Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Nyhed

Jettes timer tæller ikke med

Sygeplejersker som Jette Bach Nielsen, der har mange rådighedsvagter, risikerer at gå glip af det særlige 300-timers tillæg, fordi det kun er effektive timer, der tæller i regnskabet. Det er skævvridende, mener hun, og Dansk Sygeplejeråd har nu taget problemet med til OK26-forhandlingsbordet.

Publiceret: 

9. februar 2026

Senest opdateret: 

9. februar 2026

Af:

Helle Lindberg Emarati

hli@dsr.dk
69860607 Jette Bach Nielsen

Foto:

Michael Drost-Hansen

Når Jette Bach Nielsen møder ind på en rådighedsvagt, ved hun aldrig, hvornår der bliver brug for hende. Nogle gange er der konstant bud efter hende, andre gange kan der gå timer mellem opkaldene. Uanset hvad er hun på arbejde hvert eneste minut.

”Jeg er mentalt aldrig i hvilemodus, og i vagterne har jeg altid akutkald-funktionen. Lægger jeg mig til at sove i vagtværelset, har jeg kaldet på brystet, så jeg ikke kan undgå at vågne, hvis den går,” siger hun til Sygeplejersken i telefonen. Sarkasmen i hendes stemme er godmodig, men ikke til at tage fejl af, da hun tilføjer:

”Du kan jo prøve at gætte, hvor god eller dyb, den søvn er, når man ved, at man hele tiden skal være klar til at præstere på et splitsekund.”

Jette Bach Nielsen er anæstesisygeplejerske på Aalborg Universitetshospital. I 2025 havde hun i alt 52 rådighedsvagter fra vagtværelse, fordelt på både weekender, helligdage og hverdage. 52 vagter, hvor hun var på standby og ikke var herre over sin egen tid.

”Det er timer, hvor jeg har været bundet til min arbejdsplads. Hvor jeg ikke har kunnet deltage i fødselsdage, være med til juleaften eller ikke har kunnet være sammen med min familie. Det er et offer, jeg ikke synes bliver honoreret, som det er nu,” fortæller hun.

En skævvridende gulerod

For selvom hun skal stå omklædt og klar på hospitalet i alle vagttimerne, er det kun de arbejdstimer, hvor Jette Bach Nielsen er effektiv, der tæller med i et vigtigt regnskab: Vagttillægget for minimum 300 timers vagtarbejde udenfor dagarbejdstid. Og det ærgrer hende meget.

”Tanken med tillægget var jo, at det skulle være et løft og en gulerod til os, der bærer de skæve vagter. Hvis man arbejder i treholdsskift eller almindelige aften- og nattevagter, er det også rigtig fint, men vi er en gruppe sygeplejersker, der desværre falder ned mellem to stole. For os kan være rigtig svært at opnå tillægget, fordi det ikke er alle de timer, vi er på vagt, der tæller. Det er enormt skævvridende,” siger hun.

Vagttillægget blev forhandlet hjem ved OK24 som en del af trepartsaftalen, der sikrede ekstraordinære lønstigninger til bl.a. sygeplejersker. Sygeplejersker, der årligt har minimum 300 timers vagtarbejde uden for dagarbejdstid, optjener et pensionsgivende tillæg på 11.167 kr. på et kalenderår.

Medtælling af de mange ubelastede timer i vagtværelset, hvor anæstesisygeplejersker, operationssygeplejersker og andre grupper i rådighedsvagter venter på at blive tilkaldt, blev man enige om at forhandle lokalt.

Det har dog vist sig vanskeligt at opnå konkrete aftaler med arbejdsgiverne, hvorfor Dansk Sygeplejeråd til OK26 har stillet krav om, at der skal rettes op på skævvridningen. Det kan du læse mere om her.

69860600 Jette Bach Nielsen

”Sygeplejersker i rådighedsvagter er virkelig vigtige for, at normeringen overhovedet kan hænge sammen og det betyder noget altså noget, at vi bliver anerkendt for vores indsats,” siger Jette Bach Nielsen.

Foto:

Michael Drost-Hansen

Timeoptælling er anerkendelse

Sagen er da også klar for Jette Bach Nielsen: Alle timerne i rådighedsvagter bør tælle med i regnskabet.

”Argumentet lader til at være, at vi jo ikke rigtigt er på arbejde, når vi ’kun’ står til rådighed. Men jeg er altså på arbejde hele tiden. Udover at jeg jo ikke kan forlade hospitalsmatriklen, så forbereder jeg mig også på forskellige situationer, der kan opstå. Det kan f.eks. være akut kejsersnit, kraftig blødning efter fødsel, hjertestop, dårligt barn i børnemodtagelsen eller på fødegangen eller medicinsk akutkald fra sengeafdelingerne,” siger Jette Bach Nielsen.

Hun understreger, at selvom hun elsker sit arbejde som anæstesisygeplejerske og med åbne øjne har valgt et speciale, hvor rådighedsvagter er en del af jobbet, så er det stadig vigtigt for hende, at hendes og kollegaernes indsats og afsavn bliver mødt med en fair timeoptælling.

”Sygeplejersker i rådighedsvagter er virkelig vigtige for, at normeringen overhovedet kan hænge sammen, og det betyder altså noget, at vi bliver anerkendt for vores indsats,” siger Jette Bach Nielsen.

Dansk Sygeplejeråd hejser flaget

Det samme mener forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg. Hun håber, OK26-kravet om, at der skal rettes op på den skævvridning, sygeplejersker i rådighedsvagter oplever i forhold til vagttillægget, vil blive mødt med lydhørhed fra arbejdsgiverne.

”Meningen med vagttillægget var jo, at det skulle kompensere for ulempen ved at være vagtbærende på skæve tidspunkter. Når man som sygeplejerske har rådighedsvagter, er man jo netop væk hjemmefra udenfor normal dagarbejdstid. Det fortjener anerkendelse,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Hun ærgrer sig over, at det ikke har været muligt at indgå lokale aftaler om medtællingen af alle timer i rådighedsvagter.

”Det er naturligvis skuffende, for det er en principiel vigtig sag, og det er også derfor, vi nu tager den med ind til de centrale forhandlinger en gang mere. Vi bliver nødt til at hejse flaget for de sygeplejersker, det her påvirker,” siger Dorthe Boe Danbjørg.