Nyhed
Overgangsalderen slider på jobbet - nu kommer hjælpen
Fleksible mødetider, flere pauser og ekstra uniformer er eksempler på en række nye tiltag, der nu skal hjælpe sygeplejersker som Merete Brix Lindén og andre medarbejdere i Region Hovedstaden, der lider af gener forbundet med overgangsalderen.
Publiceret:
2. februar 2026
Senest opdateret:
2. februar 2026
Foto:
Brage Borup
Søvnløse nætter. Hedeture midt i vagten. En hjerne, der pludselig ikke kan holde lige så mange bolde i luften som før. For mange kvindelige medarbejdere i sundhedsvæsenet er overgangsalderen ikke bare en privat livsfase, men også noget der sætter tydelige spor i arbejdslivet. Det kender Merete Brix Lindén alt til.
”Det er svært hele tiden at have mange bolde i luften, når man samtidig føler sig hjernetræt. Det kan være meget udfordrende at få privatlivet til at fungere, fordi man bruger alt sit krudt på arbejdet og patienterne. Når jeg har fri, er jeg fuldstændig flad,” fortæller hun.
Heldigvis er der hjælp at hente i løbet af 2026, hvis man er ansat i Region Hovedstaden. Her går de nu i gang med at implementere en række nye tiltag, der skal hjælpe medarbejdere, som oplever gener relateret til overgangsalderen. Samtidig skal viden om overgangsalder udbredes - særligt til ledere og HR-medarbejdere - og emnet skal på længere sigt være en naturlig del af bl.a. MUS-samtaler.
De nye tiltag spænder bredt: Fleksible mødetider, flere og kortere pauser, midlertidige ændringer i arbejdsopgaver, adgang til stillerum samt ekstra uniformer eller mulighed for skiftetøj. Tiltagene er målrettet alle medarbejdere i Region Hovedstaden - herunder sygeplejersker - som f.eks. er ramt af gener som søvnproblemer, nedsat koncentrationsevne og hedeture. Se også faktabokse nederst i artiklen.
”Ikke et individuelt problem”
Indsatsen handler både om arbejdsmiljø, fastholdelse og et nødvendigt opgør med tavshed. Det fortæller regionsrådsmedlem Maria Gudme (S), som er en af initiativtagerne til forslaget.
”Det er vigtigt for os centralt fra at sende et klart signal om, at overgangsalder ikke er et individuelt problem, men at der på den enkelte arbejdsplads tages et kollektivt ansvar for, at den enkelte medarbejder føler sig støttet og forstået.”
Ifølge Maria Gudme har overgangsalder i mange år været et underbelyst vilkår i arbejdslivet for en stor gruppe medarbejdere, som selv har måttet håndtere det. Hun peger på, at konsekvenserne af ikke at handle kan være alvorlige - både for den enkelte og for sundhedsvæsenet som helhed.
”Vi kunne se, at nogle helt overvejede at skifte branche eller fravalgte mere ansvar, fordi det simpelthen blev for svært at få hverdagen til at hænge sammen. Jeg ser gerne, at kvinder, når de når en vis alder, ikke står med valget om at forlade sundhedsvæsenet for at få et mere skånsomt arbejdsliv i en periode,” siger hun.
Maria Gudme understreger derfor også, at indsatsen handler om fastholdelse:
”Vi arbejder med fastholdelse og rekruttering ud fra en erkendelse af, at der skal være plads til at arbejde i sundhedsvæsenet uanset livsfase.”
Fuld plade på alle symptomer
For 58-årige sygeplejerske Merete Brix Lindén, som arbejder på Ultralydafsnittet på Rigshospitalet, er overgangsalderen ikke noget abstrakt. Den var i en årrække en del af hverdagen på jobbet. Hun oplevede især en svækket hukommelse, og hun føler stadig, at den er voldsomt påvirket den dag i dag. For Merete Brix Lindén betyder det i praksis, at hun let mister fokus og har vanskeligt ved at "finde tilbage" til sine arbejdsopgaver, forklarer hun.
”Jeg havde nærmest fuld plade på alle symptomer. For mit vedkommende handlede det i høj grad om ikke at få sovet ordentligt, være utrolig træt og samtidig skulle holde styr på det hele. Man bliver stresset og måske også lidt irritabel,” fortæller Merete Brix Lindén.
Hun oplever, at tempoet på arbejdet ikke tager højde for, at kroppen og hjernen nogle dage arbejder på lavere blus. Koncentrationen er påvirket, og det har konsekvenser - både fagligt og privat.
For Merete Brix Lindén betyder det, at overskuddet på arbejdet svinder ind, og opgaveudførelsen derfor godt kan blive "instrumentel" til hendes store ærgrelse.
”Noget af det, der fik mig til at blive sygeplejerske, bliver sorteret fra. De bløde værdier betyder enormt meget for mig, og når der ikke er plads til dem, kan det virkelig gøre ondt på min faglige stolthed.”
Foto:
Brage Borup
”Vi arbejder med fastholdelse og rekruttering ud fra en erkendelse af, at der skal være plads til at arbejde i sundhedsvæsenet uanset livsfase.”
Regionsrådsmedlem Maria Gudme (S)Små pauser vil gøre en forskel
Hun savner små pauser, der legitimt er indlagt i arbejdsdagen.
”Det, der virkelig ville hjælpe mig, var små frikvarterer, hvor man kunne trække et rødt kort og sige: Nu har jeg brug for 5-10 minutter,” fortæller Merete Brix Lindén.
Derfor ser sygeplejerske Merete Brix Lindén grundlæggende positivt på Region Hovedstadens nye tiltag, der skal skabe bedre vilkår for medarbejdere i overgangsalderen. Hun oplever det som en vigtig anerkendelse af et problem, som mange står med. Men samtidig er hun også forbeholden over for, hvor stor en forskel tiltagene vil gøre i hendes egen hverdag på en travl, patientbooket afdeling, hvor der sjældent er mulighed for at gå fra.
”Det er rigtig fint, at der kommer fokus på det her, og at det bliver taget alvorligt. For mig handler det om, hvorvidt der faktisk bliver plads i arbejdsdagen. Hvis der ikke bliver lagt luft ind med jævne mellemrum, er det svært at se, hvordan tiltagene reelt skal gavne en sygeplejerske som mig,” siger Merete Brix Lindén.
Lederne skal klædes bedre på
Og netop sådanne bekymringer kræver en god dialog med ens leder, som har en afgørende rolle i, at indsatsen i Region Hovedstaden lykkes, påpeger Maria Gudme:
”Man kan i princippet godt gå til sin leder, men når der er en oplevelse af, at det er svært at tale om, så kræver det flere og mere systematiske tiltag.”
Derfor skal viden om overgangsalder udbredes målrettet til ledere og HR-medarbejdere.
”Det handler om at klæde lederne på, så de forstår, hvad deres opgave er, og hvordan de kan tage ansvar for dialogen,” siger Maria Gudme.
Regionen har udarbejdet et såkaldt idékatalog med forskellige indsatser, som kan tilpasses lokalt. I kataloget kan den enkelte arbejdsplads hente inspiration og vurdere hvilke tiltag, der kan implementeres hos dem.
”Det er ikke ét enkelt tiltag, arbejdspladsen kan indføre og så sætte flueben ved. Derfor har vi lavet et helt katalog med forskellige muligheder,” fortæller Marie Gudme.
DSR: Vigtig del af arbejdsmiljøindsats
Hos Dansk Sygeplejeråd (DSR) ser 2. næstforkvinde, Kristina Robins, Region Hovedstadens tiltag som et vigtigt skridt i den rigtige retning.
”Det er et rigtig vigtigt skridt, fordi det bliver nemmere at være åben om de gener, man har i overgangsalderen og nemmere at blive mødt med forståelse. Når der er en tydelig regional og ledelsesmæssig opbakning, bliver det også lettere at tage de nødvendige hensyn på den enkelte arbejdsplads,” siger hun.
Kristina Robins og Maria Gudme deler den opfattelse, at overgangsalderen bør anerkendes som et arbejdsmiljøspørgsmål fremfor blot at være en privatsag.
”Overgangsalder er noget, alle kvinder går igennem i større eller mindre grad, og det har betydning for arbejdslivet. Derfor hører det også hjemme i arbejdsmiljøindsatsen,” understreger hun.
Kristina Robins peger på, at manglende hensyn kan føre til både øget sygefravær og lavere trivsel.
”Hvis overgangsalder bliver betragtet som en privatsag, risikerer man, at kvinder skjuler både fysiske og psykiske symptomer og i sidste ende bliver sygemeldt,” siger hun og fortsætter:
”Det er et ledelsesansvar at skabe rum for dialog og sikre, at tiltagene nu faktisk bliver implementeret, og at medarbejderne gradvist mærker det på deres respektive arbejdsplads.”
Kristina Robins understreger, at overgangsalder og andre livsfaser er et centralt tema for DSR i de igangværende OK26-forhandlinger. Her arbejdes der for, at arbejdslivet i højere grad indrettes, så der er plads til forskellige livsfaser - herunder overgangsalder - uden at det får konsekvenser for trivsel, helbred eller fastholdelse, forklarer hun. Og ifølge 2. næstforkvinden er målet at bygge videre på eksisterende erfaringer og aftaler, så hensyn til livsfaser bliver mere systematiske og forpligtende og omsættes til varige forbedringer i arbejdsmiljøet på tværs af arbejdspladser.
Interesse fra andre regioner
Med den kommende regionssammenlægning i horisonten melder spørgsmålet sig naturligt, om initiativerne får lov at leve videre. Her er regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden Maria Gudme optimistisk.
”Jeg ser de her tiltag som noget, der har rigtig gode chancer for at fortsætte. Netop fordi vi ikke taler om enkeltstående ordninger, men om en kulturforandring,” siger hun.
Hun oplever samtidig stor interesse udefra.
”Andre regioner er meget nysgerrige. Der bliver spurgt ind til, hvordan vi har grebet det an, og hvad erfaringerne er. Det fortæller mig, at der er et behov - også nationalt,” siger hun.
For Maria Gudme er de nye tiltag ikke tænkt som et afgrænset projektarbejde, men som begyndelsen på et vedvarende arbejde, der skal omfavne alle medarbejderes livsfaser og sikre gode vilkår både for medarbejdere og patienter.
”Jeg ser ikke det her som en enkeltstående indsats - det er i virkeligheden bare starten. Jeg håber, det får en dobbelt effekt: At medarbejdere bliver bedre støttet, og at patienter i overgangsalderen også bliver mødt med større forståelse.”
Indsatsen er opdelt i tre spor
Spor 1: Forankring i eksisterende strukturer
Overgangsalder tænkes ind i eksisterende arbejdsmiljø- og personalepolitiske indsatser.
Spor 2: Ledelse, kultur og oplysning
Der arbejdes med viden, dialog og en åben kultur, hvor overgangsalder er legitim at tale om.
Spor 3: Praktisk støtte og individuelle tilpasninger
Konkrete muligheder for tilpasning i hverdagen, f.eks.:
• Fleksible mødetider
• Mulighed for pauser efter behov
• Midlertidige justeringer af opgaver
• Dialog i MUS- og trivselssamtaler uden krav om diagnose
• Adgang til stillerum eller frisk luft
• Mulighed for ekstra uniformer eller skiftetøj
Kilde: Region Hovedstaden
Læs mere om indsatsen her.
Fakta om overgangsalder og undersøgelsen 'Overgangsalder på arbejdsmarkedet'
- De hyppigste fysiske symptomer er udmattelse og træthed, muskel- og ledsmerter samt hede- eller svedeture.
- De hyppigste psykiske symptomer er søvnproblemer, stressfølelse og manglende socialt overskud.
- 60 pct. af kvinderne i overgangsalderen oplever, at de påvirkes af symptomer og gener - heraf er 15 pct. konstant påvirket.
- 41 pct. af kvinder i overgangsalderen oplever alene negative påvirkninger, primært koncentrationsvanskeligheder, at de har lettere ved at blive stressede, og at de ikke kan det, de plejer at kunne.
- 20 pct. har undladt at søge nye arbejdsopgaver.
- 18,5 pct. har haft sygefravær pga. gener. Oftest af kortere varighed, 1-3 sygedage, og kun få har angivet overgangsalderen som årsag.
- 17,6 pct. har overvejet at skifte job.
Undersøgelsen bygger bl.a. på en survey-undersøgelse med i alt 3.831 besvarelser fra kvinder i alderen 45-55 år. Heraf er 3.327 besvarelser fra sundhedsfaglige medlemmer af Din Sundhedsfaglige A-kasse, mens 504 besvarelser er fra medlemmer af hhv. HK og FOA. Herudover bygger rapporten på kvalitative interviews, desk-research og feltstudier på to britiske arbejdspladser.
Projektet er blevet til på initiativ fra journalist Dorte Mosbæk og er udført i samarbejde med rådgivningsfirmaet DISCUS og Din Sundhedsfaglige A-kasse/DSA med støtte fra Velliv Foreningen.
Dyk ned i rapporten her.
0
/ 6
02. februar 2026
Overgangsalderen slider på jobbet - nu kommer hjælpen
Fleksible mødetider, flere pauser og ekstra uniformer er eksempler på en række nye tiltag, der nu skal hjælpe sygep...
Afsender
Sygeplejersken
02. februar 2026
Ros til initiativer om beredskab
Nye anbefalinger til sygehusenes drift i tilfælde af forsyningssvigt bliver rost af forsker i beredskab og samfunds...
Afsender
Sygeplejersken
02. februar 2026
Optimeret introforløb får sygeplejersker til at blive
En grundig og lang oplæring, individuelle forløb og videohilsner er blevet en fast del af et optimeret introforløb ...
Afsender
Sygeplejersken
30. januar 2026
Ny social sygeplejeklinik: “Jeg håber, vi kan forebygge indlæggelser”
Sygehus Sønderjylland i Aabenraa skal have en ny social sygeplejeklinik, og en ny socialsygeplejerske er allerede a...
Afsender
Sygeplejersken