriumspecifik uddannelse baseret på evidens med fokus på vurdering og behandling af delirium. Større opmærksomhed på delirium blev efterspurgt, særligt ift. tværprofessionelle samarbejdspartnere. Der blev også ytret ønske om et styrket tværprofessionelt samarbejde med læger også fra psykiatrien med fokus på tydelige planer, klar kommunikation og dokumentation. En respondent beskrev, hvordan deltagelse i undersøgelsen havde øget fokus på delirium således: “Undersøgelsen har været rigtig god at arbejde med ude på afdelingerne – det gav et fælles fokus og åbnede for nye dialoger om de udfordringer, der knytter sig til delirium.”

I denne undersøgelse blev prævalensen af delirium målt både kl. 08:00 og 20:00 og var hhv. 13,6% og 12,8%. De hyppigst an-vendte ikke-farmakologiske interventioner på danske hospitalsafdelinger var smertebehandling, mobilisering samt opmærksomhed på behov for hjælpemidler og væske til forebyggelse og behandling af delirium. Respondenterne i denne undersøgelse efterspurgte særligt øget fokus på forebyggelse, pleje og fysiske rammer, en mere systematisk tilgang til identifikation og behandling samt styrket uddannelse og tværfagligt samarbejde.

Sammenlignet med de internationale resultater fra WDAD2023, peger de danske data på en generelt lavere prævalens af delirium og en højere grad af anvendelse af ikke-farmakologiske interventioner som hjælpemidler og familieinvolvering. Dette kan skyldes en kombination af øget opmærksomhed på delirium i danske kliniske miljøer, eksisterende nationale retningslinjer, at mange afdelinger har en implementeret retningslinje for håndtering af delirium samt forskelle i personalemæssige og organisatoriske ressourcer mellem sundhedsvæsenet.

I den internationale undersøgelse WDAD2023 sås ligeledes en lavere prævalens om aftenen, hhv. 18% kl. 08:00, og 17,7% kl. 20:00 (3). Dette kan, ligesom i Danmark, skyldes forskelle i screeningspraksis eller dokumentation mellem dag- og aftenvagt, hvor personaleressourcer og observationstid kan variere. En anden mulig årsag til et fald i forekomsten kan være, at patienter med delirium i dagtimerne kan være faldet til ro om aftenen, hvilket understreger deliriums fluktuerende karakter (2,14). Årsagen kan være, at patienterne i løbet af dagen er flyttet til en anden afdeling, som ikke deltog i punkt-prævalensundersøgelsen.

I Danmark så vi en højere rapporteret brug af hjælpemidler (briller, høreapparat og gangredskaber), familieinvolvering samt lavere brug af fysisk fiksering sammenlignet med resultater i den internationale WDAD23 (3). Et irisk subgruppestudie baseret på samme WDAD-undersøgelse viste, at der i Irland var større fokus på at reducere brugen af blærekateter og på verbal reorientering af patienten (15). Disse forskelle illustrerer, hvordan nationale retningslinjer og klinisk praksis kan påvirke prioriteringen af specifikke ikke-farmakologiske interventioner. Denne variation kan inspirere til fremtidig erfaringsudveksling og bidrage til udvikling af retningslinjer i en dansk kontekst.

I Danmark blev haloperidol rapporteret som det hyppigst anvendte præparat (70,5%) både på sengeafdelinger og intensivafdelinger. Dette ligger væsentligt højere end i den samlede internationale WDAD23-undersøgelse, hvor 46,2% af de deltagende afdelinger angav brug af haloperidol (3). Forskellen kan afspejle nationale forskelle i klinisk praksis, behandlingskultur og tilgængelige retningslinjer (16). I nogle lande anvendes fysisk fiksering måske oftere som alternativ til farmakologisk behandling, mens der i andre lande ses en mere tilbageholdende tilgang til medicinsk intervention ved delirium (17). Desuden kan forskellen skyldes variationer i uddannelse, lovgivning og holdninger til antipsykotisk behandling af ældre og kritisk syge patienter (18). Det højere forbrug i Danmark kan også afspejle et ønske om aktiv behandling frem for observation og støtte alene. Dette rejser samtidig spørgsmål om, hvorvidt brugen altid er evidensbaseret, da nyere studier har vist begrænset effekt af haloperidol på varigheden af delirium (11). Der er derfor behov for at undersøge, hvordan og hvornår haloperidol anvendes, og om praksis er i overensstemmelse med gældende evidens og anbefalinger – særligt ift. ikke-farmakologiske alternativer (19).

Flere af de identificerede barrierer for effektiv deliriumhåndtering i denne undersøgelse var relateret til organisatoriske og personalemæssige forhold. Blandt de mest fremtrædende var manglende opmærksomhed på delirium, begrænset tid til uddannelse og træning, vanskeligheder med vurdering af specifikke patientgrupper og utilstrækkelig tværfaglig kommunikation. Manglende fælles fodslag mellem faggrupper kan medføre forskellig vurdering, dokumentation og behandling af delirium og understreger behovet for tydeligere tværfaglig kommunikation og fælles procedurer. En respondent beskrev, at medicin ofte anvendes som den hurtigste udvej, især ved personalemangel. Dette må siges at være en problematisk, men desværre nok ikke enestående praksis i afdelinger med lavt fokus på delirium og hyppig underbemanding. Disse barrierer stemmer overens med fund i tidligere studier, hvor delirium sjældent betragtes som et kerneområde i den kliniske hverdag og derfor nedprioriteres (20). Den manglende opmærksomhed kan skyldes flere forhold. Delirium har et fluktuerende forløb og kan være vanskeligt at identificere, især den hypoaktive form (21). Desuden findes der ikke et screeningsværktøj, som anvendes bredt og systematisk på tværs af afdelinger (22). Klinisk praksis har ofte fokus på mere synlige eller akutte symptomer, hvilket kan betyde, at delirium overses, særligt i komplekse eller travle kliniske miljøer (23). For at højne opmærksomheden og styrke deliriumindsatsen bør der fokuseres på systematisk implementering af screening, udvikling af klare procedurer og øget tværfagligt samarbejde (24). Samtidig er der behov for målrettet undervisning og kompetenceudvikling blandt sundhedsprofessionelle, så delirium bliver et tydeligt prioriteret område i både akutte og elektive patientforløb. Respondenternes kommentarer om, hvordan deres deltagelse i projektet allerede havde øget fokus på screening, viser, at selv en forholdsvis lille intervention, som deltagelse i en undersøgelse, kan medvirke til en mere systematisk praksis.

Den internationale WDAD2023-undersøgelse viste, at afdelinger med implementerede retningslinjer for håndtering af delirium i højere grad anvendte ikke-farmakologiske interventioner og havde et lavere forbrug af farmakologisk behandling af delirium (25). I de danske data angav 93,4% af afdelingerne, at de havde implementeret retningslinjer for delirium, men dette afspejledes ikke nødvendigvis i en systematisk og ensartet tilgang i praksis. Flere af de kvalitative udsagn fra vores undersøgelse viste, at der stadig efterspørges konkrete redskaber og strukturer til vurdering og behandling af delirium, især ikke-farmakologiske interventioner og systematisk screening (26,27). Det indikerer, at kendskab til retningslinjer ikke automatisk omsættes til endelige kompetencer i praksis.

For at styrke implementering og klinisk anvendelse kan der være behov for didaktiske metoder, som øger læring og refleksion i praksis. Tidligere studier har vist, at simulationstræning og scenariebaseret læring kan forbedre klinikernes evne til at identificere og håndtere delirium, både ift. kommunikation med agiterede patienter, anvendelse af screeningsværktøjer og beslutningstagning i komplekse situationer (28). Escape room-konceptet er én form for scenariebaseret læring, hvor kliniske situationer og problemløsninger gøres konkret og engagerende (29). Studier har vist, at denne tilgang kan fremme overførsel af viden til praksis, øge tværfaglig dialog og støtte koblingen mellem teori og handling (30). Ift. delirium, hvor situationerne ofte er komplekse og fluktuerende, kan sådanne læringsformer være særligt relevante for at styrke klinisk dømmekraft og teamkoordination.

Resultaterne peger på et behov for mere viden om, hvordan evidensbaserede deliriumtiltag bedst implementeres i klinisk praksis, herunder hvordan ikke-farmakologiske interventioner og systematisk screening kan integreres i forskellige kliniske lokationer. Der er samtidig behov for forskning, der undersøger effekten af uddannelse og træning af sundhedsprofessionelle samt betydningen af tværfagligt samarbejde i håndteringen af delirium. Endelig er der behov for yderligere viden om anvendelsen af farmakologisk behandling, herunder hvornår og til hvilke patientgrupper denne er relevant.

Styrker og svagheder

Styrkerne ved denne tværsnitsundersøgelse er, at spørgeskemaet indeholdt både kvantitative lukkede spørgsmål og kvalitative fritekstspørgsmål, og at det var muligt at sammenligne resultaterne med de andre deltagende lande i den internationale WDAD23-undersøgelse. Kun fuldstændige spørgeskemabesvarelser blev inkluderet, hvilket sikrer en høj datakvalitet og ensartethed i analyserne.

En svaghed ved undersøgelsen er, at der blev anvendt convenience/snowball sampling, og at det samlede antal relevante hospitalsafdelinger i Danmark ikke kendes i relation til undersøgelsen. Det har derfor ikke været muligt at beregne den præcise respondentrate. Dette indebærer risiko for selektionsbias, idet afdelinger med interesse i delirium må antages at være overrepræsenteret i datamaterialet. En yderligere begrænsning er, at smertebehandling blev angivet som en ikke-farmakologisk intervention i spørgeskemaet. Det er dog uklart, om respondenterne har opfattet smertebehandling som udelukkende ikke-farmakologisk, eller om deres svar også dækker farmakologiske interventioner. Dette skaber usikkerhed omkring, hvilken type smerteintervention der reelt henvises til i besvarelserne. Da spørgeskemaet ikke er formelt valideret i dansk kontekst, må resultaterne fortolkes med forbehold for begrebsmæssige forskelle og mulige fortolkningsvariationer blandt respondenterne.

Denne subgruppeanalyse af de danske data fra den internationale WDAD2023-undersøgelse viste en punktprævalens af delirium på 13,6% om morgenen og 12,8% om aftenen blandt patienter indlagt på danske hospitalsafdelinger. Punktprævalensen var højere på afdelinger med akut kritisk syge patienter. De hyppigste anvendte ikke-farmakologiske interventioner omfattede smertebehandling, mobilisering og støtte til døgnrytme, mens haloperidol var det mest anvendte farmakologiske middel.

På trods af høj implementering af retningslinjer og udbredt anvendelse af ikke-farmakologiske interventioner fremhævede respondenterne væsentlige barrierer for systematisk håndtering af delirium, herunder manglende opmærksomhed, begrænsede ressourcer og utilstrækkelig tværfaglig kommunikation.

Resultaterne peger på et behov for i højere grad at omsætte eksisterende viden og retningslinjer til klinisk praksis. I sygeplejepraksis indebærer dette en mere systematisk tilgang til identificering og håndtering af delirium, herunder anvendelse af standardiserede screeningsredskaber, øget fokus på ikke-farmakologiske interventioner samt styrket kompetenceudvikling og tværfagligt samarbejde.