"Jeg voksede 10 cm den dag"

Jeg ser ind i min sidste praktik som studerende, da jeg nu går på 6. semester. Det giver selvfølgelig anledning til at tænke over: Hvad har jeg prøvet, hvad har jeg oplevet, og hvad vil jeg gerne?

Til det må jeg bare sige, at som studerende og kommende sygeplejerske, så betyder specialet mindre, end hvordan det er at være på afdelingen.

Hvis jeg ikke føler mig tryg eller velkommen, kan jeg heller ikke lære.

Det stod klart for mig en kold vintermorgen i februar, da jeg gik gennem de store døre til Rigshospitalet. Nu stod jeg her. Foran mig ventede min 5. semester-praktik. Det eneste jeg kunne tænke på, var ”akut og kritisk sygepleje”, som var overskriften på 5. semesters tema. Det var skræmmende, men også udgangspunktet for de næste ugers klinisk undervisning.

Mine bekymringer blev dog hurtigt tilintetgjort. Jeg mødte min kliniske underviser, fik intro til afdelingen og hilste på den kliniske vejleder. Og lige dér – i personalerummet – hang billedet af mig sammen med den halve sides tekst, jeg havde skrevet om mig selv. De var ikke i tvivl om, at jeg kom. De kunne endda mit navn og vidste, hvad jeg brugte min fritid på.

Som ugerne gik, blev ansvaret og tilliden større. Jeg kunne både modtage patienter, snakke i telefon med andre afdelinger og selv ringe til lægen. Det var rart. Jeg vidste altid, hvem jeg kunne gå til, for i vagtplanen var jeg – ”Kalle, sygeplejestuderende” – altid koblet op med en sygeplejerske fra afdelingen, og alles navne stod på tavlen, så jeg var ikke i tvivl om, hvor jeg kunne få hjælp.

Vi studerende var en prioritering for afdelingen. Det blev tydeligt, da jeg en morgen blev bedt om at præsentere min patient på morgenkonferencen.

Min første tanke var: ”Shit man, nej – det kan jeg ikke!” Men min vejleder var der – og greb mig. Hun sagde til mig: ”Gå hen til computeren, læs journalen, og skriv ned hvad du tænker, der skal ske. Her på afdelingen præsenterer vi patienterne over ISBAR.”

Jeg fik læst op og forberedt mig. I dag kan jeg ikke huske patienten, men jeg kan huske oplevelsen. Min kliniske vejleder tog sig tid til først at fortælle mig, at jeg godt kunne. Derefter tog hun sig bare fem minutter, hvor jeg fik lov at præsentere min ISBAR for hende, og så gik vi sammen ind til morgenkonferencen. Med lidt rystende stemme fik jeg fremlagt, hvem patienten var, hvorfor han var indlagt, hvad der var af problemer, og hvad jeg tænkte, næste skridt skulle være.

Hele personalegruppen klappede ad mig. De vidste godt, at det var første gang, jeg skulle præsentere en patient. Men de klappede, og jeg tror, jeg voksede 10 cm den dag. Måske også fordi jeg lige efter fik en highfive af oversygeplejersken.

De så mig. Jeg var aldrig bare ”den sygeplejestuderende”.