Hvordan omtaler du patienterne, når de ikke er til stede?

Når narkosen sætter ind, patientens muskler bliver trætte, og hjernen begynder at sove, har Sarah oplevet, at sygeplejersker og generelt sundhedspersonale har kommenteret på patientens udseende eller væremåde. På mærkværdige tatoveringer og filler-

indsprøjtede læber. Eller beskidte navler.

”Der er en kedelig tendens til at tale om patienterne, når de er bedøvede. Det ville jeg ikke synes var rart, hvis det var mig, der lå bedøvet.”

Sarah har været narkosesygeplejerske i 16 år. Et speciale, hun har elsket. Men kulturen på narkosestuen har hun ikke altid brudt sig om.

”For det meste handler vi rigtig etisk forsvarligt. Men der er også gange, hvor nogle kommenterer på patienternes udseende, når de er blevet lagt til at sove. De kommenterer f.eks. meget på kosmetiske operationer, som vi ser flere og flere af. Det er ydmygende og grænseoverskridende noget af det, der bliver sagt. Og det er ligegyldigt, at de ikke kan høre det. Det er det etiske, der er vigtigt. Og så er det ubehageligt for mig.”

Nyuddannede Josephine har oplevet det samme. Da hun som sygeplejestuderende var i praktik i psykiatrien, oplevede hun, at der blev talt hen over hovedet på patienterne. Eller blev kommenteret på, når de var besværlige.

Fælles for Sarahs og Josephines oplevelser er, at det var ubehageligt at være vidne til måden at tale om patienterne. For hvad er de sociale konsekvenser ved at sige fra over for tonen? Og hvad er konsekvenserne, hvis man blot vender ryggen til og indirekte lader kulturen fortsætte?

De har begge prøvet begge metoder, men ingen af dem virker særlig godt, synes de. Nu håber de, at kulturen kan ændre sig, hvis vi taler højt om den.

Sproget former virkeligheden

Det er problematisk, når man bagtaler patienterne, fordi sproget former vores virkelighed. Og dermed bliver det svært at udføre ordentlig, tillidsbaseret sygepleje og omsorg, hvis man taler nedsættende om patienterne, når de ikke er fysisk eller psykisk til stede, mener formand for Sygeplejeetisk Råd, Inge Trelborg Møller.

”Det kolliderer med vores helt grundlæggende sygeplejeetiske og faglige værdier. Patienterne kan ikke have tillid til, at vi tager ansvar for at drage omsorg for dem, når vi omtaler dem på dårlige måder.”

Hun fortæller, at det ligger direkte op ad det nye sygeplejeetiske grundlag, der fremhæver tre punkter: Tillid, omsorg og ansvar.

”Grundværdien tillid handler om at møde patienten med oprigtighed, ærlighed og respekt. Og hvordan kan vi det, hvis vi lige har siddet og gjort grin med og følt os bedre end patienten ude i kaffestuen?”

“Ift. ansvarsgrundlaget har vi et ansvar for at have en høj sygeplejefaglighed hos patienten – men hvordan kan vi løfte det ansvar, hvis vi lige har været med til at gøre patienten til et ikke-menneske, fordi vi har omtalt vedkommende på en måde, som ikke er særlig værdig?”

Inge Trelborg Møller uddyber:

”Ift. omsorgsgrundlaget er det vigtigt, at magtforholdet i relationen forvaltes, så der vises solidaritet med modtageren af sygeplejen, og det omfatter evnen til at yde sygepleje med empati. Man kan dårligt, tænker jeg, sætte sig i den syges sted, hvis man ser ned på patienten.”

Mere hårdhudet end man er

Inge Trelborg Møller mener, at der på de afdelinger, det finder sted på, måske er ved at indfinde sig en forråelseskultur. Et begreb, som Dorthe Birkmose, psykolog og forfatter, har uddybet specifikt om velfærdsfagene, bl.a. i bogen ’Når gode mennesker handler ondt’. Dorthe Birkmose forklarer selv begrebet:

”Man kan som individ være så udmattet og føle sig så alene med et ansvar, som er alt for stort at bære. Og så kan man beskytte sig selv ved at blive mere hårdhudet og ligeglad, end man i virkeligheden er. Dér bliver forråelsen en mestringsstrategi for den enkelte. I det tilfælde gør man nar af andre mennesker - så får man det lidt bedre selv og slipper for at forholde sig til sit eget psykiske slid.”

Og hun er overbevist om, at Sarahs og Josephines oplevelser kommer af forråelse:

”Når man kommenterer på patienterne på den her måde, er der ingen tvivl om, at det er forråelse. Og når sygeplejersker eller andre professionelle får brug for at umenneskeliggøre og lægge en distance til patienterne, så vil der altid være tale om selvbeskyttelse.”

Tavshed legitimerer kulturen

Forråelsen kommer af psykisk slid. Den kan ramme alle mennesker og opstå af forskellige overbelastninger – moralsk stress, omsorgstræthed, afmagtsfølelse og stress, fortæller Dorthe Birkmose.

”Arbejdet er så i fællesskab at finde ud af, hvad det er for et slid? Og først når man nogenlunde ved, hvad det er for nogle former for psykisk slid – så er der løsninger,” siger hun.

Hun nævner metoder til at arbejde med de forskellige former for psykisk slid: Compassion-træning, egenomsorg, lejrbålsmetoden og fiskerbænken til omsorgstræthed. Restitution ved stress. Og forbedringer af generelle arbejdsvilkår og mindre pseudoarbejde til at behandle moralsk stress. Så der er altså løsninger. Men hvad gør man, hvis man ser en forrået kultur opstå, som ens kollegaer ikke har opdaget endnu?

“Der er ingen vej udenom. Man er nødt til at sige det højt,” siger Dorthe Birkmose.

Men det er måske lettere sagt end gjort.

”Så længe alle forholder sig tavse, får vi ikke ændret kulturen. Tavsheden er med til at legitimere. Men det er jo nemt nok for mig at sige. Jeg tænker, at vi alle sammen ved, hvor svært det er,” medgiver hun.

Og hvor svært det kan være, ved Sarah fra sin tid på narkoseafdelingen. Hun har prøvet at vende ryggen til for at signalere, at hun ikke syntes, tonen var okay. Men når det har været for meget, har hun sagt fra.

”Jeg har set en kollega trykke på en patients bryster, for at se, om hun havde silikonebryster eller ej. Og der sagde jeg, at det der, det er ikke okay. Men jeg havde godt nok svært ved det, for jeg vidste, at man godt kan risikere hurtigt at blive uvenner og blive ignoreret. Men hun blev flov, da jeg sagde fra. Det var som om, hun lige skulle tænke sig om en ekstra gang.”

Det er er en svær øvelse, siger Dorthe Birkmose. Men det er sådan, man stopper forråelsen.

”Man risikerer både eksklusionen selv, men man risikerer også, at det bliver svært for den, man kritiserer. Men Sarah fremførte nok kritik til, at kollegaen kunne mærke, at det var forkert. Sådan stopper man forråelse,” siger Dorthe Birkmose.

Opgraderede patienter til business class

Og der er lyspunkter. På akutafdelingen i Viborg har de fundet ud af, hvordan de ændrer og forebygger en begyndende forråelseskultur. Her kunne ledelsen for knap 10 år siden se, at der opstod en afmagt over for nogle psykiatriske patienter med selvskade, som kom flere gange om ugen.

”Årh, nu kommer han igen,” eller ”Kan de ikke bare beholde hende på bostedet?” var kommentarer, der kunne komme om patienterne, fortæller oversygeplejerske Marianne Holm.

Og ledelsen så det. Kulturen var ikke sund. Så de lavede om på måden, de talte om patienterne på. I stedet for at kalde dem ’frequent flyers’ eller svingdørspatienter’, kaldte de dem ’VIP’ (Very Important Patients).

”Hvis du er ude at flyve med et flyselskab rigtig tit, så bliver du opgraderet til business class, og du får champagne og en særlig behandling. Og så snakkede vi om, at i stedet for, at vi blev frustrerede over de her patienter, så skulle vi måske tænke på dem, som om de havde brug for noget særligt,” fortæller chefsygeplejerske Trine Agerskov.

POP’er kan forebygge forråelse

Så det gjorde de. De begyndte at lave POP’er – patientorienterede planer – for de patienter, der havde brug for noget særligt. Det gjorde de med patientinddragelse og med hjælp fra både psykiatrien og bosteder. F.eks. var der en patient, der ikke ville tale med personalet på akutafdelingen om selvskade. Det gjorde hun i psykiatrien, så det havde hun ikke behov for at gøre med dem. Til gengæld ville hun rigtig gerne tale om sin hund. Og det blev skrevet i POP’en.

”POP’erne betød, at vi fik nogle faglige begreber til at tale om den her frustration. Fordi den gør noget ved et personale, som gerne vil gå på arbejde og gøre det godt for patienterne. For de anede simpelthen ikke, hvad vi skulle gøre ved dem,” siger Trine Agerskov.

I dag har de særlige opskrifter til 76 patienter på afdelingen. Og Trine Agerskov og Marianne Holm er helt overbeviste om, at de med POP’erne og et generelt arbejdsmiljøfokus har forebygget en forråelseskultur i opsving ved at passe på personalet og deres frustrationer. Og så får patienterne en bedre oplevelse oven i hatten.

Sarah og Josephine er fiktive navne.

Redaktionen er bekendt med deres rigtige identitet.