Nyhed
Hospital ramt af strømsvigt og lavt vandtryk
Et strømsvigt og faldende vandtryk gjorde sit for at teste nødberedskabet på Bornholms Hospital. Bornholm var uden strøm i godt fire timer, og patienter måtte sendes hjem.
Publiceret:
23. januar 2026
Senest opdateret:
26. januar 2026
Foto:
Finn Rossen, Bornholms Hospital
Lyset blinkede en smule i loftet, da chefsygeplejerske Lene Marie Kjær sad i et møde. Hun tænkte ikke yderligere over det, indtil hun fik at vide, at hospitalet kørte på nødstrøm fra en generator.
Faktisk lå hele Bornholm mørklagt. I ca. fire timer var der mørkt på solskinsøen onsdag den 21. januar, og det strømnedbrud ramte også øens hospital.
Under mødet fik Lene Marie Kjær et opkald fra en kollega på sengeafsnittet.
”Vi har ikke noget vandtryk,” lød det i telefonen.
Det viste sig, at vandværkerne på øen havde problemer med deres nødgeneratorer, og det gik ud over vandtrykket på hospitalet.
”Der tænkte jeg straks: Okay, nu skal vi være vågne. Nu skal vi være på,” fortæller Lene Marie Kjær, chefsygeplejerske for kirurgiske specialer, anæstesi og fødsler til Sygeplejersken.
For vandmangel ville skabe mange problemer.
Toiletterne ville ikke virke, patienterne ville mangle drikkevand, hospitalets MR-scannere, som skal bruge vand til at køle ned, ville ikke fungere og andre apparaturer ville ikke kunne blive rengjort.
Chefsygeplejerske Lene Marie Kjær fortæller, at nødberedskabet gik i gang med det samme.
Der blev kortlagt, hvor der var vand i hanerne på hospitalet. Det viste sig, at enkelte steder på hospitalet fortsat havde vand, men at ambulatoriet og sengeafsnittet var uden vand.
Iben Kyhn Riis, som er vicedirektør på Bornholm Hospital, fortæller til Sundhedsmonitor, at de måtte afvikle nogle patienter, som f.eks. var tilkoblet dialyseapparater, fordi de bruger rigtig meget vand.
Al unødvendig aktivitet blev minimeret. Nogle patienter kunne afvikles, og operationer blev sat på pause, indtil der var klarhed over situationen.
”Vi havde også nogle overvejelser om, hvorvidt vi skulle udskrive andre patienter, men vi kunne selvfølgelig ikke udskrive sårbare patienter og sende dem hjem til et mørkt og koldt hus,” fortæller Lene Marie Kjær.
Beredskabet var klar
Vandmanglen blev dog hurtigt afblæst, da alle afsnit havde et normalt vandtryk igen en times tid senere.
Lene Marie Kjær er glad for, at de på Bornholms Hospital har arbejdet med beredskab og trænet det flere gange. Hun følte sig helt forberedt.
”Jeg synes egentlig, vi var ret skarpe. Der var ikke nogen, der panikkede. Alle var totalt cool,” siger hun.
Ifølge Lene Marie Kjær vidste alle ansatte, hvad deres rolle i situationen var, og hvem der var tovholder. Efter oplevelsen med strømnedbruddet er hun endnu en gang blevet bekræftet i, hvor vigtigt det er at være forberedt, hvis skaden skulle ske.
”Det er godt at blive bekræftet i, at vi har nogle arbejdsgange, som fungerer, hvis uheldet skulle være ude. Det skal vi blive ved med at træne, så vi ikke glemmer det,” siger Lene Marie Kjær og fortsætter:
”Vi ved, at vi skal kunne klare os selv. Derfor er det så vigtigt at træne beredskabet.”
Ifølge forsyningsselskabet Trefor El-net Øst, der driver elnettet på Bornholm, skyldtes onsdagens strømafbrydelse et for højt strømniveau.
Læs seneste nyt
01. juni 2026
Sygeplejerske overfaldet – og alarmerne svigtede
Endnu et problem på Aalborg Universitetshospital har nu fået alvorlige konsekvenser for personale, efter overfaldsa...
Afsender
Sygeplejersken
31. maj 2026
Danske og grønlandske sygeplejersker står stærkere sammen nu
DSR-forkvinde Dorthe Boe Danbjørgs besøg i Grønland har givet hende en dybere forståelse af kompleksiteten i landet...
Afsender
Sygeplejersken
28. maj 2026
Ny aftale gør det lettere at tage sygeplejejob i Grønland
Et særligt løntillæg og andre goder er en del af en ny stafetordning, der skal tiltrække flere danske sundhedsprofe...
Afsender
Sygeplejersken
18. maj 2026
Forsvaret beklager og indgår forlig: Det er en principiel sejr
Forsvaret ventede for længe med at implementere en ny overenskomst og give sygeplejerskerne de løn- og pensionsforb...
Afsender
Sygeplejersken