Manuskriptvejledning - forskningsartikler
Formål med Sygeplejersken Fag&Forskning
Sygeplejersken Fag&Forskning udgiver fagfællevurderede, videnskabelige artikler med relevans for alle aspekter af sygeplejen.
Det overordnede formål med Sygeplejersken Fag&Forskning er at stimulere sygeplejefaglig forskning og faglig udvikling. Tidsskriftet publicerer artikler med sygepleje som omdrejningspunkt, som lever op til kriterierne for høj videnskabelig standard og følger internationale konventioner. Artiklerne skal bidrage til at understøtte og udvikle kvaliteten af den udøvende sygepleje, sygeplejerskeuddannelsen samt den sygeplejevidenskabelige teori – og metodeudvikling.
Tidsskriftet henvender sig til alle med interesse for sygepleje og i særlig grad forskere og praktikere på det sygeplejefaglige område. Mindst én af forfatterne skal være medlem af Dansk Sygeplejeråd.
Tidsskriftet udgives af Dansk Sygeplejeråd og vil være frit tilgængeligt via Sygeplejersken.dk.
Manuskriptkategorier
1. Originalartikler baseret på kvantitative, kvalitative, mixed methods-studier, oversigtsartikler, teori- og metodeudviklingsartikler med klar relevans for sygepleje.
Max. 7.000 ord (ekskl. abstrakt, figurer, tabeller og referencer). Vi henstiller til, at man skriver så kort som muligt, afhængig af tradition.
Originalartikler bliver fagfællebedømt af to peer reviewere.
2. Fagligt perspektiv
Præsenterer én eller flere eksperters faglige perspektiver på en aktuel problemstilling inden for sygepleje – f.eks. hvordan praksis bør udføres, eller hvordan et bestemt område bør forstås. Artiklen skal levere en velunderbygget og teoretisk funderet diskussion, der relaterer sig til tidsskriftets overordnede formål.
Max. 5.000 ord (ekskl. abstrakt, figurer, tabeller og referencer)
3. Kommentar
Kommentarindlæg er korte, præcise indlæg, der kommenterer eller diskuterer tidligere publicerede artikler eller aktuelle emner med relevans for forskning i sygepleje. Formålet er at skabe faglig og videnskabelig debat og perspektivering.
Max. 2.500 ord (ekskl. figurer, tabeller og referencer)
4. Co-publikation
Det er muligt at lave fælles publikationer med bred interesse for sygepleje med internationale tidsskrifter. Forfatterne skal selv kontakte de internationale tidsskrifter mhp. en klar aftale. Tag kontakt til redaktionen for nærmere aftale, hvis du har forslag om en en co-publikation.
Max. 7. 000 ord (ekskl. figurer, tabeller og referencer)
Fagligt perspektiv, kommentarer og co-publikationer vil blive bedømt af to medlemmer af forskningspanelet.
Rapporteringstjekliste
For at optimere læsevenligheden og transparens i forskningsformidlingen kan man benytte forskellige rapporteringsvejledninger. Præcis og fyldestgørende rapportering gør det muligt for læsere kritisk at vurdere forskningen og anvende resultaterne.
Vi opfordrer forfatterne til at følge relevante rapporteringstjeklister, hvis der findes en relevant vejledning inden for forskningstraditionen, som forfatterne skriver indenfor. Det kan f.eks. være EQUATOR-netværket (Enhancing the QUAlity and Transparency Of health Research).
Manuskriptvejledning
Følgebrev til redaktøren (”cover letter”)
Forfatterne skriver et følgebrev til den indsendte artikel som argumenterer for, hvorfor artiklen har interesse for Sygeplejersken Fag&Forsknings læsere. Følgebrevet redegør for, hvorvidt manuskriptet er originalt og ikke er under bedømmelse ved andre tidsskrifter. Angiv også om resultaterne er præsenteret tidligere, f.eks. som et bachelorprojekt/kandidatspeciale/masterprojekt, poster eller abstrakt på en faglig eller videnskabelig konference (med tydelig reference).
Med udgangspunkt i tre argumenter beskrives, hvorfor læserne netop skal læse jeres artikel (max 150 ord):
· Centrale punkter i artiklen
· Vigtigste resultater
· Implikationer for sygepleje i bredeste forstand, inkl. klinisk sygeplejepraksis, ledelse i sygepleje, uddannelse, udvikling og forskning
Hvis artiklen publiceres, vil punkterne indledningsvis stå i en boks under overskriften ”Derfor skal du læse artiklen”.
Følgebrev til redaktøren (cover letter) uploades som en separat fil.
Forside
· Titel på artiklen
Titel skal med få og præcise ord beskrive, hvad artiklen handler om. Titlen kan opdeles i en hoved- og undertitel. Titlen skal knytte sig til hovedbudskabet i artiklen.
Forfatternavne i prioriteret rækkefølge, akademisk(e) titel/titler, stilling(er) og arbejdssted(er).
· Anvend talnoter ved hvert forfatternavn, der indikerer tilhørsforholdet til de enkelte institutioner
· Angiv hvem der er korresponderende forfatter samt kontaktoplysninger (mail og telefon)
· Anbefal review-bedømmere med begrundelse
Forsiden uploades som en separat fil.
Lægmandsresumé
Hver artikel skal indeholde et lægmands-resumé. Et lægmands-resumé er en komprimeret formidling af artiklens indhold og pointer. Der må kun stå, hvad der i forvejen står i artiklens hovedtekst. Undgå anvendelse af forkortelser og brug et sprog, så alle indenfor faget kan forstå budskabet. Resumé må maksimalt fylde 250 ord.
Resumé uploades som en separat fil.
Manuskript – originale artikler
Denne vejledning er vejledende. Det er afgørende, at forfatterne følger de traditioner, de arbejder indenfor.
· Introduktion
o Baggrunden/problemstillingen relateret til sygepleje beskrives med afsæt i faglige/teoretiske perspektiver samt forskningsbaseret viden på området
o Argumenter for rationalet/behovet for studiet.
o Beskrivelse af formålet med studiet og evt. forskningsspørgsmål/hypoteser
· Metode
o Undersøgelsens videnskabsteoretiske/metodologiske perspektiver
o Teoretiske tilgange
o Undersøgelsens overordnede design
o Angivelse af rapporteringstjekliste
o Proces for empiriindsamling herunder rekrutteringsprocessen samt in- og eksklusionskriterier
o Analysetilgang
o Etiske overvejelser og relevante godkendelser
· Analyse/Fund/Resultater
· Diskussion
o Diskussion af studiets resultater i relation til eksisterende teoretisk og forskningsbaseret viden
o Diskussion af studiets svagheder og styrker
· Implikationer for sygepleje
· Implikationer for videre forskning i sygepleje
· Konklusion
o Fremhæv/konkludér, hvad undersøgelsen har tilvejebragt af ny viden, og hvilke implikationer det har for klinisk sygeplejepraksis.
Figurer og tabeller
Artiklen må maksimalt have fem figurer og tabeller tilsammen.
Figurer og tabeller skal være forståelige og supplere teksten. Hver figur og tabel nummereres i den rækkefølge, som de fremkommer i teksten og skal have en kort og informativ overskrift og eventuel tabeltekst.
Forfatterne anfører i manuskriptet, hvor de ønsker, at tabellen/figuren skal indsættes ved f.eks. at skrive: Indsæt tabel 1.
Figurer og tabeller bør være velegnet til læsning i digitale formater som tablet og mobiltelefon.
Figurer og tabeller uploades som separate filer.
Illustrationer
Tidsskriftet bringer kun illustrationer, hvis der er givet tilladelse, og ellers med tydelige gengivelse af, at det er et oplæg til grafisk illustration. Artiklen må max have tre illustrationer.
Illustrationer uploades som separate filer.
Redaktionen hjælper med appellerende layout af figurer og skemaer.
Referencer
Begræns antallet af referencer til 30. Ved litteraturstudier kan referencerne overstige 30.
Litteraturreferencen skal følge Vancouver-systemet. Forskningsartikler med DOI-nummer skal angives.
Sprog
Manuskripter skal være skrevet på dansk. Anvend et klart og præcist sprogbrug med anvendelse af faglige og metodiske udtryk og begreber. Skriv forkortelser fuldt ud første gang, de fremkommer i teksten.
Artikler behøver ikke være begrænset til en dansk kontekst, men må gerne tematisere internationale forhold eller indeholde komparative perspektiver mellem forskellige lande og sundhedssystemer.
Brug af kunstig intelligens (AI)
Forfattere må godt bruge kunstig intelligens (AI) i videnskabelige artikler, men der er nogle vigtige regler og etiske retningslinjer, man skal overholde. Redaktionen opfordrer til, at man bruger AI med stor forsigtighed og med disse principper for øje:
· Transparens (gennemsigtighed)
Forfattere skal i metodeafsnittet eller i en fodnote oplyse, hvis de har brugt AI. Eksempel: "Vi har brugt AI (angiv hvilke konkrete AI-værktøjer der er brugt) til at hjælpe med sproglig redigering."
· Ingen AI som medforfatter
AI-værktøjer kan ikke være forfattere, fordi de ikke kan tage ansvar for indholdet.
· Forfatterne er ansvarlige for indholdet
Forfattere kan ikke stole blindt på AI-output. Hvis AI laver en fejl, og forfattere inkluderer det i en artikel, er det stadig forfatternes ansvar.
· Ingen plagiat eller falsk information
Forfattere må ikke bruge tekst genereret af AI uden at tjekke for plagiat eller faktuelle fejl. Desuden skal forfattere sikre, at der ikke bliver opfundet kilder (såkaldt "hallucination").
Anbefaling af fagfællebedømmere (peer reviewere)
Forfattere kan ved indsendelse af manuskriptet anbefale mindst to fagfæller, som har forskerkompetencer på minimum ph.d.-niveau.
Foreslåede fagfællebedømmere skal leve op til Sygeplejersken Fag&Forsknings habilitetsprincipper.
Fagfællebedømmere skal besidde faglig og/eller metodisk kompetence inden for det område, manuskriptet omhandler, og forslaget skal ledsages af en kort begrundelse. Det er muligt at foreslå fagfæller fra andre nordiske lande.
Hvis der er specifikke fagfællebedømmere, som forfatterne ikke ønsker, kan det angives med en kort begrundelse. Redaktionen træffer den endelige beslutning om fagfæller.
Forfatterskab
For at være kvalificeret til medforfatterskab på en videnskabelig artikel kræves, at Vancouver-reglerne er opfyldt.
Bidragsydere, som ikke opfylder forfatterskabskriterierne, kan nævnes under taksigelser efter forudgående accept.
Indsendelse af manuskript
Manuskriptet indsendes til redaktør Lotte Havemann på e-mail: lha@dsr.dk med cc til administrativ medarbejder Ditte Jørgensen dtj@dsr.dk som tildeler manuskriptet et sagsnummer.
Følgende filer skal sendes:
o Følgebrev til redaktøren (”cover letter”)
o Forside
o Lægmands- resumé
o Manuskript
o Eventuelle figurer og tabeller
o Eventuelle illustrationer
o Udfyldt rapporteringstjekliste (ikke obligatorisk)
Artikelmanuskriptet skal have følgende formatering:
· Microsoft Word-format
· Nummererede sider
· Skriftstørrelse 11
· Linjeafstand 1,5
· Overskrifter i fed skrift
· Ingen fodnoter
Sygeplejersken Fag&Forskning foretager korrektur af dokumentet, men forfatterne må sørge for, at manuskriptet er korrekturlæst, før det sendes ind. Accepterede artikler eller uddrag heraf kan blive bragt i det trykte nummer af Sygeplejersken. Ved trykt publicering i Sygeplejersken kan redaktionen foreslå sproglige justeringer, f.eks. i overskrifter.
Vurderingsprocessen
Et medlem af Sygeplejersken Fag&Forsknings panel modtager artiklen og agerer som redaktør for artiklen. Redaktøren er omfattet af samme habilitetsprincipper som peer reviewere.
Redaktøren har kontakten til den korresponderende forfatter og peer reviewere.
Den korresponderende forfatter er ansvarlig for at videreformidle fagfællernes vurdering og redaktionens beslutninger til eventuelle medforfattere.
Manuskripter, som ikke følger denne manuskriptvejledning, vil blive returneret til forfatterne.
Ved modtagelse af et manuskript, vil redaktøren vurdere, hvorvidt manuskriptet skal afvises eller sendes til peer review hos to fagfællebedømmere.
På baggrund peer review-bedømmelsen, vil redaktøren afgøre udfaldet. Der er tre mulige udfald:
1) manuskriptet accepteres
2) større eller mindre revision anbefales
3) manuskriptet afvises.
Ved større revision sendes artiklen til de samme fagfæller igen til peer review, alternativt nye fagfæller.
Ved mindre revision, afgør den ansvarlige redaktør udfaldet.
Der tilstræbes en hurtig vurderingsproces fra accept til publicering.
Indsendelse af revideret manuskript
Forfatterne skal udarbejde et dokument, som punktvis redegør for, hvilke ændringer der er foretaget i manuskriptet ud fra peer review-bedømmelsen, med angivelse af sidetal. Alle ændringer, som er relevante og substantielle, skal markeres med rød skrift i manuskriptet.
Godkendelse af manuskript
Forfatterne får besked fra redaktøren, såfremt artiklen er accepteret til publicering.
Efter godkendelse sendes manuskriptet videre til teknisk og sproglig bearbejdning. Det inkluderer også titler og overskrifter. Den korresponderende forfatter modtager manuskriptet til gennemgang og godkendelse. Forud for endelig publicering fremsendes en publiceringsklar artikel til endelig godkendelse.
Billeder
Der må gerne vedlægges et billede, som kan indgå som hovedbillede til artiklen. Billeder skal være i tværformat med høj opløsning på mindst 1Mb og sendes som selvstændig fil i jpg- elle png-format. Hvis der er genkendelige personer på billedet, skal navn og samtykke til publicering fremgå. Anden information skrives under billedet, f.eks. navne og fotograf, og evt. fotografens tilladelse til at bruge billedet. Hvis der ikke findes et billede, vil Sygeplejerskens redaktion finde et egnet billede.
Sidst opdateret 16. oktober 2025