Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Hvordan fungerer den nye fritvalgsordning?

Et af de store nybrud ved OK26 er den såkaldte fritvalgsordning, der gør, at sygeplejersker snart kan vælge mellem at bruge en del af lønnen på frihed, pension eller løn. Det kan være svært at finde ud af præcist, hvordan det hele hænger sammen, så det gør vi dig klogere på her.

Publiceret: 

16. marts 2026

Senest opdateret: 

16. marts 2026

Af:

Christina Sommer

cso@dsr.dk
OK26 stat region kommune

Foto:

Mathias Nygaard Justesen

Har du lige købt ny bolig, er det måske meget godt at få lidt ekstra ind på lønkontoen. Men har du allermest brug for at holde fem fridage (tidligere den 6. ferieuge) med løn eller få sparet lidt mere op til alderdommen, vil det også være muligt med de nye overenskomstaftaler, der er landet for sygeplejersker ansat i staten, regionerne og landets kommuner. 

Den 1. januar 2028 indføres der nemlig en ny fritvalgsordning, som betyder, at du selv kan bestemme, hvordan du vil bruge en del af din løn: På løn, frihed eller højere indskud på din pension.

Den nye fritvalgsordning består af to dele: 1) En frivalgslønkonto og 2) En konto med frihedsrettigheder. Det vil sige, at økonomi og frihed som noget nyt er skilt ad fra hinanden.

1) Fritvalgslønkontoen

For sygeplejersker ansat i kommuner og regioner samler fritvalgslønkontoen midlerne fra:

  • Din 6. ferieuge.
  • Din særlige feriegodtgørelse og ferietillæg, som hidtil er blevet udbetalt med lønnen for april, maj og august (de overenskomst-aftalte stigninger fortsætter)
  • Seniorbonus, der som hidtil gælder fra 60. år i kommunerne og 61. år i regionerne
  • Får du mere end 15 pct. i pension, kan du også vælge at indsætte de resterende pct. på fritvalgslønkontoen og få det udbetalt som løn i stedet. 

For sygeplejersker i regioner og kommuner betyder det, at der årligt indsættes mindst 4,77 pct.af din fritvalgsberettigede løn på din fritvalgslønkonto.

Hvor meget det præcis løber op i, afhænger bl.a. af din løn, din timenorm, alder og livssituation, og hvor du er ansat henne - se grafikkerne længere nede, hvor du som ansat i en kommune eller region forhåbentlig kan finde en, der passer på din situation (grafikker mangler for statsansatte, da de specielle forhandlinger ikke er afsluttet endnu).

For sygeplejersker ansat i staten samler fritvalgslønkontoen midlerne fra: 

  • Din 6. ferieuge.
  • Din særlige feriegodtgørelse, som hidtil er blevet udbetalt med lønnen for maj og august (de overenskomst-aftalte stigninger fortsætter)
  • Værdien af dine seniordage
  • Får du mere end 15 pct. i pension, kan du også vælge at indsætte de resterende pct. på fritvalgslønkontoen og få det udbetalt som løn i stedet.

2) Konto med frihedsrettigheder

Din konto med frihedsrettigheder samler så de fridage, du vil have ret til fremover udover evt. omsorgsdage og mulighed for barns sygedage:

  • Den 6. ferieuge, som bliver til fem fridage, stadig omtalt som 6. ferieuge mange steder.
  • Seniorfridage, som de gælder i dag i kommuner og regioner
  • Som noget nyt indeholder kontoen med frihedsrettigheder også:
    • En ny fleksibilitetsdag til sygeplejersker i kommuner og regioner, der ikke har ret til senior- eller omsorgsdage
    • En ny fritvalgsdag til sygeplejersker mellem 41 og 61 år ansat i staten.
    • To ekstra seniordage til statsansatte sygeplejersker, så de i alt har fire fra 62. år

Dansk Sygeplejeråd havde sammen med CFU og Forhandlingsfællesskabet stillet krav om to ekstra fridage til alle sygeplejersker, men det ville arbejdsgiverne altså ikke gå med til.  

Fridagene holdes uden løn, men du har mulighed for at få et valgfrit beløb udbetalt fra din frivalgslønkonto, når du holder fri. Men skulle du f.eks. have råd til at holde fridagene uden løn, kan du vælge at gøre det og få midlerne indbetalt på din pensionsopsparing.

Du kan også vælge ikke at holde de fem fridage (6. ferieuge) og få dem udbetalt som løn eller indbetalt til pension i stedet for. 

Hvis du ikke bruger alle dine fridage hvert år, kan du med fritvalgsordningen opspare op til 15 dage på din konto med frihedsrettigheder, men fritvalgslønkontoen tømmes hvert år for penge, og og evt. indestående udbetales som udgangspunkt med decemberlønnen. 

6. ferieuge er ikke solgt

Forkvinde for Dansk Sygeplejeråd Dorthe Boe Danbjørg medgiver, at fritvalgsordningen ved første øjekast kan være lidt kompliceret at forstå. Og som en del medlemmer allerede har bemærket, bliver den primært finansieret med eksisterende midler, hvorfor der ikke er kommet mange flere fridage til.

For de statsansatte sygeplejersker lykkedes det dog at lande en ny fritvalgsdag for medarbejdere mellem 41 og 61 år samt to ekstra seniordage, så de nu også har i alt fire seniordage fra det 62. år akkurat som sygeplejersker ansat i kommuner og regioner. Dertil kommer den nye fridag, også kaldet fleksibilitetsdag til sygeplejersker i regioner og kommuner, der hverken har ret til omsorgs- eller seniordage.

”Jeg har hørt flere omtale ordningen som gammel vin på nye flasker. Og har man nej-hatten på, kan man godt vælge at se ordningen på den måde. Men vi ser ordningen som et nybrud på det offentlige område. Mange sygeplejersker har længe ønsket en bedre balance mellem arbejde og privatliv. Fritvalgsordningen er første skridt henimod, at man nu får mulighed for selv at vælge, hvad der giver mest mening for en selv,” siger hun og fortsætter:
 
”Nogle siger også, at vi har solgt 6. ferieuge. Det har vi ikke. De fem fridage figurerer bare på en anden måde, og man har også stadig ret til at holde de fem fridage sammenhængende.”

Nybrud på det offentlige område

Arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedal fra Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet kalder også fritvalgsordningen og muligheden for fri på barnets 0. og 3. sygedag for et nybrud på det offentlige arbejdsmarked, der skal sikre, det offentlige fremover kan konkurrere med de vilkår, man har forhandlet hjem ved de private overenskomstforhandlinger. 

Det offentlige arbejdsmarked har nemlig aldrig været lønførende, men i stedet haft andre goder som pension, løn under barsel og omsorgsdage. Men siden fritvalg blev indført på det private arbejdsmarked ved OK07, har man stille og roligt udvidet ordningen med nye frihedsrettigheder, f.eks. fri ved barns 3. sygedag ved OK25, og det har sat de offentlige forhandlere under pres op til OK26. 

”Aftalerne på både det regionale, det kommunale og statens område giver et klart indtryk af, at fleksibilitetsdagsordenen også er slået igennem i den offentlige sektor, og lønmodtagerne har stærke ønsker til, at der kommer nogle bedre rammer omkring balancen mellem arbejds- og familieliv. Det ses bl.a. i aftalens elementer om barns sygedage og i fritvalgsordningen, hvor den enkelte medarbejder får mere indflydelse på, hvordan vedkommende gerne vil prioritere mellem løn, betalt frihed og pension.”

Dorthe Boe Danbjørg ser også fritvalgsordningen som første spæde skridt mod mere fleksibilitet og retten til selv at vælge mellem penge, pension og frihed. 

”Ønsker vi flere fritvalgsrettigheder, kan vi rejse konkrete krav ved de næste overenskomstforhandlinger - akkurat som man har gjort ved de private overenskomstforhandlinger siden 2007.”

  • Fritvalg
  • Fritvalg
  • OK26 - fritvalgsordning - ret til seniordage
0
 / 3
  • Regionalt ansat 1/3

  • Regionalt ansat 2/3

  • Regionalt ansat 3/3

  • Fritvalg
  • Fritvalg
  • Frtivalg
0
 / 3
  • Kommunalt ansat 1/3

  • Kommunalt ansat 2/3

  • Kommunalt ansat 3/3

  • Fritvalg
  • Fritvalg
  • Frtivalg